Husker du dykkerne og drengene fra grotten i Thailand? I dag er deres liv forandret

For et halvt år siden sagde to danske dykkere ja til at redde 12 fodbolddrenge ud fra en thailandsk grotte. De tvivlede dog på, om det ville gå.

Grottedykkeren Claus Rasmussen husker stadigvæk frygten. Frygten for at stå med en livløs dreng i armene.

En frygt, han delte med hver eneste grottedykker, der ligesom han, var i færd med at forsøge at redde 12 indespærrede drenge og deres fodboldtræner ud fra Tham Luang-grotten i Thailand.

Et øjeblik så hans værste mareridt ud til at blive til virkelighed.

De 12 thailandske drenge var alle en del af fodboldholdet 'De vilde vildsvin'. Sammen med deres træner havde de søgt tilflugt på en forhøjning i grotten, da de blev overrasket af et regnskyl, der tvang dem fire kilometer ind i grotten.
De 12 thailandske drenge var alle en del af fodboldholdet 'De vilde vildsvin'. Sammen med deres træner havde de søgt tilflugt på en forhøjning i grotten, da de blev overrasket af et regnskyl, der tvang dem fire kilometer ind i grotten. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Han stod på den første post længst inde i grotten, bare 300 meter fra drengenes opholdssted. Sammen med australske kollegaer skulle han tage imod de fire drenge, der snart ville komme op af vandet efter deres første dyk. 

Lægerne havde valgt at sende de svageste drenge afsted først. Da de kom op af vandet, kunne Claus og hans kollegaer hurtigt se, at én af dem havde problemer.  

Succes hvis bare én kom ud i live

Han havde lungebetændelse. De blev nødt til at holde ham tilbage, mens de andre drenge blev sendt afsted. Hans vejrtrækning var svag. Da han efter noget tid var blevet stabiliseret, sendte de ham videre.

Det var svært selv for rutinerede dykkere at bevæge sig rundt i grotten. Den 6. juli gik det galt. En 38-årig tidligere elitesoldat fra Thailand løb tør for ilt under vandet og døde.
Det var svært selv for rutinerede dykkere at bevæge sig rundt i grotten. Den 6. juli gik det galt. En 38-årig tidligere elitesoldat fra Thailand løb tør for ilt under vandet og døde. Foto: Social Media / Ritzau Scanpix

Claus Rasmussen følte sig fuldstændig sikker på, at drengen ikke ville overleve. Faktisk var aktionens succeskriterie ret lavt.

- Hvis vi fik bare én dreng ud i live per dag, var det et godt resultat. Alt over det var bare bedre og bedre, fortæller Claus Rasmussen.

Bange for at blive fotograferet med dødt barn i hænderne

I dag er det et halvt år siden, at de to danske grottedykkere Claus Rasmussen og Ivan Karadzic var med til at redde de thailandske fodbolddrenge og deres træner ud af Tham Luang-grotten.

I showet ’TV 2018: De største øjeblikke’ fortæller de, hvordan føltes at forsøge at redde menneskeliv under et stort tidspres, mens hele verden så med.

- Min største bekymring var, at vi ikke skulle klare det så godt, som vi gjorde, og jeg ville have haft det rigtigt dårligt, hvis jeg var den ene dykker, der havde taget vare på et barn, der ikke klarede det, fortæller Ivan Karadzic.

Dykkerne og de lokale myndigheders redningsarbejde blev fulgt tæt af hundredevis af pressefolk fra hele verden.
Dykkerne og de lokale myndigheders redningsarbejde blev fulgt tæt af hundredevis af pressefolk fra hele verden. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Den massive pressedækning gjorde ikke situationen nemmere, og begge dykkere frygtede, at de skulle blive lagt for had. 

- Vi var klar over, hvor hurtigt beskederne kom ud inde fra grottemiljøet. Alle har mobiltelefoner i dag, og det ville have været meget nemt at få et foto med en af os med et dødt barn i armene, og folk er hurtige til at pege fingre, siger Claus Rasmussen.

Claus Rasmussen bor på den thailandske ø Phuket med sin kone og sine to små børn. Han var med til samtlige redningsaktioner, der strakte sig over tre dage.
Claus Rasmussen bor på den thailandske ø Phuket med sin kone og sine to små børn. Han var med til samtlige redningsaktioner, der strakte sig over tre dage. Foto: AFP

Heldigvis for Claus Rasmussen og Ivan Karadzic gik missionen bedre end forventet. Det har betydet, at deres liv i Thailand for altid er forandret. Det samme gælder for de 12 drenge.

Som at svømme i en caffe latte

Men vi skal tilbage til den 8. juli, hvor Claus Rasmussen stod dybt inde i grotten. Han have netop sendt den sidste af de fire drenge afsted på den 3,5 kilometer lange rute gennem grotten. I vand, der var så grumset, så det føltes lidt ligesom ”at svømme i en caffe latte”.

På det tidspunkt havde fodboldholdet, bestående af 12 drenge i alderen 11 til 16 år og deres træner, siddet indespærret i grotten i 16 dage.

De første 10 dage var der ingen livstegn fra de 13 personer, der oprindeligt ville have været på en hyggelig gåtur i grotten, men som var blevet overrasket af et voldsomt regnskyl, der tvang dem fire kilometer ind i grottens dyb.

Dykkerne havde taget et billede med ud fra grotten, da de fandt de tolv drenge i live. Her viser en smilende og lettet mor til en af de tolv drenge billedet frem.
Dykkerne havde taget et billede med ud fra grotten, da de fandt de tolv drenge i live. Her viser en smilende og lettet mor til en af de tolv drenge billedet frem. Foto: Lillian Suwanrumpha / Ritzau Scanpix

Den 27. juni blev de fundet af amerikanske specialstyrker og britiske dykkere. I en hel uge forsøgte et stort hold professionelle dykkere og de thailandske myndigheder og militær at gennemskue, hvordan man fik 13 afkræftede unge fyre, der aldrig havde prøvet at dykke, igennem en lang og snæver grottepassage. Og de var under tidspres.

Monsunregnen nærmerede sig, og der var stor fare for, at grotten ville blive yderligere oversvømmet.

En hård beslutning

Claus Rasmussen var repræsentant for alle de europæiske dykkere og var med den dag, de besluttede at påbegynde redningsaktionen.

- Det er den episode, jeg husker tydeligst fra hele forløbet. Jeg fortalte, at vi vurderede, at vi skulle gå derind nu, men vi ville have tilladelse til at bedøve drengene. Ellers var der stor risiko for, at de ville gå i panik, og det kunne blive farligt, siger han og tilføjer: 

- Det var en hård beslutning. Jeg skulle tilbage til de andre gutter og sige, ”I må selv bestemme, om I vil være med”. Risikoen var, at der kom døde drenge ud.

To dykkere fulgte hver dreng, når de skulle svømme igennem grotten. 

square to 16x9

- De er fucking i live

Efter at have sendt den sidste dreng med lungebetændelse afsted var Claus Rasmussen næsten endnu mere sikker på, at redningsaktionen ville koste liv.

- Vi var frygtelig sikre på, at han ikke ville overleve, fortæller Claus Rasmussen.

Da han havde sendt de fire drenge afsted, skulle han og de to dykkerkolleger selv ud af grotten.

Turen var flere kilometer lang og sluttede med den mest snævre passage på hele ruten, der ikke var bredere end en almindelig stol. 

I det sekund, Claus Rasmussen var forbi passagen, og hans hoved poppede op af vandet, stak en britisk dykker næven ned til ham for at trække ham op, mens han udbrød: 

- De er fucking i live alle sammen. De er i sikkerhed alle sammen.

- Jeg tænkte: "Det kan ikke være rigtigt", fortæller Claus og forsætter:

- Da jeg kom ud, blev jeg nærmest båret ud af håndtryk fra de mange folk, der stod derude.

De tolv drenge og deres fodboldtræner blev straks transporteret til et hospital i byen Chiang Rai.
De tolv drenge og deres fodboldtræner blev straks transporteret til et hospital i byen Chiang Rai. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Mødte drengene til kæmpe fest

Claus Rasmussen og Ivan Karadzic frygtede, at et dårligt udfald af redningsaktionen kunne have lagt dem for had. I stedet er de i dag helte.

Det samme er de 12 fodbolddrenge og deres træner, der alle har det godt i dag.

Men selvom psykologer ifølge CNN har anbefalet, at drengene skulle holdes væk fra pressebegivenheder et halvt års tid efter den voldsomme oplevelse, har de thailandske myndigheder haft andre planer.

Drengene er nemlig blevet kastet ud i presseoptrædener på alle mulige og umulige steder.

De har givet interviews på scener beklædt med falsk fodboldgræs. Kravlet igennem små grotteattrapper i storcentre og spist middag med intet mindre end 6000 gæster foran det kongelige palads.

Ivan Karadzic var blandt de 6000 inviterede middagsgæster ved kongepaladset, som han kalder "et vildt setup". Han sad lige ved siden af drengene og var glad for at møde dem.

- Det var fantastisk at snakke med dem, selvom vi ikke fik sagt meget andet end "hej" og spurgt, hvordan det gik. Og så takkede de os, fortæller han.

Den thailandske premierminister Prayuth Chan-ocha hædrede de 12 fodbolddrenge foran tusindvis af mennesker ved en reception i Bangkok.
Den thailandske premierminister Prayuth Chan-ocha hædrede de 12 fodbolddrenge foran tusindvis af mennesker ved en reception i Bangkok. Foto: Romeo Gacad / Ritzau Scanpix

Ivan Karadzic tror, at drengene går en helt anderledes fremtid i møde, end den de havde, inden de blev indespærret i grotten. 

- Jeg har hørt, at de har fået sponsorater til uddannelse. De kom alle sammen fra fattige kår, så forhåbentlig betyder det, at de får sikret deres uddannelse. Der er ingen tvivl om, at de for altid vil have en idolstatus i Thailand, siger han. 

Når dykkerne kommer i lufthavnen går "alarmen" igang

Livet i Thailand er også ændret for Ivan Karadzic og Claus Rasmussen.

Når de i dag langer deres pas over disken i de thailandske lufthavne, spærrer sikkerhedspersonalet øjnene op. Der popper nemlig et rødt alarmflag op på deres computerskærm, der betyder, at de skal hente deres øverste chef.

De to grottedykkere er i dag nationale helte, og kun den øverste chef i lufthavnen må tjekke dem ind.

- Sidste gang, jeg var i lufthavnen, blev der ringet til chefen, der kom ned. Der blev taget selfies, mens hele tolden blev stoppet i cirka 12 minutter, fortæller Ivan Karadzic og tilføjer grinende:

- Så kommer man til tjek-ind i Danmark, og så sker der ikke en skid!

Når Ivan Karadzic flyver til thailandske lufthavne, står der personale klar ved flyindgangen, der eskorterer deres nationalhelt videre til lufthavnen.
Når Ivan Karadzic flyver til thailandske lufthavne, står der personale klar ved flyindgangen, der eskorterer deres nationalhelt videre til lufthavnen. Foto: Staff / Ritzau Scanpix

Både Ivan Karadzic og Claus Rasmussen bor til daglig i Thailand, hvor de underviser i dykning, og så snart folk opdager, at de var blandt de dykkere, der deltog i redningsaktionen, sker der ting og sager.

- Når jeg underviser i grottedykning, vil folk have selfies. Tidligere elever giver en omgang, og flere af mine kammerater skal tage billede af mig til deres svigermødre, siger Claus Rasmussen.

De var normale drenge før

Selvom det er et halvt år siden, at de to danske dykkere var med til at redde de unge drenge ud af grotten, vil de for altid blive fejret som helte i Thailand.

Claus Rasmussen griner lidt af den positive særbehandling, men han kan godt blive bekymret for de 12 fodbolddrenge, som han har fulgt på sidelinjen siden redningsaktionen.

- De er nærmest blevet udråbt til helte. Alt det, der bliver smidt på dem, og de får lov til at gøre. De var normale drenge før, det tvivler jeg på, om de bliver ved med at være. Om det er godt eller dårligt, må vi så bare finde ud af, siger han.

Du kan se 'TV 2018: De største øjeblikke' på TV 2 den 30. december klokken 20.