Historisk nedtur på aktiemarkederne i USA juleaften

16x9
Juleaftensdag tegner sig for det største værditab på Wall Street på en juleaften nogensinde. Her ses en af mæglerne på det ikoniske handelsgulv kort før lukketid. Foto: Bryan R. Smith / Ritzau Scanpix

December har kurs mod at blive en historisk dårlig måned for de amerikanske aktiemarkeder.

De amerikanske aktiemarkeder går på juleferie med store kursfald.

Så store, at nedturen udløste det største værditab, som Wall Street nogensinde har set på en juleaftensdag. Det skiver den amerikanske tv-station CNBC.

Mandag faldt Dow Jones-indekset med 2,9 procent, mens det bredere S & P 500 lukkede i minus 2,7 procent.

De blodrøde tal afrunder en måned, der efterhånden har udviklet sig til en rædselsmåned på de amerikanske aktiemarkeder.

Finansminister forsikrer

Finansminister Steven Mnuchin forsøgte søndag ellers at berolige investorerne med forsikringer om de amerikanske bankers polstring.

Bankerne har "god likviditet", forsikrede han efter at have haft samtaler med topcheferne for de seks største amerikanske banker.

Forbundsbanken er som en magtfuld golfspiller, der ikke kan ramme, fordi han ikke har følingen

Den amerikanske præsident, Donald Trump

Senere udtalte han, at USA går gennem en periode med "stærk økonomisk vækst" og med "solid aktivitet fra forbrugere og erhvervsliv".

Ingen købere

Der er dog ingen tegn på, at markederne købte Mnuchins forsikringer.

- Der er simpelthen ingen købere derude. Ingen er villige til at gå ind og tage det standpunkt, at nu er bunden nået, siger porteføljechef Nate Thooft fra Manulife Asset Management til nyhedsbureauet AFP.

December 2018 tegner generelt til at blive en rigtig dårlig måned for aktiemarkederne i USA.

Alene i sidste uge faldt det toneangivende Dow Jones-indeks med cirka syv procent. Det er det største fald i løbet af fem handelsdage siden finanskrisen i 2008.

S & P-indekset er med mandagens minus nu faldet over 20 procent fra topnoteringen.

Frygter opbremsning

Flere faktorer spiller ind. Investorerne frygter en opbremsning i den økonomiske vækst både i USA og resten af verden. Der er også bekymring for, at USA kan havne i en ny finanskrise. Desuden skaber den amerikanske forbundsbanks nervøsitet med sin pengepolitik.

Banken satte onsdag renten op og indikerede i den forbindelse yderligere to forhøjelser i løbet af 2019. Og det ramte aktiekurserne, fordi den generelle forventning på finansmarkederne kun er en enkelt forhøjelse næste år.

Den fastlåste situationen i Kongressen om USA's finanslov er heller ikke med til at løfte stemningen, som også er ramt af rygter om, at præsident Donald Trump ønsker at fjerne centralbankchef Jerome Powell.

Trump midnatstweetede

Finansminister Steven Mnuchin har afvist rygtet, men Trump har flere gange udtrykt utilfredshed med forbundsbankens renteforhøjelser.

- Hvis Trump forsøger at fjerne Powell, kan det udløse et kaos i markedet, som får dagens situation til at se tam ud, skriver Oxford Economics ifølge AFP.

Trump skærpede mandag sin kritik af forbundsbanken i et tweet natten til juleaftensdag.

- Vores økonomi har kun ét problem, og det er forbundsbanken, skriver han, og sammenligner forbundsbanken med en golfspiller:

- Forbundsbanken er som en magtfuld golfspiller, der ikke kan ramme, fordi han ikke har følingen.

Også juleaften brugte præsidenten på at tweete om landets økonomiske problemer.

- Jeg er alene i Det Hvide Hus (stakkels mig), tweetede han sendte samtidig ansvaret for det økonomiske uføre videre til demokraterne:

- På et eller andet tidspunkt vil demokraternes manglende lyst til at lave en aftale koste flere penge for vores land end grænsemuren, som vi forhandler om. Vanvittigt!

Nervøsitet i Japan

Tirsdag har nervøsiteten også ramt det store japanske aktiemarked.

Da børsen i Tokyo lukkede, var det med et fald i det toneangivende Nikkei-indeks på over fem procent.

Markedet i Japan var lukket mandag.