Gabon afværger forsøg på militærkup

Det afrikanske land, hvor den samme familie har siddet på magten i 50 år, har ellers været præget af langt mindre politisk uro end nabolandene.

Gabons sikkerhedstjeneste har dræbt to og anholdt syv personer, få timer efter de forsøgte at overtage magten i det centralafrikanske land.

Det oplyser talsmand for regeringen Guy-Bertrand Mapangou til nyhedsbureauet Reuters.

Regeringen og institutionerne fungerer som normalt, og folk er vendt tilbage til deres hverdag

Talsmand for regeringen

Kupmagerne tog tidligt mandag morgen kontrol over den statslige tv- og radiostation iført militæruniformer og udsendte en erklæring i radioen om, at landets præsident, Ali Bongo, ikke længere var egnet til at lede landet.

Kelly Ondo Obiang, der førte ordet, beskrev sig som officer i den gabonesiske hær og fortalte, at han repræsenterede en patriotisk bevægelse i Gabons forsvars- og sikkerhedstjeneste.

I en video, der ifølge BBC efterfølgende florerede på sociale medier, kan man se tre unge uniformerede og armerede soldater i et radiostudie.

Soldaterne påstod, at de havde overtaget kontrollen for at ”genoprette demokratiet” i det olierige land.

Samme familie har regeret i mere end 50 år

Bongo-familien har regeret Gabon siden 1967, og den nuværende præsident overtog magten i landet, da hans far, Omar Bongo, døde i 2009.

Gabons nuværende præsident Ali Bongo.
Gabons nuværende præsident Ali Bongo. Foto: Christophe Petit Tesson / Ritzau Scanpix

Den tidligere franske koloni har været præget af langt mindre politisk uro end dets nabolande som eksempelvis DR Congo, der lige nu befinder sig i en tumultarisk valgkamp.

Men Ali Bongos regeringsperiode har været overskygget af en fransk efterforskning, iværksat grundet anklager om bedrageri mod familien. Og det var da ikke uden besvær, at han i 2016 blev genvalgt.

Han blev valgt med blot 6000 overskydende stemmer, hvilket medførte dødelige sammenstød mellem demonstranter og politiet.

Regeringen er på plads

Præsidenten har de seneste måneder opholdt sig uden for landet, efter han fik et slagtilfælde under et besøg i Saudi Arabien i oktober. Men i en nytårstale på nationalt tv i år fortalte han med med sløret stemme, at han havde det godt.

Nytårstalen skabte ifølge kupmagernes radiotransmission tvivl om præsidentens evne til at opfylde sine forpligtelser som regent. Derfor overtog de magten for at fjerne ”dem, der på en kujonagtig måde myrdede” deres unge landsmænd 31. august, da Ali Bongo blev genindsat.

Præsident Bongos fortid som forsvarsminister under sin far gør det usandsynligt, at militærets nuværende ledere bakker op om at afsætte ham

Judd Devermont, afrikaekspert

Uden for radiostudiet havde omkring 300 mennesker ifølge Reuters samlet sig for at støtte kuppet. Men efter anholdelserne er situationen nu under kontrol:

- Regeringen og institutionerne fungerer som normalt, og folk er vendt tilbage til deres hverdag, siger Guy-Bertrand Mapangou til France 24.

Ifølge afrikaekspert ved Center for strategiske og internationale studier i Washington Judd Devermont er det dog utænkeligt, at en større modstand internt i militæret er under opsejling.

- Præsident Bongos fortid som forsvarsminister under sin far gør det usandsynligt, at militærets nuværende ledere bakker op om at afsætte ham, siger Judd Devermont til Reuters.