Verdens ledere enige om ny klimaaftale - men 15-årig pige stjæler opmærksomheden

Greta Thunberg er på manges læber, efter hun i en kritisk tale skældte verdens ledere ud under klimatopmødet i Polen.

I starten sad hun der helt alene.

Med sig havde hun sine skolebøger, så hun ikke kom for langt bagud, mens hun pjækkede for at strejke.

I er løbet tør for undskyldninger, og vi er ved at løbe tør for tid

Greta Thunberg

Hun havde også faktaark om klimaet med – og så havde hun det hvide skilt med de sorte bogstaver, der udpenslede hendes forehavende: "Skolestrejke for klimaet".

Greta Thunberg havde i august fået nok af de manglende klimaambitioner hos de svenske politikere under valgkampen.

Derfor blev hun aktivist og sad i ugerne op til valget hver dag foran landets parlament, Rigsdagen, for at råbe politikerne op og sætte klimaet på den politiske dagsorden.

Greta Thunberg har fået stor opmærksomhed, siden hun startede sin demonstration under den svenske valgkamp.
Greta Thunberg har fået stor opmærksomhed, siden hun startede sin demonstration under den svenske valgkamp. Foto: Tt News Agency / Ritzau Scanpix

- Vi børn gør oftest ikke, som I siger, vi skal gøre. Vi gør, som I gør. Og eftersom I voksne skider på min fremtid, så gør jeg det også, sagde Greta Thunberg om baggrunden for strejken.

Spol frem til det netop overståede COP24-klimatopmøde i Polen.

Her er 196 lande efter to ugers intense forhandlinger nået til enighed om de regler, der skal omsætte klimaløfter til virkelighed.

Men det er ikke det nye regelsæt, der bliver talt mest om efter det stort anlagte topmøde.  

Det er Greta Thunberg.

Hun var til stede under topmødet og talte dagligt med journalister for at få sit budskab ud.

Vi børn gør oftest ikke, som I siger, vi skal gøre. Vi gør, som I gør

Greta Thunberg

Efter topmødet er en tale, hun holdt, blevet delt i stor stil på de sociale medier.

- I taler kun om at fortsætte med de samme dårlige idéer, som har skabt den her redelighed, selv om det eneste fornuftige at gøre er at trække i nødbremsen. I er ikke modne nok til at sige det, som det er. Selv den byrde efterlader I til os børn, sagde Greta Thunberg i talen.

- Vi er ikke kommet for at trygle verdens ledere om at gøre noget. I har ignoreret os før, og det vil I gøre igen. I er løbet tør for undskyldninger, og vi er ved at løbe tør for tid.

Du kan se hele Greta Thunbergs tale, hvis du trykker på linket herunder: 

De ord har vakt stor opmærksomhed.

Så stor, at flere medier fremhæver Greta Thunberg som den, der "stjal opmærksomheden", og hvis tale står klarest tilbage efter de lange forhandlinger og de mange taler.

Fik familien med i klimakamp

Greta Thunberg blev allerede et kendt navn i Sverige under valgkampen i sensommeren.

I tre uger op til valget strejkede hun hver dag fra klokken otte om morgenen til tre om eftermiddagen, og hun fik efter få dage følgeskab af andre unge, der havde samme holdninger.

Hurtigt voksede interessen for den beslutsomme pige med de klare holdninger, og snart begyndte detaljer om hendes liv at pible frem.

Greta Thunberg var hård i sin kritik af verdens ledere under en tale ved COP24-topmødet. Video: Lasse Pedersen Underbjerg

Blandt andet kom det frem, at bekymringen for klimaet langt fra var en ny tanke hos Greta Thunberg.

Allerede som niårig, da hun gik i tredje klasse, udviklede hun en særlig interesse for klimaet, da hun fik klimaforandringerne forklaret af sine lærere.

Siden brugte hun meget tid på at fokusere på klimaforandringerne. Blandt andet ved selv at leve så klimavenligt som muligt.

Hun spiser ikke kød, hun køber kun absolut nødvendige ting, og i 2015 stoppede hun med at flyve.

Hendes klimakamp har også sat aftryk hos hendes familie, der har installeret solcellebatterier og dyrker deres egne grøntsager på en grund uden for hjembyen.

Greta Thunbergs mor, Malena Ernman, er i Sverige kendt som både operasangerinde, debattør og klimaforkæmper.

I 2016 blev hendes internationale sangkarriere dog bremset, da hun besluttede sig for at følge sin datters eksempel og stoppede med at flyve.

Det har hun siden skrevet en bog om.

Greta Thunberg tilskriver til dels sin evne til at fokusere i lang tid ad gangen, at hun ligesom sin lillesøster er blevet diagnosticeret med blandt andet ADHD og autisme.

- Jeg kan blive ved med at gøre det samme i timevis, har hun udtalt til det amerikanske magasin The New Yorker.

Greta Thunberg er blevet et symbol for unge mennesker i hele verden, der kæmper for at redde klimaet. Hver uge skulker hun fra skole for at demonstrere.
Greta Thunberg er blevet et symbol for unge mennesker i hele verden, der kæmper for at redde klimaet. Hver uge skulker hun fra skole for at demonstrere. Foto: 11870 Hanna Franzén/tt / Ritzau Scanpix

Mange af de timer, hun har gjort det samme, er blevet brugt på at researche klimapolitik og fakta.

Det har hjulpet hende, efter hun i en længere periode ikke trivedes.

- Greta har haft det rigtig dårligt i lang tid og har haft en depression, der holdt hende fra skolen i et år. Men nu har hun det meget bedre, og jeg kan se, at demonstrationen her gør hende glad, sagde Greta Thunbergs far, Svante Thunberg, i september.

Invitation fra Schwarzenegger

Efter valget i Sverige 9. september vendte Greta Thunberg tilbage til skolebænken. Men stadig ikke på fuld tid.

Hver fredag bruger hun fortsat foran Rigsdagen med det samme skilt i hånden.

Og hun er ikke alene mere.

For de seneste måneder har hendes budskaber ramt en klangbund hos unge i hele verden.

Det har fået grupper af børn og unge i flere lande til at skulke fra skolen for at demonstrere til fordel for klimaet.

Skoleelever i Hamborg protesterer til fordel for klimaet. De finder et forbillede i Greta Thunberg.
Skoleelever i Hamborg protesterer til fordel for klimaet. De finder et forbillede i Greta Thunberg. Foto: Bodo Marks / Ritzau Scanpix
Tyske skolebørn på gaden 14. december.
Tyske skolebørn på gaden 14. december. Foto: Matthias Hoenig / Ritzau Scanpix

For få uger siden gik danske skolebørn i flere store byer også på gaden for at vise deres utilfredshed med politikernes klimaambitioner.

Overskriften for demonstrationerne var taget direkte fra Greta Thunbergs håndmalede skilt – ’Skolestrejke for klimaet’.

Men det er ikke kun skoleelever, der er blevet opmærksomme på den unge svenskers opråb.

Også politikere og kendisser har reageret.

I er ikke modne nok til at sige det, som det er. Selv den byrde efterlader I til os børn

Greta Thunberg

Blandt dem er den tidligere guvernør i Californien, bodybuilderen og Hollywood-stjernen Arnold Schwarzenegger, der i forbindelse med valget i Sverige hyldede Greta Thunberg på de sociale medier.

- Jeg elsker at se nogen, der ikke bare klager, men kommer ud og gør noget ved det. Du inspirerer mig. Fortsæt med skolen, og jeg ville elske at være vært for dig i Wien på vores R20_AWS (Austrian World Summit, red.), så du kan inspirere endnu flere mennesker, skrev skuespilleren på Twitter.

Den invitation skulle svenske Greta Thunberg ikke tænke længe over.

- Du kan regne med mig. Hasta la vista, baby, svarede hun skuespilleren med henvisning til hans berømte replik fra filmen 'Terminator 2: Judgment Day'.