68-årig rigmandskone savnes endnu – 150 nye tips siden i går

Politiet savner fortsat tre personer fra overvågningsvideo.

Norsk politi har i ti uger ledt efter den 68-årige Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, der er gift med en af Norges rigeste mænd, Tom Hagen.

Politiet mener, at hun er blevet bortført, hvorfor at politiet indtil onsdag valgte at holde efterforskningen hemmelig.

Derfor kan politiet afhøre vidner, som man ikke kunne tidligere, og torsdag efterlyste de derfor tre personer, der er fanget på en overvågningsvideo den morgen, som Anne-Elisabeth Falkevik Hagen forsvandt.

De personer savner man fortsat:

- Vi mangler fortsat cyklisten. Og de to andre har vi heller ikke fået oplysninger om. Vi har modtaget tips på dem alle tre, men vi har fortsat ikke identificeret dem, så vi beder dem om at melde sig selv, siger politiinspektør Tommy Brøske fredag formiddag.

Efterforskningen står dog langt fra stille.

- Vi har fået cirka 150 nye tips siden i går. Det går på alt fra tøj, billeder og lignende. Og vi antager, at der endnu flere, der kan have oplysninger. Flere af tipsene drejer sig om aktivitet omkring Futurum-bygningen, efter at vi offentliggjorde videoen i går.

Politiet har dermed fået 250 tips i alt siden onsdag.

Video optaget på forsvindingsdag

Tommy Brøske oplyste på pressemødet, at de fortsat meget gerne modtager oplysninger fra offentligheden. Også de mindste observationer omkring øget aktivitet eller forandret adfærd.

- Vi ved ikke, om Anne-Elisabeth Falkevik Hagen holdes fanget, og eller hvor hun i så fald holdes fanget. Det kan være både uden og inden for Norges grænser. Gemmesteder kan være bygninger, huse, hytter eller lejligheder. Vi beder derfor til, at man er opmærksom på øget eller unormal aktivitet, siger han.

Tommy Brøske brugte pressemødet til at understrege sagens alvor, men roste samtidig pressen for at have ført en balanceret dækning, der har ført til mange henvendelser.

Anne-Elisabeth Falkevik Hagen er gift med Tom Hagen, der menes at have en formue på omkring 1,2 milliarder danske kroner, som han har tjent på ejendomme og vandkraft.

Anne-Elisabeth Falkevik Hagen bor i det sorte og hvide hus i Lørenskog med sin mand, Tom Hagen, der er en af Norges rigeste mænd.
Anne-Elisabeth Falkevik Hagen bor i det sorte og hvide hus i Lørenskog med sin mand, Tom Hagen, der er en af Norges rigeste mænd. Foto: Meek, Tore / NTB scanpix

De bor i Lørenskog en halv times kørsel øst for hovedstaden Oslo i et sort og hvidt hus for enden af en blind vej i et skovområde. Sammen har de tre børn.

Politiet mener, at bortførslen er blevet udført af professionelle, og derfor er det afgørende at se nærmere på, hvad der skete i dagene op til bortførslen og på selve dagen.

Og det er her, at overvågningsvideoen kommer ind i billedet. Den er optaget ved Tom Hagens arbejdsplads, Futurum-bygningen i Lørenskrog, hvor Tom Hagen har kontor.

. Video: Claus Borg Reinholdt

Den første del af videoen er fra 31. oktober klokken 07.36, hvor man kan se en person gå fra venstre mod højre, vende om og gå tilbage.

Den anden del af videoen er 24 minutter senere, klokken 08.00, hvor man kan se en gående person blive passeret af en cyklist.

Politiet ønsker at få kontakt med alle tre personer.

Krav om løsepenge

Det er tidligere kommet frem, at der ved Anne-Elisabeth Falkevik Hagens forsvinden er blevet efterladt "et skriftligt dokument" i familiens hus med trusler og et krav om løsepenge.

Politiet oplyser, at kravet om løsepenge er i kryptovaluta. Summen er ikke oplyst. Familiens advokat, Svein Holden, oplyser, at familien efter råd fra politiet ikke har betalt nogen løsepenge endnu.

Preben Mejer fra IT-rådgivningsfirmaet Radr fortæller, at der er en grund til, at det er kryptovaluta:

- Kryptovaluta er nutidens skurkes favoritvaluta, fordi den er digital, virtuel og flydende. Ligesom pengesedler er den et indehaverpapir. Der er altså ikke nogen registrering eller sporing af, hvem den kommer fra, og hvor den går hen.

- Den har den fordel i forhold til kontanter, som er besværlige, fordi de fylder og vejer og skal smugles, at den bare kan være i et digitalt system, siger han.

Familien blev foruden løsepenge bedt om ikke at blande politiet ind i sagen. Politiet har dog oplyst, at Tom Hagen allerede samme dag kontaktede politiet. Sagen har imidlertid været holdt hemmelig, også internt i politiet, og mange områder har politiet derfor ikke kunnet tilgå.

Det fik politiinspektør Tommy Brøske til at frygte, at spor kan være blevet kolde eller være forsvundet.

Intet livstegn

Naboer til parret blev tidligt i processen informeret om, at der var sket en hændelse i området, og at de skulle holde øje. Også nogle norske medier kendte til sagen, men valgte ikke at gå ud med den for at hjælpe politiet.

Familiens advokat, Svein Holden, sagde på et pressemøde onsdag, at familien ønsker at komme i kontakt med bortførerne og få et livstegn fra Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, så man kan ”starte en proces”.

Interpol og Europol deltager også i sagen, da man ikke ved, om Anne-Elisabeth Falkevik Hagen befinder sig i Norge.

Norsk politi frygter, at andre norske rigmænd kan være mål for kidnapninger, og tager derfor deres forholdsregler.

Der er endnu ingen anholdte.

I dag, fredag, har Anne-Elisabeth Falkevik Hagen været savnet i 72 dage.