Cohen skal afhøres offentligt i Kongressen om Trump

16x9
I en udtalelse skriver Michael Cohen, at han er spændt på afhøringen. Foto: Timothy A. Clary, Nicholas Kamm / Ritzau Scanpix (redigeret foto, arkiv)

Demokraterne har udnyttet nyvundet flertal i Repræsentanternes Hus til at kalde Michael Cohen til høring.

Den amerikanske præsident Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen får 7. februar mulighed for at forklare sig over for USA's Kongres.

Cohen er således blevet inviteret til at indgive offentlig vidneforklaring i tilsyns- og reformudvalget i Repræsentanternes Hus. Cohen har accepteret en invitation fra udvalgets formand, Elijah Cummings.

Det er Demokraternes første store træk, efter at de har overtaget flertallet i Repræsentanternes Hus - det ene af Kongressens to kamre.

Analytiker: Billeder bliver historiske

Derfor vurderer TV 2's USA-analytiker Mirco Reimer-Elster også, at begivenheden vil vække opsigt.

- Rent visuelt er det en kæmpe historie. Billederne kommer til at gå over i historien: Det er den mangeårige fikser og betroede medarbejder, der nu fortæller om livet som Trumps håndlanger foran Kongressen og direkte ind i de amerikanske dagligstuer, siger Mirco Reimer-Elster. 

Cohen blev i december idømt tre års fængsel. Blandt andet for at sørge for betaling til to kvinder for at holde mund med oplysninger, der kunne skade Donald Trump under præsidentvalgkampen i 2016.

Cohen er spændt på afhøringen

Hvorvidt vidneforklaringen også substantielt bliver en stor historie, afhænger af, hvad Cohen har at fortælle, siger Mirco Reimer-Elster:

-  Da vi ikke ved, hvorvidt Mueller-undersøgelsen kommer til at bede Cohen om at tie om sin Ruslands-relaterede viden, må vi væbne os med tålmodighed på den front. Men det bliver næppe et kønt billede, som Cohen kommer til at tegne af USA's nuværende præsident, siger han. 

På den måde vurderer Mirco Reimer-Elster også, at dagens nyhed er den første kraftfulde manifestation af den magt, Demokraterne nu har med flertallet i Repræsentanternes Hus.

I en udtalelse skriver Michael Cohen selv, at han er spændt på afhøringen:

- Jeg ser frem til at have en platform, hvor jeg kan give en fyldestgørende og troværdig redegørelse af begivenhederne, lyder det fra Cohen.

Samarbejder med Mueller

Advokaten indrømmede i november, at han tidligere har løjet for kongressen. Her sagde Michael Cohen, at han løj om Trumps forbindelser til et byggeprojekt i Rusland, da han blev afhørt foran et senatsudvalg i 2017. Konkret handlede det om at bygge et Trump Tower i Ruslands hovedstad, Moskva.

Engang blev Michael Cohen anset som en af Donald Trumps mest betroede medarbejdere, men nu er det forhold mildest talt vendt på vrangen.

Nu samarbejder den fyrede advokat med den særlige undersøger Robert Mueller, som efterforsker Donald Trumps forbindelser til Rusland. Selv siger Michael Cohen, at han "sætter familie og sit land først" ved at samarbejde med Robert Mueller. 

I august erklærede han sig skyldig i at have svindlet i sit taxaselskab i New York, at have begået banksvindel og også i at have svindlet i sager, hvor han stadig var ansat af Trump.