80.000 'Gule veste' indtog Frankrigs gader

121 anholdt efter uroligheder og konfrontationer, da der for niende weekend på stribe blev demonstreret mod den siddende regering.

Der var konfrontationer. Der blev brugt tåregas og vandkanoner, da demonstranter fra 'De Gule Veste' for niende lørdag i træk var i sammenstød med fransk politi under demonstrationer nær Triumfbuen i Paris.

Overordnet meldes der om en lørdag med talstærke, men overordnet set mere ordnede og fredelige manifestationer over for Emmanuel Macrons regering. Det skriver Reuters.

Undervejs fra protestmarchen, der strakte sig fra Triumfbuen og videre ad Champs-Elysées og mod det nordlige Paris, brød enkelt grupperinger ud for at markere sig.

- Macron, vi river dit sted ned, lød det fra de mest stridslystne blandt de 8.000 demonstranter, der havde samlet sig i Paris.

Dagens facit blev 121 anholdelser, men uden de tilløb til væltede biler og brand i gaden, der også har været en del af historien om 'De Gule Vestes' måde at manifestere deres utilfredshed på. Flere blev dog anholdt, fordi de havde genstande på sig, der kunne anvendes som våben, vurderede myndighederne.

Efter en periode hen over jul og nytår, hvor det kunne se ud, som om tilslutningen til den politisk meget sammensatte protestbevægelse havde lagt sig, var der over hele Frankrig 80.000 på gaden ifølge det franske indenrigsministerium en dag midt i januar. Til sammenligningen var 50.000 på gaden lørdagen før. 

Yderfløje samler sig

TV 2s internationale analytiker Frederikke Ingemann forklarer, at 'De Gule Veste' fortrinsvis kommer fra yderfløjene i fransk politik.

- Det er en blandet samling fra både venstre og højre. Fra Jean-Luc Melenchons venstrefløj til Marie Le Pens højre, men der er også helt almindelige lønmodtagere iblandt og det, man har set på det sidste, er, at det nu er ved at tage form som en mere politisk gruppering end i begyndelsen, hvor man knapt kunne nå til enighed om, hvilken vej man skulle gå, siger Frederikke Ingemann.

I Paris bar dagen også præg af den kolossale eksplosion, der rystede byen som følge af en gaslækage i et bageri i niende arrondissement i byens nordlige del. Tre meldes dræbt, og op imod 50 er sårede.

Franske byer som Bordeaux, Strasbourg, Toulon og Bourges var blandt de steder, 'De Gule Veste' fandt fodslag og retning i demonstrationer, der begyndte tilbage i november.

Som udgangspunkt handlede utilfredsheden om afgifter på diesel og ekstraskatter, men også faldende realindkomst og manglede borgerindflydelse er kommet på en dagsorden, Emmanuel Macron vil forsøge at tage op på nationalt plan i den kommende uge. 

Den franske præsidents forsøg på en dialog med de gule veste og deres ligesindede i befolkningen, er dog ikke kommet så godt fra land.

Chantal Jouanno var udset til at organisere og lede den folkelige debat på vegne af Emmanuel Macron, men den 49-årige tidligere sportsminister har valgt at trække sig på grund af de skarpe reaktioner over hendes månedsløn, der lå på små 110.000 kroner.