- Jeg fyrede ham, siger Trump om forsvarsminister, der selv sagde op

16x9
Donald Trump med fungerende forsvarsminister Patrick Shanahan i Det Hvide Hus i Washington. Foto: Jonathan Ernst / Ritzau Scanpix

James Mattis forlod posten som forsvarsminister i protest mod Trumps beslutning om at forlade Syrien - en beslutning, som Trump fortsat forsvarer.

USA's præsident, Donald Trump, har det med at lange ud efter tidligere medarbejdere, og hans afgående forsvarsminister er ingen undtagelse.

Ved et kabinetmøde onsdag kastede Trump sig ud i en monolog til de fremmødte journalister og sagde med armene over kors, at det "egentlig" var ham, der fyrede forsvarsminister James Mattis - selvom Mattis i en opsigelse skrev, at han forlod jobbet, fordi han ikke deler Trumps verdensbillede.

Men det faktum standsede ikke Donald Trumps ordstrøm, skriver CNN.

Forsvarsminister trak sig efter overraskelse

- Hvad har Mattis gjort for mig? Hvad har han gjort i Afghanistan? sagde Trump.

Derefter beklagede han sig over sikkerhedssituationen i Afghanistan og de mange penge, USA bruger på det krigshærgede land. Det hele skete foran Det Hvide Hus' pressekorps og med den fungerende forsvarsminister, Patrick Shanahan, siddende tavs ved siden af.

- Jeg ønsker ham alt godt. Men som I ved, fyrede præsident Obama ham, og det gjorde jeg egentlig også. Jeg vil se resultater, sagde Trump.

James Mattis trak sig fra posten 20. december, efter præsident Donald Trump overraskede de fleste ved at meddele, at amerikanske tropper skal trækkes ud af Syrien.

- Præsidenten fortjener en forsvarsminister, som er mere enig med hans synspunkter, end jeg er, skrev Mattis kort efter i sin opsigelse.

Trump har dog bestemt, at Mattis gik af 1. januar - to måneder før Mattis selv havde planlagt med henblik på at kunne overdrage Forsvarsministeriet i god ro og orden.

Trump: - Jeg var blevet en god general

James Mattis har en fortid som general i den amerikanske hær, og i løbet af sin ordstrøm sagde Trump, at han tror, han selv kunne være blevet en god general.

Donald Trump havde chancen, da han blev indkaldt under Vietnam-krigen. Men Trump trak aldrig i trøjen, da han blev undtaget militærtjeneste på grund af knoglesporer.

Efter sine ord om den tidligere general forsvarede præsidenten sin beslutning om at forlade Syrien. Netop den vurderes som afgørende for, at Mattis sagde op.

- Jeg sagde aldrig, at vi forlader landet i morgen. Jeg sagde, at vi trækker vores soldater ud. Men vi forlader det meget magtfuldt, forklarede Donald Trump.