Mystisk lyd fra USA’s ambassade i Cuba kan være en fårekylling

16x9
USA's ambassade i Cubas hovedstad, Havana. Foto: Alexandre Meneghini / Ritzau Scanpix

En ubehagelig lyd er tidligere sat i forbindelse med amerikaneres hovedpine og tab af hørelse.

To forskere har analyseret en mystisk lyd, der i november 2016 begyndte at plage ansatte på den amerikanske ambassade i Cuba.

Lyden blev optaget af ansatte på ambassaden og offentliggjort af nyhedsbureauet AP.

Forskerne er ikke kommet nærmere et svar på, hvorfor flere end 20 personer blev syge med symptomer som hovedpine, svimmelhed og høretab.

Men de er nået frem til en anden konklusion: At lyden på optagelsen er fra en fårekylling. Dermed udelukker de en teori om, at det var et supersonisk våben, der kan høres på optagelsen.

- Der er rigelig debat i lægemiljøet om, hvilke – hvis nogen – fysiske skader, der har ramt disse individer. Det eneste, jeg kan sige med rimelig sikkerhed, er, at AP’s offentliggjorte optagelse er af en fårekylling, og vi tror, vi ved, hvilken art det er, siger Alexander Stubbs fra University of California, Berkeley, til New York Times.

Han er den ene forsker bag analysen. Den anden er Fernando Montealegre-Z fra University of Lincoln i England.

Lyder som insekters parringskald

De to forskere mente, at lydmønsteret i AP’s optagelse i høj grad lignede lyden af visse haninsekters parringskald, skriver New York Times.

Hør lydoptagelsen fra Cuba her:

Derfor begyndte de at sammenligne lydfilen med optagelser af nordamerikanske insekter fra en database hos University of Florida.

Dér fandt de en slående lighed med én bestemt fårekylling med det latinske navn anurogryllus celerinictus. På engelsk indies short-tailed cricket.

Lyden af anurogryllus celerinictus kan høres her.

Fårekyllingens kald ”matcher i nuancerede detaljer AP’s optagelse i varighed, impulshyppighed, styrke, spektrum, pulsfrekvensstabilitet og svingninger i minuttet”, skriver forskerne i offentliggørelsen af deres undersøgelse.

Det er en veludført analyse og ”en velunderstøttet hypotese”, mener Gerald Pollack, der forsker i insekters akustiske kommunikation ved McGill University i Canada og ifølge New York Times er ekspert i fårekyllingers kald.

Udelukker ikke angreb

Ifølge USA har diplomaterne i Cuba været udsat for et angreb, og det udelukker undersøgelsen ikke, understreger forskerne bag. Den udelukker blot, at det er et supersonisk våben på optagelsen, siger de.

Eksperter har tidligere peget på mikrobølger som årsag til, at flere amerikanere i Cuba har fået konstateret hjernerystelser og andre former for hjerneskader.

Det er en teori, Douglas H. Smith var med til at fremføre. Han er leder af Center for hjerneskade og udbedring ved University of Pennsylvania og hovedforfatter bag en rapport, som blev offentliggjort i marts sidste år, efter læger havde undersøgt 21 syge amerikanske diplomater fra Cuba.

Han siger nu til New York Times, han ikke vil udelukke, at nogle af diplomaterne har hørt fårekyllinger, men at det er vigtigere at finde ud af, hvad der er sket i hjernen på patienterne, og hvordan man kan behandle dem.