Fire frygtes omkommet i lavine i Norge

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB skulle der være tale om en lavineulykke.

De norske myndigheder anser det ikke længere for sandsynligt, at en svensk kvinde og tre mænd fra Finland er live efter en lavineulykke i fjeldet.

 De fire skiløbere blev meldt savnet torsdag i et fjeldområde i Troms i Nordnorge. Det antages nu, at de er omkommet i en lavineulykke, skriver NTB.

 Myndighederne siger, at en redningsaktion fredag eftermiddag ændrede status til at være en eftersøgning efter omkomne.

 Baggrunden for beslutningen er blandt andet, at der er blevet registreret signaler fra to forskellige lavinesøgere i området, hvor der har været et stort snelavineskred.

 - Dette bekræfter vores antagelser om, at de savnede er begravet i lavinen. Der er gået 38 timer, siden lavineskreddet skete.

 - Når vi nu har fået bekræftet, at de er taget af skredet, så regner vi ikke længere med, at det er sandsynligt, at nogle af de fire har overlevet, siger politimester Astrid Nilsen i Troms politidistrikt fredag eftermiddag.

Eftersøgning efter omkomne

Ifølge Mads Gilbert, overlæge på Akutmedicinsk Klinik på Universitetssykehuset Nord-Norge, er det tiden, der får dem til at antage, at de fire skiløbere er omkommet. 

- Der er ikke nogen, der tidligere har overlevet to døgn komplet dækket af en lavine. Derfor er vi helt sikre på, at der ikke er noget medicinsk grundlag for at lede efter dem som om, de er i live eller kan genoplives, siger Mads Gilbert. 

Der er registreret signaler fra to forskellige lavinesøgere i lavineområdet i Tamokdalen i Troms. Vejret i området blev forværret fredag eftermiddag.

Registreringerne fra lavinesøgerne kom, da en ambulancehelikopter undersøgte området ved Blåbærfjeldet.

 - Der er lokaliseret to stærke signaler, oplyser politiets indsatsleder, Roald Berntsen, som siger, at det ikke vides, hvor dybt i sneen at udslagene kom.

Skispor set føre ind i lavineskred

De savnede er en svensk kvinde og tre finske mænd, som var på tur i området omkring Blåbærfjeldet. De blev sidst observeret omkring klokken 14 onsdag. En person, der var med i rejseselskabet, slog alarm hos politiet nogle timer senere.

Eftersøgningsmandskabet har set skispor, der fører ind i et lavineskred, men de har ikke set nogen skispor føre væk derfra.

De fire savnede skal have været på et isklatrekursus i Lyngen, før de indledte turen til Tamokdalen, skriver NRK, som citerer den finske avis Hufvudstadsbladet.

De fire skal have haft redningsudstyr med til områder med laviner.