Område ved hotel angrebet af bevæbnede mænd i Nairobi

Der er sårede, men ingen officielle meldinger om døde.

Situationen er nu under kontrol, efter et område ved det store hotel DusitD2 i Kenyas hovedstad, Nairobi, tirsdag eftermiddag blev angrebet af en gruppe bevæbnede mænd.

Kenya indenrigsminister siger, ifølge AP, at situationen er under kontrol, og at man har fået sikret alle etager i bygningerne.

I første omgang lød der meldinger om, at der var hørt eksplosioner og skud i området Westlands, hvor der udover luksushotellet også ligger banker og flere kontorer.

Senere bekræftede politiet, at der var et angreb i gang ved hotellet, og at området var blevet afspærret.

Folk evakueres fra området, der er blevet angrebet i Nairobi.
Folk evakueres fra området, der er blevet angrebet i Nairobi. Foto: Simon Maina / Ritzau Scanpix

Den somaliske terrorgruppe al-Shabaab har hævdet at bære skylden for angrebet, ifølge Al Jazeera.

Et sted med mange mennesker

Endnu er der ingen officielle meldinger om dræbte. På et pressemøde bekræftede politichef Joseph Boinnet, at der er sårede, men politiet er fortsat i gang med at danne sig et overblik over hvor mange.

På et senere pressemøde, oplyste Joseph Boinnet, at der var tale om et koordineret angreb. Det begyndte klokken 13 dansk tid med et angreb mod en bank og tre køretøjer og derefter en selvmordsbombe i foyeren på DusitD2-hotellet.

Politiet i Kenya betragter situationen som et muligt terrorangreb.

- Vi ved, at der i hvert fald skete én eksplosion inde på området, at de også begyndte at skyde omkring sig, og vi ved fra vidner, at det ligner et slagtehus inde på området, sagde TV 2s Ole Vestergaard fra Nairobi.

Angrebet skete i et forholdsvist velhavende område af Nairobi.

- Der er mange butikker, der er banker, forlystelser, restauranter og så videre. Det er et sted med rigtig mange mennesker, siger Ole Vestergaard.

Billeder fra stedet viste køretøjer i brand og folk, der flygtede fra området.

Ingen meldinger om danskere

Kenyansk Røde Kors har oprettet en hotline for folk, der savner deres pårørende. Tre hospitaler appellerer folk til at komme og donere blod, rapporterer NTV News.

Udenrigsministeriets Borgerservice og den danske ambassade i Nairobi har fulgt situationen tæt, og de opfordrer alle til at holde sig væk fra området.

- Situationen er på nuværende tidspunkt uklar. Vi har pt. ingen meldinger om, at der skulle være danskere fanget i det berørte område eller danskere blandt de tilskadekomne, lød det fra Borgerservice i en mail til TV 2.  

Danske Lars Koch befandt sig i Nairobi omkring to kilometer fra DusitD2 Hotel, da det skete. Han fortalte til TV 2, at der fløj helikoptere tæt over byen, og at trafikken var gået i stå på grund af afspærringer i området.