Mays regering gør klar til hård Brexit: - Det er psykologisk krigsførelse

De nye tiltag fra den britiske regering kommer inden, EU onsdag fremlægger sin vurdering af konsekvenserne ved Brexit.

De britiske ministre har besluttet at skrue op for forberedelserne til et scenarie, hvor Storbritannien ender med at forlade EU uden en Brexit-aftale.

Beslutningen blev truffet tirsdag ved et ministermøde i Downing Street nummer 10. Det skriver BBC.

Premierminister Theresa May og hendes ministre har samtidig afsat knap 17 milliarder kroner til forskellige ministerier, så de er bedre rustet til at forlade EU uden en aftale - et såkaldt 'hårdt Brexit’.

Breve vil blive sendt til 140.000 firmaer, så de er forberedt på scenariet med et hårdt Brexit. Samtidig vedtog kabinettet, at 3500 soldater skal stå standby til at bistå myndighederne.

Psykologisk krigsførelse

Lederen af de Liberale Demokrater, Sir Vince Cable, kalder beslutningen "psykologisk krigsførelse". Han mener, at premierministeren med de nye tiltag og udsigten til et hårdt Brexit forsøger at skræmme parlamentet til at stemme for hendes aftale

- Theresa May forsøger på uansvarlig vis at køre tiden af klokken, så den eneste mulighed er at støtte hendes udskældte aftale, siger Cable ifølge BBC.

Det afviser Storbritanniens Brexit-minister, Stephen Barclay:

- Regeringen vil sikre en aftale, men med 14 uger tilbage må vi være klar over, at regeringen tager højde for, at vi måske ingen aftale opnår. Det er det ansvarlige at gøre og det, vi blev enige om.

I sidste uge udskød Theresa May en afstemning om sin Brexit-aftale med EU, fordi det stod klart, at der ikke var et flertal for aftalen i det britiske parlament.

Afstemningen skal i stedet holdes i tredje uge i januar, sagde May mandag.

May afviser ny folkeafstemning

Premierministeren understregede, at valget står mellem Mays aftale, ingen aftale eller intet Brexit overhovedet.

- Jeg ved godt, at det ikke er den perfekte aftale for alle. Men vi kan ikke lade det perfekte blive vores fjende. Så risikerer vi at forlade EU uden en aftale, lød det fra Theresa May.

I parlamentet mandag afviste hun samtidig den snak, der har været om en mulig ny folkeafstemning om briternes medlemskab af EU.

Onsdag vil EU-kommissionen fremlægge deres vurdering af konsekvenserne ved en løsning med 'hårdt Brexit'.

Det ventes, at kommissionen blandt andet vil annoncere, hvilke forholdsregler EU-landene bør tage.