Medier: Tre anholdt for drab på dansker i Marokko - telt kan være vigtigt spor

Et tabt id-kort i et forladt telt i bjergene er ifølge marrokansk politi et vigtigt spor i sagen om mordet på en dansk og en norsk kvinde.

Politiet i Marokko har anholdt tre mænd, der mistænkes for at have dræbt den 24-årige Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast og den 28-årige Maren Ueland fra Bryne i Norge.

Det oplyser politiet i Marokko til flere lokale medier.

Mændene havde ifølge politiets oplysninger til tv-stationen 2M slået lejr nogle få hundrede meter fra de to kvinders telt ved Toubkal-bjerget cirka 50 kilometer syd for byen Marrakech.

Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland var på vej tilbage fra en tur i bjergene, da de satte deres telt op søndag aften.

Næste morgen fandt nogle turister på vandretur de to livløse kvinder.

Kvinderne var dræbt med en skarp genstand mod halsen, har det marokkanske indenrigsministerium oplyst, og de lå inde i teltet, ifølge tv-stationen 2M.

- En lokal guide mødte de grædende turister, der fortalte ham, hvad de havde set, siger en politikilde til Morocco World News.

Politiets teknikere undersøger gerningsstedet.
Politiets teknikere undersøger gerningsstedet. Foto: - / Ritzau Scanpix

Kilden oplyser, at røveri ikke ser ud til at være motiv til drabene, da ofrenes ejendele stadig befandt sig i teltet.

- Et seksuelt overgreb kan måske have været motiv for forbrydelsen, siger politikilden.

De mistænktes telt

Nær gerningsstedet siger politiet, at de har fundet et forladt telt.

Her siger betjentene, at de fandt tøj og mad og et id-kort til en af de mænd, der nu er anholdt, skriver tv-stationen 2M.

Politiet mener, at i alt tre mænd boede i teltet.

Det er dem, som nu er anholdt.

Marokkanske myndigheder efterforsker drabet på den danske og den norske kvinde - her lander en helikopter nær gerningsstedet i Atlasbjergene.
Marokkanske myndigheder efterforsker drabet på den danske og den norske kvinde - her lander en helikopter nær gerningsstedet i Atlasbjergene. Foto: - / Ritzau Scanpix

- Når man opgiver et telt med sine personlige ejendele, må man virkelig have haft skyldfølelse, siger politikilden til tv-stationen 2M.

Kilden oplyser, at de tre mænd, der nu er anholdt, blev identificeret, fordi de blev fanget af et overvågningskamera sent om natten i byen Imlil.

- De tre mistænkte kom ned omkring klokken tre om morgenen, og de blev opdaget takket være Imlils overvågningskameraer, siger politikilden.

Byen Imlil, hvor de tre mistænkte ifølge politiet blev fanget af overvågningskameraer.
Byen Imlil, hvor de tre mistænkte ifølge politiet blev fanget af overvågningskameraer. Foto: Fadel Senna / Ritzau Scanpix

Avisen Morocco World News har også talt med en kilde i det lokale politi.

Kilden bekræfter oplysningerne.

- De mistænkte camperede i det samme område, som drabene fandt sted, siger han og fortæller, at gerningsmændene også blev set af vidner.

- Vidner så gruppen om natten, mens de gik til et lejrområde, siger kilden.

Han bekræfter over for Morocco World News, at de tre mænd blev fanget af flere overvågningskameraer i den lille by Imlil.

De marokkanske myndigheder har desuden offentliggjort en nyhed om en af anholdelserne på Facebook.

#عاجل : "البسيج" يلقي القبض على مشتبه فيه في قضية قتل السائحتين الأجنبيتين بـ"شمهاروش" والتحريات متواصلة عن متورطين آخرين باقي التفاصيل في التعليق الأول ... #BCIJ

Posted by BCIJ - Bureau central d'investigation judiciaire on Tuesday, December 18, 2018

Ifølge politiet blev den mistænkte anholdt i storbyen Marrakech.