'Buddha boy' efterforskes, efter tilbedere er forsvundet

16x9
'Buddha Boy' menes blandt sine følgere at være reinkarnationen af Buddha. Foto: Diwakar Bhandari / Scanpix Denmark

Politiet har modtaget fire anmeldelser fra familier, der anklager den nepalesiske spirituelle leder for at stå bag fire følgeres forsvinden.

Den nepalesiske spirituelle leder Ram Bahadur Bomjam, der er kendt som ‘Buddha Boy’, efterforskes af politiet i hovedstaden Katmandu, efter flere af hans tilhængere er forsvundet.

Det skriver The Guardian.

'Buddha Boy' blev offentligt kendt i 2005, fordi han blandt sine følgere menes at være reinkarnationen af Buddha. Han kan efter sigende meditere i Nepals jungler i månedsvis uden at bevæge sig, spise, drikke eller sove.

Men efter det lokale medie Setopati ifølge Kathmandu Post for nylig offentliggjorde en række afslørende artikler, har Ram Bahadur Bomjam tiltrukket sig negativ opmærksomhed. Af artiklerne fremgår det, at flere følgere er forsvundet, at han udnytter nonner seksuelt i sine ashramer (klostre, hvor han samler sine tilhængere, red.) samt bruger vold mod dem, der taler ham imod.

Det afskrækker dog ikke hans tilbedere fra fortsat at samles i flere dage lange køer for at få et glimt af den spirituelle leders meditationer dybt inde i junglen.

Tusinder stiller sig i kø for at opleve 'Buddha Boy's meditationer i Nepals jungle.
Tusinder stiller sig i kø for at opleve 'Buddha Boy's meditationer i Nepals jungle. Foto: Brian Sokol / Scanpix Denmark

Ashramer under konstant overvågning

Nu har fire følgeres familier uafhængigt af hinanden meldt 28-årige Ram Bahadur Bomjam til politiet, efter følgerne angiveligt er forsvundet fra hans ashramer.

- Politiet er begyndt at efterforske anmeldelserne mod Bomjam. Efterforskningen er fortsat i sit indledende stadie, og vi kan ikke fortælle mange detaljer, siger talsperson for Nepals efterretningstjeneste Uma Prasad Chaturbedi til The Guardian.

Ifølge Times of India er Ram Bahadur Bomjams ashramer, hvorfra følgerne skulle være forsvundet, blevet ransaget af politiet, dog uden at der er fundet afgørende spor.

Tre ashramer overvåges af politiet døgnet rundt, mens efterforskningen pågår.