Hvad nu, Storbritannien? - For hvert minut, der går, er vi tættere på no deal

Storbritannien vil gå langt for at undgå et hårdt Brexit, siger tidligere korrespondent med kendskab til britisk politik.

Det britiske parlament forkastede tirsdag aften regeringens aftale med EU om Brexit.

Dermed går briterne en usikker tid i møde, hvor det blandt flere andre scenarier kan ende med et hårdt Brexit – uden nogen aftale.

Men det er svært at sige, om det så også går den vej, mener Lone Theils, der er forfatter og tidligere korrespondent i Storbritannien.

Oppositionslederen Jeremy Corbyn fra Labour stillede efter afstemningen i parlamentet mistillidsvotum til regeringen. Afstemningen skal afholdes onsdag.

Vil undgå hårdt Brexit

Den afstemning skal først af vejen, og derefter venter der nye forhandlinger, påpeger Lone Theils.

Men hun tror ikke, at Jeremy Corbyn vil lede vejen imod et hårdt Brexit. Det er, siger hun, i det hele taget et scenarie, man i Storbritannien vil gå langt for at undgå.

Lone Theils har fuldt debatten i Storbritannien, og de seneste mange dage har menige medlemmer af Parlamentet igen og igen sagt, at de ikke vil have et hårdt Brexit.

De siger, at det kan de ikke tåle. De frygter at miste arbejdspladser hjemme i deres valgkredse, og at fabrikkerne vil gå nedenom og hjem.

- Så der har været meget snak om, at det her er en option, som de meget gerne vil undgå, siger Lone Theils.

Tættere på for hvert minut

Peter James Stark er kommunikationsrådgiver, britisk statsborger og har tidligere arbejdet i Europa-Parlamentet.

Han er enig i, at hvis der er én ting, der er flertal for, så er det, at Brexit ikke må ende med no deal – ingen aftale.

- Men vi skal også hele tiden minde os selv om, at det er det, der sker, hvis ikke vi gøre noget, siger han og tilføjer:

- For hvert minut, der går, er vi tættere på no deal. Så nogen skal jo gøre et eller andet.

Flere scenarier

Eftersom parlamentet ikke ville have den aftale, Theresa May og regeringen har forhandlet på plads med de øvrige EU-lande, har regeringen tre arbejdsdage til at komme med en handlingsplan.

En mulighed er, hvis ikke det skal ende med no deal, at regeringen foreslår at genforhandle aftalen med EU. Hidtil har EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og formanden for EU-rådet, Donald Tusk, dog sagt, at aftalen ikke kan genforhandles.

Der er også andre scenarier for, hvad der nu kan komme til at ske, heriblandt et parlamentsvalg.

Men allerførst skal mistillidsafstemningen altså afvikles. Den finder sted onsdag.