- Totalt spild af tid, konkluderer Trump og udvandrer fra møde

Nu bliver det sandsynligvis pres fra præsidentens eget parti, der kommer til at løse den amerikanske budgetkrise, vurderer USA-korrespondent.

USA's præsident, Donald Trump, udvandrede onsdag fra et møde med topdemokraterne Nancy Pelosi og Chuck Schumer.

På mødet skulle parterne forsøge at blive enige om en løsning på den fastkørte budgetkrise.

Men demokraterne ville stadig ikke indfri præsidentens ønske om en grænsemur, og så blev mødet kort. 

- Har lige forladt mødet med Chuck og Nancy - et totalt spild af tid. Jeg spurgte, hvad der ville ske om 30 dage, hvis jeg hurtigt åbner tingene op. Vil I så godkende et forslag om grænsesikkerhed, som omfatter en stålbarriere? Nancy sagde nej. Jeg sagde farvel, intet andet vil fungere, skriver Donald Trump på Twitter.

Trist og uheldigt

Ifølge de to demokrater blev præsidenten rasende, da de afviste at godkende finansieringen af den omstridte grænsemur.

- Det er koldt herude, og det var ikke ret meget varmere i kriselokalet. Vores møde varede ikke længe, sagde Nancy Pelosi, da hun mødte pressen efter mødet.

Chuck Schumer understreger, at demokraterne gerne vil finde en løsning og tror på grænsesikkerhed, men at de og Trump har forskellige holdninger til det.

- Vi har igen set et raserianfald, fordi han ikke fik sin vilje. Det er trist og uheldigt, siger Chuck Schumer.

Der er efterhånden meget ringe udsigter til, at præsidenten finder en løsning sammen med Demokraterne, vurderer TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz.

- Situationen er fuldstændig ligeså fastlåst, som den har været, hver eneste gang de har diskuteret det her spørgsmål. De rokker sig ikke en eneste millimeter, siger han.

Så når der på et tidspunkt kommer en løsning, siger Jesper Steinmetz, bliver det sandsynligvis, fordi Republikanerne presser præsidenten til at indgå et kompromis.

- Flere i hans eget parti begynder at ryste i bukserne. De kan simpelthen ikke stå model til, at de over for deres vælgere skal forsvare, at Donald Trump har taget 800.000 offentligt ansatte som gidsler, siger han.

Korrespondenten fortæller, at fredag er lønningsdag for mange i USA, og så bliver denne delvise nedlukning af den offentlige sektor for første gang rigtig konkret, når tusinder af amerikanere ikke får deres løn.

Nægter at finansiere mur

Stridens kerne er ønsket om en mur på grænsen mellem USA og Mexico.

Donald Trump har ønsket 5,7 millarder dollar – lidt over 37 milliarder kroner – til at opføre muren, der var et af hovedløfterne under hans præsidentvalgkamp i 2016.

De amerikanske myndigheder har opført forskellige prototyper på grænsemuren ved landets sydlige grænse.
De amerikanske myndigheder har opført forskellige prototyper på grænsemuren ved landets sydlige grænse. Foto: Guillermo Arias / Ritzau Scanpix

Demokraterne i de to kamre i Kongressen har fra dag ét kæmpet mod Donald Trumps planer om en grænsemur.

- Vi kommer ikke til at bygge en mur. Sådan en mur har intet med politik at gøre. En mur er mangel på moral mellem to lande. Det er en gammeldags måde at tænke på, sagde Demokraternes formand i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, i sidste uge.

Som følge af Demokraternes manglende godkendelse af et budget, hvor muren indgår, har Trump iværksat en delvis nedlukning af USA's offentlige system.

Flere end 400.000 offentligt ansatte er blevet beordret til at møde på deres arbejde uden løn, mens 380.000 andre er blevet sendt på orlov.

Derudover er låneansøgninger blevet forsinkede, og offentlige firmaer har været ude af stand til at få godkendelse til at rejse kapital.

Truer med national krisesituation

Natten til onsdag dansk tid tonede Trump frem på tv-skærmene overalt i USA i en sjælden tale til nationen for at adressere problemerne ved grænsen, som han kalder en ”humanitær og national sikkerhedskrise”.

Han har flere gange talt om at erklære national undtagelsestilstand, hvis han ikke får finansiering til grænsemuren.

Det mener han er muligt med henvisning til en bekendtgørelse fra 1976, der giver landets præsident magt til at tage egenhændige beslutninger i krisetider og frigøre penge udenom Kongressen.

Spørger man Elizabeth Goitein, der er direktør for Liberty and National Security Program ved Brennan Center for Justice, er det ”ret nemt” for præsidenten at erklære undtagelsestilstand.

- Der er ikke ret mange grænser for hans muligheder for at gøre det, selvom der ikke rent faktisk er en nødstilstand, siger hun til NPR.

Sammenbruddet i forhandlingerne med Demokraterne kan øge sandsynligheden for, at præsidenten nu vil tage det skridt, så muren kan bygges, selvom Kongressen ikke godkender hans krav om at få 5,7 milliarder dollar øremærket til projektet.

Torsdag besøger Trump USA's sydlige grænse til Mexico, hvor han ønsker muren opført.