Et af verdens største krydstogtskibe tvunget i havn på grund af omgangssyge

16x9
Krydstogtskibet Oasis of the Seas har forkortet sin rute på grund af sygdom (Arkivfoto). Foto: Joe Skipper / Scanpix Denmark

Oasis of the Seas har grundet sygdom været nødsaget til ændre sejlplanerne og forkorte sin rejse. Skibet returnerer til Florida lørdag.

277 passagerer og besætningsmedlemmer er ramt af omgangssyge på krydstogtskibet Oasis of the Seas.

Det skriver CNN.

Det svarer til, at cirka tre procent af de omkring 8000 personer ombord på skibet er syge, men alligevel har det fået konsekvenser for alle rejsende. 

Rederiet Royal Caribbean mener, at der er tale om norovirus, herhjemme bedre kendt som roskildesyge, som medfører akut diarré og opkastning. Det skal laboratorieundersøgelser dog endeligt fastslå.

Sidste år blev der i alt registreret 11 udbrud af omgangssyge på krydstogskibe, hvor de fem kunne tilskrives norovirus.

Får økonomisk kompensation

Krydstogtskibet skulle fra søndag 6. januar have været på et ugelangt cruise rundt i Caribien, hvor skibet blandt andet skulle besøge Haiti, Jamaica og Mexico.

Men på grund af omgangssygen har skibet været nødsaget til ændre sejlplanerne, og derfor returnerer Oasis of the Seas én dag tidligere end beregnet til slutdestinationen i havnen Port Canaveral i Florida.

Gæsterne står dog ikke til at miste noget økonomisk på den forkortede tur - tværtimod. Det siger skibets talsmand, Owen Torres, til CNN.

- Samtlige passagerer vil få refunderet hele deres indskud for turen. Vi mener, at det rigtige er at få alle gæster hurtigt hjem, snarere end at skulle være bekymrede for deres helbred, lyder det i en udtalelse.

Beklager forkortet tur

En af passagererne på Oasis of the Seas fortæller, at han blev syg, da skibet sejlede videre fra Haiti tirsdag 8. januar.

- Efter vi forlod havnen, begyndte jeg at blive syg. Siden har vi været nødsaget til at blive på vores værelse, siger Cody Haddap, der fortæller, at ingen ​passagerer forlod krydstogtskibet, da det næste dag lagde til kaj i Jamaica.

Rederiet Royal Caribbean lover at gøre skibet fuldstændig rent inden næste sejlads, så lignende episoder i fremtiden kan undgås.

- Vores gæster sejler med os for at nyde deres ferier, og vi er kede af, at dette krydstogt måtte forkortes, siger Owen Torres.

Krøb under Storebæltsbroen

Det enorme krydstogtskib blev bygget i Finland i 2009, og jomfrurejsen fandt sted netop i Caribien 5. december samme år.

Skibet har 16 passagerdæk. Det er 360 meter langt, 72 meter højt samt 60 meter bredt.

Oasis of the Seas har tidligere sejlet i danske farvande og passerede med en meget lille margin under Storebæltsbroen 1. november 2009.

Skibet har fuld skorstenshøjde på 72 meter, men skorstenen kan sænkes til 65 meter ved sejlads under broer, hvilket nøjagtigt svarer til gennemsejlingshøjden på Storebæltsforbindelsen.