16x9

Russisk agent viste sine våben frem, så hun kunne møde Donald Trump

En 30-årig kvinde har netop tilstået, at hun var agent i USA. Det tog flere års arbejde, før hun pludselig stod få meter fra USA's kommende præsident.

Den unge rødhårede kvinde fangede Donald Trumps blik.

Jeg kommer godt ud af det med Putin.

Donald Trump, præsidentkandidat, 2015

Hun stod blandt tilskuerne i salen på Planet Hollywood i Las Vegas.

Hotellets enorme balsal var fyldt med mennesker, der ville høre præsidentkandidatens visioner for USA's fremtid.

Det ville den unge kvinde også - og gerne mere end det.

Hun var 26 år gammel, glad for at bage og russisk agent.

Kvindens navn er Maria Butina, i dag er hun 30 år, og hun har netop tilstået at have deltaget i et komplot mod USA. 

Dette er historien om, hvordan en driftig ung kvinde fra Sibirien kom tæt på magtfulde mænd og endte i en orange fangedragt i Washington.

Et af Maria Butinas billeder af sig selv på hendes sociale medier.
Et af Maria Butinas billeder af sig selv på hendes sociale medier. Foto: VK / Maria Butina

En udstrakt hånd til Moskva

Dengang var der ikke mange, der vidste, at kræfter i Rusland var i færd med at hjælpe rigmanden fra New York til at blive leder af den frie verden.

Første gang Maria Butina mødte Donald Trump var i balsalen på Planet Hollywood i 2015, da han førte kampagne for at overtage præsidentposten efter Barack Obama.

Er du naiv, eller bliver du brugt til propaganda?

Indlæg fra en læser på Maria Butinas blog

I balsalen inviterede Donald Trump den rødhårede kvinde til at stille et spørgsmål.

- Ja, frøken, sagde præsidentkandidaten.

- Jeg er fra Rusland, begyndte hun.

- Aaaaah, Putin, lød det fra Donald Trump.

- Han er en god ven af Obama, ham Putin, fortsatte Trump og fik folk i salen til at grine.

Maria Butina efter anholdelsen i USA.
Maria Butina efter anholdelsen i USA. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Maria Butina vidste godt, at Barack Obama og Vladimir Putin ikke var venner.

Forholdet mellem de to statsmænd var iskoldt efter Ruslands besættelse af den ukrainske Krim-halvø og amerikanske sanktioner mod Rusland.

Derfor ønskede Maria Butina, at der kom en ny mand i Det Hvide Hus.

En måned før hun mødte Donald Trump, havde Maria Butina skrevet en artikel i det neokonservative amerikanske tidsskrift National Interest.

- Den russiske bjørn har mere til fælles med republikanernes elefant end demokraternes æsel, står der i artiklen, som argumenterer for, at både USA og Rusland har brug for en anderledes præsident.

Den russiske agent mødte Donald Trump under valhkampen i USA. Video: Peter Møller

- Hvad vil være din udenrigspolitik i forhold til mit land, spurgte hun præsidentkandidaten.

Donald Trump benyttede lejligheden til at affyre en bredside mod Obama, og så sagde han:

- Jeg kender Putin, og nu skal jeg sige dig noget. Jeg kommer godt ud af det med Putin. 

Maria Butina lagde selv dette billede op på sine sociale medier efter hun havde stillet spørgsmål til Donald Trump.
Maria Butina lagde selv dette billede op på sine sociale medier efter hun havde stillet spørgsmål til Donald Trump. Foto: VK / Maria Butina

Ifølge USA's justitsministerium var Maria Butina til stede i den store sal på Planet Hollywood som led i en aktion, hvor hun skulle infiltrere en af USA's magtfulde interesseorganisationer The National Rifle Association - eller bare NRA - der kæmper for, at alle amerikanere skal kunne eje et automatvåben, og som er en af Donald Trumps mest trofaste støtter.

Måden, hun gjorde det på, var så åbenlys, at USA's forbundspoliti FBI nu kritiseres for at lade en russisk agent komme så langt ind i magtens cirkler.

Agenten var nemlig på Instagram, og hun holdt ikke sit liv hemmeligt.

Tværtimod.

Den rødhårede pige med våbnene

Maria Butina havde ind til sin anholdelse et meget aktivt liv på de sociale medier, og hendes profiler på Facebook, Twitter, Instagram, YouTube og russiske Vkontakte tegner et billede af en aktiv pige med en usædvanlig interesse: Våben.

Hendes sociale medier er et overflødighedshorn af Kasteøkser, seksløbere, automatrifler, pumpguns, samuraisværd og maskingeværer af guld.

Maria Butina poserer med et automatvåben.
Maria Butina poserer med et automatvåben. Foto: VK / Maria Butina
Det gyldne maskingevær er fotograferet under en våbenmesse i USA.
Det gyldne maskingevær er fotograferet under en våbenmesse i USA. Foto: VK / Maria Butina
Maria Butina træner i øksekast.
Maria Butina træner i øksekast. Foto: VK / Maria Butina

Egentlig havde hun en drøm om at blive advokat, skrev Maria Butina på sin blog i 2011. 

Hun voksede op i industribyen Barnaul på den vestsibirske steppe 3.000 kilometer fra Moskva.

Hendes mor var ingeniør, mens hendes far var iværksætter, der solgte stof og møbler. 

Ifølge Maria Butina selv kunne hun læse i en alder af bare tre år. Hun legede mest med drenge og oplevede børnehaven som en "koncentrationslejr", hvor hun fik øgenavnet "Strudsen", fordi hun var høj.

Maria Butina som barn.
Maria Butina som barn. Foto: VK / Maria Butina

I et interview, som det russiske magasin GQ offentliggjorde kort efter hun blev anholdt, fortæller Maria Butina, at interessen for våben kom meget tidligt, fordi hendes far gik på jagt.

- Far indså, at min interesse kunne forvandles til en forbudt fristelse, så han kørte mig til et stenbrud, hvor vi skød efter en flaske. Han gav mig et patronhylster som minde, siger hun til GQ.

Maria Butina på skydebanen.
Maria Butina på skydebanen. Foto: VK / Maria Butina

Da hun blev 12 år, affyrede hun for første gang en Makarov-pistol og trænede på politiets skydebaner, fortæller hun videre til magasinet.

Desuden interesserede hun sig for politik.

I syvende klasse skulle der vælges en elevrådsformand.

Du er en vovehals, pige!

Alexander Torshin, russisk oligark

Maria Butina fortæller til GQ, at hun printede valgplakater med teksten "Butin er vores præsident" - altså et ordspil, hvor Putin og Butina smeltede sammen. 

Hun tabte valget, men var til gengæld årgangens næsthurtigste til at samle et maskingevær, da eleverne fik lov til at øve sig i det, skriver hun på sin blog.

Et brev til Putin

square to 16x9
Maria Butina øver sig med et maskingevær. Foto: VK / Maria Butina

Karaktererne var ikke høje nok til at blive advokat, så i stedet læste Maria Butina kommunikation, filologi og statskundskab på universitetet.

Hun blev også medlem af det lokale parlament i den russike republik Altai, hvor hun var vokset op, men som 22-årig flyttede hun til Moskva og grundlagde i 2010 foreningen "Retten til at bære våben".

Selvfølgelig er jeg drevet af de mest egoistiske motiver.

Maria Butina, agent

Samtidig oprettede hun et reklamebureau, der ifølge hendes interview med GQ finansierede det eventyr, hun nu begav sig ud på.

Maria Butina skriver selv, at hun bedst kunne lide at lege med drenge som barn.
Maria Butina skriver selv, at hun bedst kunne lide at lege med drenge som barn. Foto: VK / Maria Butina

Hendes politiske filosofi handlede om at få så meget indflydelse som muligt.

- Jeg vil ikke lyve om, at jeg bekymrer mig om "det fælles bedste", de sultne børn i Zanzibar eller lamabestanden i Andesbjergene, indleder hun et blogindlæg den 9. maj 2011.

- Selvfølgelig er jeg drevet af de mest egoistiske og selviske motiver, fortsætter hun og fortæller sine følgere, at hun har været medlem af Vladimir Putins parti Forenet Rusland i et halvt år for at "påvirke partiet indefra".

Læserne af hendes indlæg var overraskede.

Maria Butina bliver trænet i at kæmpe med kniv. Hun har selv lagt billedet op på sin profil på netværket Vkontakte.
Maria Butina bliver trænet i at kæmpe med kniv. Hun har selv lagt billedet op på sin profil på netværket Vkontakte. Foto: VK / Maria Butina

- Er du naiv, eller bliver du brugt til propaganda? lyder en af kommentarerne.

Men Maria Butina var kun lige begyndt.

Lidt over en måned senere sendte hun et åbent brev til Moskva.

- Kære Vladimir Vladimirovich, begynder det.

Faldskærmsudspring i juli 2013.
Faldskærmsudspring i juli 2013. Foto: VK / Maria Butina

Modtageren hed Putin til efternavn.

- Vi repræsenterer en gruppe, der ønsker at lovliggøre skydevåben med kort løb i Rusland, står der i brevet.

Våben i børnehaveklassen

Den unge kvinde var blevet våbenaktivist, og "Retten til at bære våben" var blevet Ruslands svar på NRA.

Der trænes i at skyde liggende i
Der trænes i at skyde liggende i Foto: VK / Maria Butina

I forhold til USA har Rusland en stram våbenlov, og Vladimir Putins parti er ikke kendt for at ville bevæbne flere russere end højst nødvendigt.

- Reglerne i USA er fuldstændig uacceptable for Rusland, og endda for USA selv, sagde Ruslands daværende præsident - og ven af Putin - Dmitry Medvedev i 2011.

Alligevel var Putins nye partisoldat Maria Butina ikke i tvivl om, at russerne havde brug for våben.

Maria Butina øver sig i at skyde med pistol.
Maria Butina øver sig i at skyde med pistol. Foto: VK / Maria Butina

Da USA blev ramt af et af de værste masseskyderier i nyere tid og 20 børnehaveklasseelever og seks voksne mistede livet på en skole i Sandy Hook i delstaten Connecticut, var Maria Butina lynhurtig.

Solen var ikke gået ned over skolegården dengang i 2012, før hendes organisation udsendte en pressemeddelelse.

- I denne skudepisode døde seks lærere. Seks mennesker, der bogstavelig talt kun kunne forsvare børnene med deres egne hænder. Morderen vidste, at ingen ville bære våben, skrev Maria Butina.

Hendes opfordring til at bevæbne skolelærere lød fuldstændig, som hvis den var kommet fra NRA selv.

Den magtfulde ven

square to 16x9
Maria Butina og den russiske oligark Alexander Torshin. Foto: VK / Maria Butina

I vinteren 2011 var retten til at bære skydevåben pludselig blevet noget, man talte om i Rusland, og Maria Butina arrangerede demonstrationer for at "skabe en bedre våbenkultur" - ifølge Radio Free Europe, der rapporterede fra en af dem, var det fortrinsvis nationalister, som deltog i begyndelsen. 

Men våbenorganisationen voksede lynhurtigt. I 2014 havde den spredt sig til store dele af Rusland, og det lykkedes at samle 100.458 underskrifter til et lovforslag, der ville give russerne lov til at opbevare skydevåben til selvforsvar.

Maria Butina deltog i flere våbenmesser i Israel og USA.
Maria Butina deltog i flere våbenmesser i Israel og USA. Foto: VK / Maria Butina

Den 8. november 2014 blev det tilladt for russere at købe pg bære skjulte våben til selvforsvar.

Maria Butina havde succes, og nu kom hun i en position, hvor hun kunne hjælpe styret i Moskva ved at rejse til udlandet.

Og den unge kvinde havde allerede vendt blikket mod den anden side af Atlanterhavet, hvor hun var blevet medlem af NRA.

Jeg forstår ikke, hvorfor hun blev fængslet.

Vladimir Putin, russisk præsident

Hun var ikke alene.

Under sit arbejde med våbenrettigheder i Rusland fik hun nemlig tæt kontakt til en rigmand ved navn Alexander Torshin.

Han er russisk politiker, ansat i den russiske centralbank og god for 1,8 milliarder dollars.

Præsident Putin har blandt andet tildelt ham Ruslands Æresorden i 2008, og Alexander Torshin har tidligere arbejdet tæt sammen med sikkerhedstjenesten FSB. 

Rigmanden og den rødhårede kvinde var begge vilde med skydevåben, og Alexander Torshin fik Maria Butina ansat som sin assistent - det fremgår af hendes profil på LinkedIn.

Alexander Torshin med Ruslands præsident Vladimir Putin i 2004.
Alexander Torshin med Ruslands præsident Vladimir Putin i 2004. Foto: Ritzau Scanpix
Maria Butina og oligarken Alexander Torshin mødes med den tidligere Spetznaz-officer Sergej Lysjuk. Han er nu leder af en russisk milits.
Maria Butina og oligarken Alexander Torshin mødes med den tidligere Spetznaz-officer Sergej Lysjuk. Han er nu leder af en russisk milits. Foto: VK / Maria Butina

Butina og Torshin begyndte at rejse til USA, hvor de deltog i NRA's årlige møder for at få våbenglade amerikanere til at støtte russernes ret til skydevåben.

Det lykkedes.

Videoen herunder er lagt på nettet af Maria Butinas organisation i 2013.

Videoen med den tidligere FN-ambassadør blev lagt på YouTube af Maria Burtinas organisation. Video: Peter Møller

Manden, der hylder russernes våbeninitiativ i videoen, er den tidligere amerikanske FN-ambassadør John Bolton.

Han er nu national sikkerhedsrådgiver i Donald Trumps regering.

Videoen med John Bolton vises hos medlemmerne af Maria Butinas organisation.
Videoen med John Bolton vises hos medlemmerne af Maria Butinas organisation. Foto: VK / Maria Butina

Maria Butina fik også en amerikansk kæreste på 56 år.

Han hedder Paul Erickson og er politiker i Donald Trumps republikanske parti.

Hvad Maria Butina faldt for, fremgår ikke af hendes sociale medier, men hun skrev, at Paul Erickson ejer 15 skydevåben - heriblandt en Kalashnikov-riffel, og affyrede sit første skud i en alder af otte år.

Ifølge Maria Butinas advokat Robert Driscoll mødtes de to allerede i 2013, hvor Paul Erickson besøgte Moskva som repræsentant for NRA.

Kæresten fra Amerika

Kærligheden begyndte ifølge advokaten nytårsaften 2014 ved en fest i Tel Aviv i Israel, som de begge deltog i.

Maria Butina med sin 56-årige amerikanske kæreste Paul Erickson fra Det Republikanske Parti.
Maria Butina med sin 56-årige amerikanske kæreste Paul Erickson fra Det Republikanske Parti. Foto: Social media / Maria Butina

Robert Driscoll siger til ABC News, at han ikke ser sin klient som en spion, der indyndede sig hos en ældre mand for at få indflydelse, men at parret er "ambitiøse mennesker, der klikker godt med hinanden på grund af fælles interesser".

En af de fælles interesser hed Donald Trump.

Allerede i marts 2015 forudså Maria Butina, at rigmanden ville vinde præsidentvalget.

Jeg kan næsten ikke gøre det nemmere for dig.

Paul Erickson, amerikansk politiker

I en email til sin kæreste skrev hun, at Det Republikanske Parti "sandsynligvis ville opnå kontrol over USA's regering efter valget i 2016".

Ifølge anklageskriftet mod hende, skrev hun til sin kæreste, og foreslog at parret skulle bruge NRA's indflydelse i Det Republikanske Parti til at bygge "konstruktive relationer" mellem USA og Rusland. 

NRA var en af Donald Trumps støtter under præsidentvalget i 2016.
NRA var en af Donald Trumps støtter under præsidentvalget i 2016. Foto: TV 2

Hun skulle bruge 125.000 dollars til projektet, hvor hun ville deltage i forskellige partiarrangementer inden præsidentvalget.

Paul Erickson var på.

Ifølge anklageskriftet skrev han lister med navne på journalister, lobbyister, politikere og forretningsfolk, som hans kæreste skulle møde for at fremme sagen.

- Jeg kan næsten ikke gøre det nemmere for dig, skrev han til hende.

Manden på billedet er David Keene. Han er republikansk politiker og tidligere formand for NRA.
Manden på billedet er David Keene. Han er republikansk politiker og tidligere formand for NRA. Foto: VK / Maria Butina
Manden i kørestolen er Graham Hill. Han er bestyrelsesmedlem i NRA og en af Donald Trumps støtter.
Manden i kørestolen er Graham Hill. Han er bestyrelsesmedlem i NRA og en af Donald Trumps støtter. Foto: VK / Maria Butina
Manden i midten er Scott Walker der forsøgte at blive republikansk præsidentkandidat.
Manden i midten er Scott Walker der forsøgte at blive republikansk præsidentkandidat. Foto: VK / Maria Butina

Og det var sådan Maria Butina havnede foran Donald Trump i salen på Planet Hollywood i Las Vegas og kom til at deltage i en række arrangementer med republikanske toppolitikere.

Men hendes kæreste arbejdede også for at knytte bånd mellem Trump og Putin.

I 2016 sendte Paul Erickson nemlig en email til en rådgiver i Donald Trumps valgkampagne, hvor han tilbød at arrangere et møde mellem Donald Trump og Vladimir Putin.

- En forbindelse i Kreml, stod der i emnelinjen ifølge New York Times.

- Rusland søger aktivt, men stille, dialog med USA. Den nuværende regering er ikke imødekommende, skrev Paul Erickson.

Studenten

square to 16x9
Maria Butina skyder med skarpt. Foto: VK / Maria Butina

Mødet blev ikke til noget, men emailen er i dag en del af undersøgelsen omkring russisk indblanding i præsidentvalget i 2016.

Blandt andet fordi Donald Trumps søn, Donald Trump Jr., mødtes med Alexander Torshin til en privat middag under en NRA-kongres i Kentucky i 2016.

Maria Butina fik mulighed for at opleve valgkampen på nærmeste hold.

I august 2016 blev hun nemlig optaget på American University i Washington med hjælp fra sin kæreste.

Hun fik et studievisa og blev involveret i et større projekt om cybersikkerhed på universitetet.

Ifølge nyhedsbureauet AP samlede Maria Butina informationer om græsrodsorganisationer, der kæmper for menneskerettigheder og ytringsfrihed - blandt andet i Ukraine, som er i konflikt med Rusland.

Hun rejste også rundt i USA, hvor hun blandt andet holdt foredrag om Rusland for skoleelever.

Desuden havde Maria Butina ifølge FBI omfattende kontakt med Alexander Torshin, mens hun var i USA.

Da Donald Trump vandt præsidentvalget, fejrede hun det med dette billede på Twitter.

Maria Butinas tweet da Donald Trump vandt valget. Teksten er maskinoversat fra russisk.
Maria Butinas tweet da Donald Trump vandt valget. Teksten er maskinoversat fra russisk. Foto: TV 2

Nogle få dage efter holdt hun et stort anlagt kostumebal på Café Deluxe nær hendes universitet i Washington.

Han klædte sig ud som den russiske kejserinde Alexandra, mens hendes amerikanske kæreste kom som munken Rasputin.

Ifølge mediet Daily Beast var der et springvand af is til festen, hvor der flød vodka fra en stor flaske med hammer og segl på siden.

Maria Butina fester ved forfatteren F. Scott Fitzgeralds grav. Hendes kæreste ses nederst til højre.
Maria Butina fester ved forfatteren F. Scott Fitzgeralds grav. Hendes kæreste ses nederst til højre. Foto: Facebook

Ifølge flere festdeltagere, studerende og undervisere på universitetet pralede Maria Butina med, at hun havde været del af Donald Trumps kommunikation med Rusland, skriver Daily Beast.

- Hun sagde sådan i min klasse, og hun sagde det flere gange forrige semester, siger Svetlana Savranskaya, der er professor på American University til mediet.

Maria Butina på en skydebane med oligarken Alexander Torshin.
Maria Butina på en skydebane med oligarken Alexander Torshin. Foto: VK / Maria Butina

Da Donald Trump blev indsat som præsident, sendte hun ifølge FBI et billede af sig selv på Capitol Hill i Washington til den russiske rigmand Alexander Torshin.

Svaret fra ham lød:

- Du er en vovehals pige. Hvad skal jeg sige?

Maria Butina havde en forklaring:

- Gode lærere!

Hvis man skal tro den amerikanske anklagemyndighed viser beskederne at Maria Butina blev lært op derhjemme forud for sin mission i USA.

Senere på året gjorde hun så god en figur, at hun fik ros fra Rusland.

Maria Butina mødte også Donald Trump efter han var blevet præsident. Hun lagde billedet her op på sin Facebook-profil den 4. februar 2017. Det er taget på hotel Washington Hilton.
Maria Butina mødte også Donald Trump efter han var blevet præsident. Hun lagde billedet her op på sin Facebook-profil den 4. februar 2017. Det er taget på hotel Washington Hilton. Foto: Facebook / Maria Butina

I marts 2017 kommunikerede hun ifølge FBI med Alexander Torshin. Han sammenlignede hende med fotomodellen Anna Chapman, der blev afsløret som russisk spion i New York i 2010.

- Du har stjålet al glamouren fra Anna Chapman. Hun poserer med legetøjspistoler, mens du poserer med den ægte vare, sagde Alexander Torshin ifølge anklageskriftet.

Anna Chapman blev anholdt for spionage i USA i 2010. Samme år blev hun sendt til Rusland som led i en fangeudveksling.
Anna Chapman blev anholdt for spionage i USA i 2010. Samme år blev hun sendt til Rusland som led i en fangeudveksling. Foto: Alexander Nemenov / Scanpix Denmark

Anholdt

Selv om FBI overvågede hende, fik Maria Butina lov til at fortsætte.

Hun dokumenterede sine møder med amerikanske politikere på Facebook, Twitter og Instagram, men i sommeren 2018 klappede fælden.

Den 15. juli dukkede en gruppe FBI-agenter op i Maria Butinas lejlighed i Washington.

Hun blev lagt i håndjern, og lejligheden blev ransaget.

Præsident Putin siger, at det ikke er Rusland.

Donald Trump, USA's præsident

Den var fyldt med flyttekasser, og det kunne godt se ud som om, at den russiske kvinde var på vej til at forlade landet, fremgår det af anklageskriftet.

Dagen efter anholdelsen mødtes Donald Trump og Vladimir Putin i Helsinki.

Ved det efterfølgende pressemøde blev Donald Trump spurgt, om han stolede mest på sin egen efterretningstjeneste eller Ruslands præsident, når det kom til beskyldninger om, at Rusland havde forsøgt at påvirke præsidentvalget.

- Præsident Putin siger, at det ikke er Rusland. Jeg ser ikke nogen grund til, at det skulle være dem, svarede Donald Trump.

Donald Trump og Vladimir Putin giver hinanden hånden i Helsinki den 16. juli 2018.
Donald Trump og Vladimir Putin giver hinanden hånden i Helsinki den 16. juli 2018. Foto: Kevin Lamarque / Ritzau Scanpix

Maria Butina sidder nu i et amerikansk fængsel.

Efter anholdelsen lød anklagen blandt andet på, at hun havde brugt sex til at opnå indflydelse, men myndighederne trak beskyldningen tilbage - ifølge New York Times fordi man havde misforstået en sms-besked.

Jeg forstår ikke, hvad det er, hun skal have tilstået.

Vladimir Putin, præsident, Rusland

Maria Butina tilstod den 11. december, at hun har deltaget i en konspiration mod USA.

- Med hjælp fra amerikansk person #1 og efter ordrer fra en repræsentant for Rusland, forsøgte Butina at etablere uofficielle kommunikationslinjer med amerikanere, der har magt og indflydelse på amerikansk politik. Butina forsøgte at bruge disse uofficielle kommunikationslinjer til fordel for den russiske føderation, lyder anklagen helt præcist.

Ud over tilståelsen sagde hun ja til at samarbejde med de amerikanske myndigheder.

Ifølge russerne er beskyldningerne mod hende falske, og Ruslands præsident Vladimir Putin sagde den 20. december, at Maria Butina formentlig har tilstået for at skære noget tid af fængselsstraffen.

- Jeg forstår ikke, hvad det er, hun skal have tilstået. Hun udførte ingen ordrer fra de russiske sikkerhedstjenester. Jeg forstår ikke, hvorfor hun blev fængslet, der er ingen grund til det, lød det fra Vladimir Putin.

Om Maria Butina har gjort sig skyldig agentvirksomhed eller blot har udført uofficielt lobbyarbejde for Rusland kommer der måske svar på i februar 2019, når Maria Butinas samarbejde med myndighederne i USA skal evalueres.

En retstegning af Maria Butina den 13. december 2018.
En retstegning af Maria Butina den 13. december 2018. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Ind til videre står hun til en fængselsstraf på flere år.

Og oligarken Alexander Torshin?

Ja, han valgte at gå på pension fra sit job i den russiske centralbank den 30. november - nogenlunde samtidig med nyheder om, at amerikanerne var ved at indgå et forlig med Maria Butina for at få hende til at samarbejde.

Samme dag mødte Donald Trump endnu en gang Vladimir Putin ved G20 topmødet i Buenos Aires.

Denne gang var der hverken smil eller øjenkontakt.

Mødet så sådan ud:

Trump og Putin mødes under et topmøde den 30. november 2018. Der var ikke øjenkontakt mellem de to herrer på nogen af billederne fra den dag.
Trump og Putin mødes under et topmøde den 30. november 2018. Der var ikke øjenkontakt mellem de to herrer på nogen af billederne fra den dag. Foto: Marcos Brindicci / Ritzau Scanpix
Trump møder Putin i Buenos Aires.
Trump møder Putin i Buenos Aires. Foto: Marcos Brindicci / Ritzau Scanpix
Trump og Putin mødes til g20-topmødet.
Trump og Putin mødes til g20-topmødet. Foto: Marcos Brindicci / Ritzau Scanpix

Kære læser, du har nu læst artiklen om Maria Butina til ende.

Hvis du har lyst til flere lange artikler af samme slags, som den, du lige har læst, kan du finde dem herunder: