Det ved vi om dobbeltdrabet i Marokko

En ung dansk og norsk kvinde er blevet dræbt ved Atlasbjergene i Marokko. Drabet efterforskes som terror. 

square to 16x9
1 Mandag 17. december. To kvinder findes dræbt i deres telt i Marokko. Der er tale om 24-årige Louisa Vesterager Jespersen og hendes norske veninde, 28-årige Maren Ueland.
2 Tirsdag 18. december. Moderen til Louisa Vesterager Jespersen bekræfter, at hendes datter er blevet dræbt.
3 Tirsdag 18. december. Borgerservice advarer danske turister mod at trekke på egen hånd i bjergområder i Marokko.
4 Onsdag 19. december. Politiet i Marokko anholder én mand, der mistænkes for at have deltaget i drabene.
5 Torsdag 20. december Tre mænd anholdes i en bus på vej ud af Marrakesh. Under mændenes sæder finder politiet flere lange knive.
6 Torsdag 20. december. Politiet undersøger en video af et drab, der florerer på de sociale medier. Mordene efterforskes som terror.
7 Torsdag 20. december. Politiet undersøger endnu en video, der sættes i forbindelse med sagen. Denne viser fire mænd sværge troskab til Islamisk Stat-lederen Abu Bakr al-Baghdadi.
8 Fredag 21. december Politiets Efterretningstjeneste meddeler, at undersøgelser tyder på, at begge videoer er ægte.
9 Fredag 21. december. Politiet i Marokko anholder yderligere ni mænd, der sættes i forbindelse med drabet. I forbindelse med anholdelserne finder politiet materialer, der kan anvendes til at fremstille bomber.
10 Mandag 24. december. Yderligere fem mænd meldes anholdt. Dermed er i alt 18 personer anholdt i forbindelse med sagen.
11 25. december Marokkansk politi udpeger den 25-årige gadesælger Abdessamad Ejjoud som leder af den terrorcelle, som menes at stå bag dobbeltdrabet.

Det ved vi om drabene

Mandag 17. december finder et fransk par på vandretur 24-årige danske Louisa Vesterager Jespersen og hendes norske veninde, 28-årige Maren Ueland, dræbt i deres telt i Atlasbjergene. De to skandinaviske kvinder var på vandretur på egen hånd i den bjergrige region. De blev fundet på et plateau ved bjerget Toubkal, der er Nordafrikas højeste bjerg, og som ligger tæt på bjerglandsbyen Imlil.
Kort efter fundet oplyser lokale myndigheder, at drabene efterforskes som en kriminel handling, da ligene har skader på halsregionerne forårsaget af en skarp genstand.
Onsdag oplyser politiet i Marokko, at man har anholdt én person, der mistænkes for at have deltaget i drabene. Han menes at have forbindelse til en ekstremistisk gruppe. Yderligere tre er anholdt mistænkt for drabet torsdag. Siden er yderligere 14 personer, der menes at være medlemmer af det samme netværk som de hovedmistænkte, blevet anholdt.
De marokkanske myndigheder har på et pressemøde fortalt, at de mener, at de mistænkte gik efter at dræbe turister men ikke specifikt de to skandinaviske kvinder.
To videoer har floreret på sociale medier siden drabet. Den ene viser drabet på en kvinde, og den anden viser fire mænd sværge troskab til Islamisk Stat. Politiets Efterretningstjeneste udtaler fredag, at "der er ikke noget som tyder på, at videoerne ikke skulle være ægte".
Statsminister Lars Løkke Rasmussen bekræfter forholdene torsdag og kalder drabene for ”et mareridt” og sender sine tanker til de efterladte.
Den marokkanske regering betragter drabene som en terrorhandling - PET oplyser fredag, at de er enige i den vurdering.

Det ved vi om området

Landsbyen Imlil i Atlasbjergene er et populært mål for turister. Foto: Bendiksby, Terje / NTB scanpix
Bjerglandsbyen Imlill ligger ved indgangen til Atlasbjergene og kan nås med en dagtur fra den velbesøgte og kendte by Marakkech.
Byen bliver ofte brugt som startsted for udflugter til bjerget Toubkal. Mange af turene foregår med en guide tilknyttet og kan også gennemføres på muldyr.
Området betegnes normalt som et trygt og sikkert område at rejse i, fortæller en hotelejer til TV 2.

Det ved vi om ofrene

De to kvinder blev fundet dræbt mandag morgen i Marokko. Foto: Screendump / Privatfoto
24-årige Louisa Vesterager Jespersen havde netop færdiggjort sin sidste skriftlige eksamen i starten af december, inden hun tog afsted lørdag 8. december. Det fortæller Louisa Vesterager Jespersens mor, der sidst snakkede med hendes datter 5. december – på hendes fødselsdag.
Hun fortæller, at datteren var en eventyrlysten pige, der elskede at rejse. De sidste par år boede hun i Norge, hvor hun var ved at uddanne sig til guide, fordi hun ville rejse, klatre og vandre i bjerge. Interesseren havde ført hende til mange rejsemål. Også på juleaftener. I år skulle denne fejres med 28-årige Maren Ueland.
28-årige Maren Ueland var uddannet social- og sundhedsassistent og læste sammen med Louisa Vesterager Jespersen friluftsliv på Højskolen i det sydøstlige Norge. Hun elskede udendørslivet, fortæller hendes mor, Irene Ueland, til TV 2 Norge.
Familien til Maren Uelands bistandsadvokat oplyser, at kisterne med de to kvinder vil blive fløjet til Danmark fredag 21.december.

Det ved vi om gerningsmændene

Tre mænd blev torsdag anholdt for sagen om dobbeltdrabet i Marokko. Tidligere på dagen kom en video ud, hvor de sværgede troskab til Islamisk Stats leder. Foto: Sceenshot / Morocco World News
18 personer er i alt anholdt i forbindelse med drabet.
Den 25-årige gadesælger Abdessamad Ejjoud er udpeget som leder af den terrorcelle, som menes at stå bag drabet.
Derudover er den 27-årige snedker Younes Ouaziyad og den 33-årige gadesælger Rachid Afatti formodede hovedgerningsmænd til drabet.
De tre mænd er ifølge marokkansk politi identiske med tre mænd, der i en video sværger troskab til terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) og IS-leder Abu Bakr al Baghdadi. Fredag meddeler PET, at undersøgelser tyder på, at videoen er ægte.