Saudiarabisk teenager tildelt asyl i Australien og Canada

16x9
Rahaf Mohammed al-Qunun er på flugt fra sin familie. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Den 18-årige kvinde siger, at hendes familie vil slå hende ihjel, og er derfor på flugt.

Den 18-årige saudiarabiske kvinde Rahaf Mohammed al-Qunun, der er flygtet til Thailand for at undslippe sin påståede voldelige familie, er blevet tildelt asyl i Australien og Canada.

Det oplyser de thailandske immigrationsmyndigheder ifølge CNN.

- Ja, Australien har bevilget hende (Rahaf Mohammed al-Qunun red.) asyl, men vi afventer, hvor hun vil tage hen, siger Thailands immigrationschef, Surachate Hakparn, til det amerikanske medie.

Beslutningen er sket på baggrund af en anmodning fra FN, der onsdag 9. januar bad den australske regering om at overveje at give asyl til den saudiarabiske teenager Rahaf Mohammed al-Qunun, der er på flugt fra sin familie.

Det sker, efter at FN ifølge The Guardian har tildelt Rahaf Mohammed al-Qunun flygtningestatus.

Den 18-årige kvinde, der lige nu befinder sig et hemmeligt sted i Bangkok, siger, at hendes familie vil slå hende ihjel.

Rahaf Mohammed al-Qunun ankom til Bangkok i sidste weekend og anmodede om asyl efter at have flygtet fra sin familie i Kuwait.

Hun sendte en række beskeder ud på Twitter om, at hun var i livsfare, hvilket førte til en kampagne for hendes sag på de sociale medier.

- De vil dræbe mig. Mit liv er i fare. Min familie truer med at dræbe mig over de mest basale ting, skrev hun blandt andet.

Thailands immigrationschef, Surachate Hapkarn, sagde i første omgang, at kvinden var blevet afvist, fordi hun ikke havde de nødvendige papirer.

Den 18-årige barrikaderede sig derfor på et hotelværelse for at forhindre myndighederne i at sende hende tilbage til hendes familie i Kuwait.

De thailandske myndigheder meddelte derefter, at de ville vente med at sende hende tilbage, og UNHCR blev involveret i sagen.

Rahaf Mohammed al-Qunun bag den barrikaderede dør på hotelværelset mandag 7. januar 2019.
Rahaf Mohammed al-Qunun bag den barrikaderede dør på hotelværelset mandag 7. januar 2019. Foto: Ritzau Scanpix

Kvinden forlod sit hotelværelse i Bangkoks lufthavn i selskab med ansatte fra UNHCR - FN's Flygtningehøjkommissariat.

Australiens regering har tidligere udtalt, at den ville overveje at give asyl til den 18-årige, hvis UNHCR vurderede, at hun er en flygtning.

Hendes sag har på ny skabt international opmærksomhed omkring Saudi-Arabiens sociale regler for kvinder, der skal have tilladelse af et mandligt familiemedlem til at rejse.

Denne regel betyder, at nogle kvinder og piger reelt er fanger hos familier, der misbruger dem.

Det australske indenrigsministerium bekræfter over for Reuters, at UNHCR har rettet henvendelse om asyl til Rahaf Mohammed al-Qunun.

En Twitter-bruger i Saudi-Arabien skriver, han ser frem til, at den unge kvinde halshugges på en offentlig plads.
En Twitter-bruger i Saudi-Arabien skriver, han ser frem til, at den unge kvinde halshugges på en offentlig plads. Foto: Twitter

Rahaf Mohammed al-Qunun siger, at hun flygtede fra Kuwait, da hun var på besøg i landet med sin familie.

Hendes plan var at rejse til Thailand og derfra videre til Australien, hvor hun ville søge asyl.