Demonstrant fra De Gule Veste dræbt af lastbil på motorvej

16x9
Protestbevægelsen "De Gule Veste" begyndte i Frankrig i midten af november. Nu har bevægelsen spredt sig til Belgien. Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

Føreren af den lastbil, der ramte og dræbte demonstranten, skal afhøres og have taget blodprøver.

En mandlig demonstrant fra protestbevægelsen "De Gule Veste" er fredag aften blevet dræbt i en trafikulykke under en protest på en motorvej i Belgien.

Det rapporterer lokale medier, der citerer den belgiske anklagemyndighed, ifølge det tyske nyhedsbureau dpa. 

Manden blev ramt af en lastbil og dræbt på motorvejen mellem byen Liège i det østlige Belgien og den hollandske by Maastricht. Det skriver den belgiske avis Sudinfo.

Lastbilchaufføren skal senere afhøres og have foretaget blodprøver.

Demonstrationer spredt til Belgien

Protestbevægelsen "De Gule Veste" så dagens lys i Frankrig i midten af november.

Demonstrationerne begyndte som fredelige protester mod høje leveomkostninger. De har dog siden taget form af en mere generel utilfredshed med præsident Emmanuel Macron og udviklet sig voldeligt.

"De Gule Veste" har spredt sig til Belgien, hvor demonstranter iført bevægelsens genkendelige gule sikkerhedsveste også er gået på gaden.

Det belgiske nyhedsbureau Belga rapporterer, at protesterne på motorvejen E25 fredag aften forårsagede massive trafikale problemer.

Angreb ministerium

I sidste weekend angreb en mindre gruppe demonstranter fra "De Gule Veste" det franske ministerium for parlamentariske anliggender i Paris. Demonstranterne brugte en gaffeltruck til at bryde ministeriets fordør op. Herfra brød de ind i ministeriets baggård, hvor de smadrede talrige vinduer.

Det var første gang siden 1999, at en regeringsbygning i landet blev angrebet.

Senest har aktivister i "De Gule Veste" i Frankrig sat over halvdelen af landets stærekasser ud af kraft.

Den franske indenrigsminister, Christophe Castaner, sagde fredag, at omkring 60 procent af landets godt 3000 stærekasser - eller fartkameraer - er ødelagt.

- Jeg håber ikke, at de (aktivisterne, red.) en dag rammes af virkelighedens verden, som er trafikdrab. Det handler ikke om tal, det handler om liv, sagde ministeren ifølge CNN.

"De Gule Veste" havde i november og december opbakning fra et stort flertal af franskmændene.

Men i takt med, at demonstrationerne er blevet mere voldelige, er den folkelige opbakning dalet.