Analyse: Nu betaler amerikanerne - igen - prisen for Trumps mur

16x9
Kongressen, Det Hvide Hus og de to store partier har svært ved at arbejde sammen. Og det klæder ikke verdens største supermagt, mener USA-analytiker Mirco Reimer-Elster. Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

Nedlukningen af det føderale statsapparat er ved at blive en kedelig tradition i USA.

Præsident Donald Trumps administration skrev i dag historie, da USA for tredje gang på tolv måneder lukkede helt eller delvist ned.

Ikke siden Jimmy Carter var præsident i 1977, er det amerikanske statsapparat blevet lukket så ofte ned på et år. Det er næppe en bedrift – eller en sammenligning – som præsidenten vil være stolt af.

75 procent af de føderale ministerier og myndigheder er finansieret frem til september 2019. I den forstand er nedlukningens omfang mindre end tidligere på året, selvom denne nedlukning - eller 'shutdown', som det kaldes i USA, nok kommer til at vare længere end tidligere på året. Det er dog stadig store ministerier og styrelser, der bliver ramt af de kuldsejlede budgetforhandlinger - ramt er eksempelvis udenrigsministeriet, justitsministeriet og ministeriet for indenlandsk sikkerhed (Homeland Security).

Hundredtusindvis af ansatte bliver påvirket

Selvom vi har en tendens til at fokusere på Washington D.C. – hvilket kun er naturligt i og med den føderale magts epicenter ligger her - er det kun en mindre del af de føderalt ansatte, der arbejder i den amerikanske hovedstad. Næsten 80 procent af arbejdsstyrken arbejder uden for Washington D.C. Langt størstedelen af dem i militæret. Alene i Texas og Californien er der flere end 450.000 føderalt ansatte.

I alt arbejder der flere end to millioner fuldtidsansatte i den føderale sektor i USA. At sende næsten 400.000 mennesker hjem på ubestemt tid, mens yderligere 400.000 mennesker skal gå på arbejde i julehøjtiden, mens deres løn tilbageholdes, kommer næppe til at hjælpe på politikernes omdømme. Kongressen kan i forvejen kun mønstre en opbakning på gennemsnitlig 20 procent i meningsmålingerne. Præsident Trumps opbakning er cirka dobbelt så høj.

Heldigvis lukker postvæsenet ikke ned, så amerikanerne kan håbe, at deres julepost når frem i tide.

Et strukturelt problem

I den kommende tid vil det blive diskuteret, hvem der bærer ansvaret for den seneste nedlukning. Her og nu kan vi konstatere, at det bliver de menige amerikanere, der kommer til at betale prisen for den manglende samarbejdsvilje mellem USA's to store partier og Det Hvide Hus og Kongressen.

I den konkrete sag fokuseres der meget på Trump og Republikanerne, fordi partiet sidder tungt på den føderale statsmagt. Men historisk set har nedlukninger vist sig at krydse partiskel og flertalsforhold i Kongressen. Der er kort sagt tale om et større, strukturelt problem.

Det større spørgsmål burde måske derfor være, om en supermagt som USA er tjent med denne form for budgetforhandlingsproces. Siden 1976 er det tyvende gang, at det føderale statsapparat lukker helt eller delvist ned. Med andre ord er der i gennemsnit en føderal nedlukning hvert andet år.

Det er ikke en supermagt værdig.

Desværre har det vist sig, at begge partier ikke har nogen interesse i at vedtage lovgivning, der reformerer budgetprocessen. Primært fordi det vil betyde, at de vil miste indflydelse. Dette snæversyn forhindrer en reformproces og betyder i takt med den stigende politiske polarisering, at budgetloven bliver et årligt tilbagevendende slagsmål, der ligger almindelige amerikanere til last, koster den amerikanske økonomi dyrt, og skader USA's internationale omdømme.

Grænsemuren er en tabersag

Budgetforhandlinger er – ligesom finanslovsforhandlinger i Danmark – et spørgsmål om politiske prioriteringer.

Præsident Trumps topprioritet har i denne omgang været at få bevilliget nogle milliarder til at påbegynde bygningen af en grænsemur ved den amerikansk-mexicanske grænse.

Ifølge meningsmålinger er der stor opbakning til at forbedre grænsesikringen. Men der er kun 40 procent af amerikanerne, der bakker op om en grænsemur. Ligeledes var to ud af tre amerikanere imod, at det føderale statsapparat blev lukket ned, hvis der ikke blev allokeret penge til grænsemuren i denne omgang.

Svarene fordeler sig skarpt efter politisk tilhørsforhold, men man kan godt udlede to ting af dem: Dels at præsident Trumps taktik nok er populært blandt hans politiske base, dels at den i den brede befolkning har vist sig at være en tabersag.

Der er således ikke nogen stor folkelig opbakning til grænsemuren. Og der er endnu mindre opbakning til at bruge budgetlovsforhandlingerne som politisk gidsel for at gennemtrumfe bevillinger til selvsamme mur her og nu.

En gordisk knude

Ifølge det udspil, som Det Hvide Hus fremlagde tidligere i år, vil præsidentens mur koste op mod 110 milliarder kroner – og den vil vel og mærke kun sikre halvdelen af grænsen til Mexico.

Demokraterne har tidligere været villige til at stemme for et budgetforslag, der gav præsidenten disse penge, hvis Republikanerne til gengæld gav indrømmelser og beskyttelse til migrantbørn, der i sin tid kom ulovligt ind i USA med deres forældre. Dette har Republikanerne dog afvist.

I den aktuelle konflikt, der nu har resulteret i endnu et government shutdown, har præsidenten insisteret på at få knap 36 milliarder kroner til projektet. Et beløb, som Demokraterne tidligere har været villige til at give præsidenten mod andre immigrationspolitiske indrømmelser, men ikke længere vil prioritere nu, hvor partiet kommer til at have flertallet i Repræsentanternes Hus efter årsskiftet.

Det kræver 60 stemmer at vedtage en budgetlov i Senatet. Her har Republikanerne kun et spinkelt flertal på 51 ud af 100 pladser og bliver dermed tvunget til at udarbejde et politisk kompromis sammen med Demokraterne. I de forslag, der er blevet vedtaget i Senatet - som altså er resultatet af et kompromis mellem det republikanske flertal og det demokratiske mindretal - er der ikke blevet allokeret penge til grænsemuren.

Kompromisforslaget er en logisk konsekvens af, at Demokraterne i Senatet ikke kommer til at gå med på at bevillige penge til muren, mens det heller ikke er en topprioritet for Republikanerne i Kongressens øvre kammer. Samtidig afviser præsident Trump at underskrive en budgetlov, hvor der ikke er bevilliget penge til grænsemuren.

Det er svært at se, hvordan parterne har tænkt sig at finde en løsning på denne knude.

Tiden arbejder imod Trump

Hvis USA's to store partier allerede nu ikke kan blive enige om at allokere pengene til grænsemuren, hvor realistisk er det så, at Trump vil kunne få finansieret hele byggeprojektet, når Demokraterne fra årsskiftet sidder med lertallet i Repræsentanternes Hus?

Svaret giver sig selv. Set i det lys er det nærmest metaforisk, at det blandt andet er ministeriet for indenlandsk sikkerhed - der ville skulle stå i spidsen for bygningen af grænsemuren - der er løbet tør for penge i nat.

I mellemtiden er det ikke kun hundredtusindvis af offentligt ansatte og menige amerikanere, der mærker konsekvenserne af det politiske teater.

Nedlukningen kommer til at koste den amerikanske økonomi dyrt. Uroen har også spredt sig til aktiemarkedet, som er faldet markant i denne uge. Historisk set har nedlukningerne i det lange løb ikke vist sig at have den store effekt på aktiekurserne. Ved de seneste fem nedlukninger steg aktierne endda.

Hvorvidt dette også bliver tilfældet i denne omgang, må tiden vise.

Men et godt gæt er, at det næppe er aktiemarkedet, der optager flertallet af amerikanere, når de i år formodentlig kan se frem til at holde jul og nytår med et delvist lukket statsapparat.