Mor talte med danske Louisa på hendes fødselsdag – hun drømte om Arktis

Louisa Vesterager Jespersen ansøgte om deltage i Fjällräven Polar Ekspedition i 2017 og 2018.

Louisa Vesterager Jespersen havde netop færdiggjort sin sidste skriftlige eksamen i begyndelsen af december.

Hun var klar til endnu engang at tage ud og opleve verden, som hun havde gjort så mange gange før. Også over juleaften. En aften, der i år skulle fejres med hendes norske veninde Maren Ueland.

Det fortæller Louisa Vesterager Jespersens mor, der sidst talte med sin datter på hendes fødselsdag 5. december - tre dage inden afgang til Marokko og knap 14 dage inden hun og hendes norske rejsepartner blev slået ihjel.

- Den dag var hun glad og glædede sig til, at hun skulle afsted. Hun var i fuld gang med eksamen, som var den sidste skriftlige prøve inden juleferien, husker Helle Jespersen, som bor med Louisa Vesterager Jespersens tre yngre søskende.

Hun var en eventyrlysten pige, der elskede at rejse, fortæller moderen. De sidste par år boede hun i Norge, hvor hun var ved at uddanne sig indenfor friluftsliv, natur- og kulturveiledning, fordi hun ville rejse, klatre og vandre i bjerge.

Louise Vesterager Jespersen tog verden rundt for at dyrke sin hobby - friluftsliv.
Louise Vesterager Jespersen tog verden rundt for at dyrke sin hobby - friluftsliv. Foto: Screendump / Privatfoto

Ansøgte om deltagelse i ekspedition

Hun studerede på et universitet i det sydøstlige Norge og fortalte stolt om uddannelsen, da hun sendte sin videoansøgning til Fjällräven Polar Ekspedition i slutningen af 2017.

Den afdøde kvinde ville gerne repræsentere Danmark i en polar-ekspedition, fortæller hun i videoen her. Video: Carina Buus

Fjällräven Polar Ekspedition er en tur, hvor det svenske friluftsmærke Fjällräven tager 30 deltagere med til den skandinaviske del af Arktis for at køre 300 kilometer på hundeslæde gennem tundraen.

Jeg har en stor passion for friluftslivet og udendørsaktiviteter. Og netop derfor studerer jeg en bachelorgrad i friluftsliv i Norge

Louisa Vesterager Jespersen

- Jeg hedder Louisa. Jeg er en ung kvinde fra Danmark, som har et brændende ønske om at opleve Arktis og repræsentere Danmark i Fjällräven Polar Ekspedition 2018, siger hun i videoen.

- Jeg har en stor passion for friluftslivet og udendørsaktiviteter. Og netop derfor studerer jeg en bachelorgrad i friluftsliv i Norge.

Det gjorde hun sammen med 28-årige Maren Ueland, der også var uddannet social- og sundhedsassistent. Også hun elskede udendørslivet, fortæller hendes mor, Irene Ueland, til TV 2 Norge.

”Må tage omveje for at nå min drøm”

Helle Jespersen fortæller, at familien helst slet ikke havde set, at Louise Vesterager Jespersen var taget afsted på turen til Marokko.

- Vi syntes, den (beslutningen, red.) var dårlig. Vi ville hellere have haft, at hun var taget til et andet land med mere ro. I det hele taget havde vi håbet, at hun var blevet hjemme, siger Helle Jespersen.

Men turen til Marokko kunne hun ikke tale datteren fra. Hun ville afsted.

Ligesom hun ville til Arktis i 2018.

- Jeg prøver at følge min drøm og finde min vej til Arktis, men nogle gange må man tage nogle omveje for at nå sine drømme, og jeg leder stadig efter min vej til Arktis.

Louise Vesterager Jespersen boede flere år i Norge.
Louise Vesterager Jespersen boede flere år i Norge. Foto: Screendump / Privatfoto

- Jeg håber, ønsker og beder for, at jeg denne gang kan opnå min drøm. En drøm, der kan gå i opfyldelse med din hjælp. En drøm om at sparke sig frem på en hundeslæde, at føle iskrystallerne ramme ens ansigt og at opleve udsigten til et endeløst, hvidt landskab, siger Louise Vesterager Jespersen i videoen.

Videoen fungerede som et led ansøgningen til turen, hvor en jury af fagfolk og folk verden over kunne give hende en stemme.

Louise Vesterager Jespersen nåede dog ikke at få nok stemmer til at få opfyldt sin drøm. Det var anden gang, hun ansøgte.

Fire er anholdt

Der er anholdt fire mænd, som mistænkes for drabene på Louise Vesterager Jespersen og Maren Ueland. Onsdag blev én mand anholdt, og torsdag morgen bekræftede den marokkanske ambassade i Danmark, at politiet i Marokko har anholdt yderligere tre personer, der er i alderen 25 til 32 år. Torsdag aften blev det bekræftet, at de fire anholdte har sværget troskab til terrororganisationen Islamisk Stat i en video.

Onsdag aften kom det frem, at der florerer en video på de sociale medier, som viser en kvinde blive dræbt.

Både PET og Udenrigsministeriets Borgerservice har oplyst til TV 2, at de har kendskab til videoen, og at de arbejder på at bekræfte dens ægthed.

Talsmand for regeringen i Marokko, Mustapha El Khalfi, sagde på et pressemøde torsdag, at de fordømmer handlingen, da den ”ikke passer ind i de marokkanske værdier og traditioner”.

Han bekræftede ydermere, at de fire personer er i politiets varetægt og vil blive retsforfulgt af den offentlige anklagemyndighed, når man har fastlagt omstændighederne omkring drabene.

Også ture på vandt blev det til.
Også ture på vandt blev det til. Foto: Screendump / Privatfoto

Siden drabene har mange marokkanere udtrykt deres foragt. Både på sociale medier og foran den danske og norske ambassade, hvor flere var samlet torsdag.

Det samme siger den Marokkos ambassadør i Danmark, Khadija Rouissi, da TV 2 møder hende fredag:

- Jeg har to børn på samme alder. Jeg er… Vi er fuldstændigt sønderknuste. Jeg tænker på familierne og de to pigers mødre, siger hun.

Marokkanerne er sønderknuste over dobbeltdrabet - det fortalte Marokkos ambassadør i Danmark Khadija Rouissi, da TV 2 journalist Frederikke Ingemann interviewede hende i dag. Video: Kasper B. Andreasen