12-årig reddet efter 40 minutter under lavine

16x9
Drengen var på skisportsstedet La Plagne i de franske alper, da han kørte ud som den første på "off-pist" og blev ramt af en lavine. Foto: Jean-pierre Clatot / Scanpix Denmark

Drengens jakke var ikke udstyret med en lavine-detektor, hvilket gjorde det endnu sværere at finde ham.

En 12-årig dreng blev onsdag fundet i live af en sporhund i de franske alper, efter han havde ligget begravet under sne i 40 minutter.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Fransk politi i byen Bourg Saint-Maurice siger, at drengen havde været på skitur off-pist, da han som den eneste i sin gruppe blev ramt af en lavine, som drev ham mindst 100 meter ned ad bjerget.

Vi kan kalde det et mirakel

Patrice Ribes, politibetjent

Derfor blev der indsat redningshelikoptere i området. Men det blev en sporhund, der blev dagens helt, da den sniffede sig frem til drengen.

Lav chance for overlevelse efter 15 minutter

Redningsfolk, der gravede drengen fri, kaldte det efterfølgende et "mirakel", at han blev fundet i live, da chancen for overlevelse er meget lille efter 15 minutter under sneen.

- Vi kan kalde det et mirakel. Dagen efter juleaften var der endnu en gave i vente, siger politibetjenten Patrice Ribes.

Drengen blev hurtigt fragtet til hospitalet, hvor de kunne konstatere, at han var sluppet med et brækket ben.