I går tabte hun Brexit-slaget - i dag er det hendes egen skæbne, der er på spil

Regeringen i Storbritannien risikerer at falde efter et nederlag i sagen om landets udtræden af EU. Her kan du se fire mulige fremtidsscenarier.

FØLG DEBATTEN FORUD FOR MISTILLIDSAFSTEMNINGEN I VIDEOEN OVENFOR.

Den britiske premierminister Theresa May led tirsdag aften et historisk stort nederlag i det britiske parlament, da politikerne skulle stemme om Storbritanniens aftale om at forlade EU.

Efter afstemningen krævede oppositionslederen, Jeremy Corbyn, at der skal gennemføres en mistillidsafstemning til Theresa May og hendes regering.

Tirsdagens begivenheder gjorde det ikke nemmere at få øje på, hvordan briterne vil forlade EU, og om der stadig er en spinkel chance for, at de bliver i unionen.

Men der skal findes en løsning inden den 29. marts, hvis ikke briterne skal forlade EU uden en aftale og dermed risikere en kaotisk overgangsperiode samme dag. 

Mistillidsafstemningen, der er sat til at blive afholdt onsdag aften, kommer til at handle om, hvorvidt regeringen kan fortsætte - ikke om, hvorvidt der skal udskrives parlamentsvalg.

I Storbritannien er der som udgangspunkt kun parlamentsvalg hvert femte år - næste gang er i 2022, men i ekstraordinære situationer kan der afholdes valg i utide.

Og taber Theresa May mistillidsafstemningen, kan det føre til et parlamentsvalg - men det er langt fra sikkert.

Du kan se, hvordan mulighederne er, herunder.

square to 16x9

Efter en tabt mistillidsafstemning vil der nemlig være en periode på 14 dage, hvor de britiske politikere skal forsøge at danne en ny regering. 

En sådan regering skal kunne overleve en mistillidsafstemning. Kan den ikke det, udskrives der parlamentsvalg, der skal afholdes efter en periode på minimum 25 arbejdsdage.

Herunder kan du se en række mulige scenarier for, hvor situationen kan bevæge sig hen i den kommende tid: 

Ingen aftale

Hvis der ikke forhandles en ny aftale på plads forlader Storbritannien fuldstændig EU den 29. marts 2019.
Hvis der ikke forhandles en ny aftale på plads forlader Storbritannien fuldstændig EU den 29. marts 2019. Foto: TV 2

Hvis Theresa May eller en kommende ny premierminister ikke kan - eller vil - udskrive en ny folkeafstemning om EU, og heller ikke kan få den eksisterende aftale genforhandlet med EU, forlader Storbritannien formentlig EU ved midnat 29. marts uden en aftale.

Dermed vil Storbritannien ikke længere være en del af det indre marked, og så kommer der pludselig krav til told, afgifter og dokumentation på alle varer, der passerer den britiske grænse.

Lufttrafikken risikerer at blive lammet, og en bred vifte af fælles aktiviteter mellem EU og Storbritannien vil ophøre.

Flere britiske parlamentsmedlemmer har givet udtryk for, at de ikke ønsker et hårdt Brexit - men de ønsker heller ikke en folkeafstemning, og EU har sagt nej til at genforhandle aftalen om, hvordan Storbritannien skal forlade unionen.

Og tiden går. 

Hvis ingen kan blive enige om noget, forlader Storbritannien som udgangspunkt EU den 29. marts.

Kilder: BBC Online, The Guardian og The Daily Telegraph

Aftalen genforhandles

Formanden for EU-komissionen Jean-Claude Juncker har afvist at genforhandle aftalen med Theresa May.
Formanden for EU-komissionen Jean-Claude Juncker har afvist at genforhandle aftalen med Theresa May. Foto: Emmanuel Dunand / Ritzau Scanpix

Theresa May eller en ny britisk premierministter kan forsøge at få genforhandlet aftalen om, hvordan Storbritannien skal forlade unionen med EU.

Hidtil har både EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og formand for EU-rådet, Donald Tusk, dog sagt, at aftalen ikke kan genforhandles.

Flere britiske politikere håber imidlertid, at Storbritannien kan gå til EU og få en aftale, der minder om den, som Norge har. Altså hvor Storbritannien bliver i det indre marked og toldunionen, men træder ud af en række andre samarbejder.

Hvis EU åbner for det, kommer der formentlig helt ny udtrædelsesaftale, som det britiske parlament så skal godkende.

En genforhandling vil sandsynligvis betyde, at briterne vil forsøge at få udsat landets udtræden af EU, der ifølge Artikel 50 i Lissabontraktaten skal finde sted to år efter, at udmeldelsesprocessen blev iværksat - altså 29. marts.

Hvis briterne får lov til at genforhandle aftalen med EU, skal de først anmode EU om en udsættelse af Artikel 50. Alle de andre EU-lande skal så sige ja til at give briterne mere tid.

Hvis EU-landene siger ja, skal det britiske parlament så vedtage en lov om en ny dato for Storbritanniens udtræden af unionen.

Hvis EU-landene siger nej, kan aftalen med EU ikke genforhandles, og så er briterne nødt til at vælge en anden løsning.

Kilder: BBC Online, The Guardian og The Daily Telegraph

Der udskrives parlamentsvalg

Et parlamentsvalg kan blive en af konsekvenserne, hvis Theresa May taber afstemningen i parlamentet.
Et parlamentsvalg kan blive en af konsekvenserne, hvis Theresa May taber afstemningen i parlamentet. Foto: Robert Perry / Scanpix Denmark

Hvis den britiske premierminister, Theresa May, taber mistillidsafstemningen, kan det munde ud i et parlamentsvalg. 

Efter den tabte afstemning har de britiske politikere 14 dage til at forsøge at danne en ny regering, men hvis det ikke lykkes, skal briterne til valg.

Et valg kan tidligst afholdes 25 hverdage efter forsøget på at danne regering er mislykkedes.

Hvis der udskrives parlamentsvalg, er det muligt, at briterne vil bede EU om en udsættelse af datoen for landets udtrædelse af unionen jævnfør Artikel 50 i Lissabontraktaten.

Dermed kan en ny regering få mere tid til at beslutte næste skridt.

Hvis briterne beder EU om udsættelse, skal alle de andre EU-lande sige ja for at give briterne mere tid. 

Siger EU-landene ja, kan en ny regering så enten forsøge at gennemføre en ny folkeafstemning, overtale EU til at genforhandle udtrædelsesaftalen eller vælge at forlade EU uden en aftale.

Hvis EU-landene siger nej til udsættelse, vil Storbritannien forlade EU den 29. marts 2019.

Kilder: BBC Online, The Guardian og The Daily Telegraph

Ny folkeafstemning

Demonstranter har ofte opfordret politikerne til at afholde en ny folkeafstemning om brexit.
Demonstranter har ofte opfordret politikerne til at afholde en ny folkeafstemning om brexit. Foto: Niklas Halle'n / Ritzau Scanpix

Theresa May eller en ny britisk premierminister kan forsøge at afholde en ny folkeafstemning om Storbritanniens forhold til EU.

Forsøger briterne sig med en ny folkeafstemning, vil de formentlig bede EU om at udsætte datoen for Storbritanniens udtrædelse af unionen jævnfør Artikel 50 i Lissabontraktaten.

Datoen er lige nu sat til at være 29. marts 2019.

En ny folkeafstemning inden 29. marts vil komme med så kort varsel, at briterne ikke kan nå at få vedtaget en lov om en ny folkeafstemning og samtidig lade ja- og nej-sigere komme ordentligt til orde inden.  

Hvis briterne beder EU om udsættelse, skal alle de andre EU-lande sige ja for at give briterne mere tid. 

Det vil EU-landene formentlig gerne, men i skrivende stund er der ikke megen synlig opbakning blandt de britiske politikere til at forsøge sig med en ny folkeafstemning.

Kilder: BBC Online, The Guardian og The Daily Telegraph