Stor brand i engelsk zoo - flere dyr skal evakueres

Der er udbrudt brand i havens monsunskov, som både huser orangutanger, gibbonaber og krokodiller.

Store røgskyer hænger i øjeblikket over Chester Zoo i det nordvestlige England. 

Lørdag formiddag er der udbrudt brand i haven, skriver blandt andre The Guardian

- Vi kan bekræfte, at brandvæsnet i øjeblikket kæmper mod flammerne i vores monsunskov, skriver Chester Zoo på deres Twitter. 

- Gæster er blevet evakueret, og vores team arbejder side om side med myndighederne for at få situationen under kontrol, skriver de videre og fortæller, at haven er lukket resten af dagen. 

Lignende brand i London Zoo

Monsunskoven kan bedst sammenlignes med København Zoos Tropezoo. Skoven har et oppusteligt tag, mens luftfugtigheden matcher vejrforholdene i det sydøstlige Asiens tropiske skove. 

I monsunskoven bor både orangutanger, gibbonaber, krokodiller, skildpadder og hundredvis af insekter. 

Det er endnu uvist, om nogen dyr er kommet til skade. 

- De kritisk truede Sumatra-organutanger og andre pattedyr er reddet ud. Men vi arbejder fortsat hårdt for at få et overblik over de resterende arter, skriver Chester Zoo på deres hjemmeside

Det er blot et år siden, at en lignende brand ramte London Zoo. Her døde fem dyr, heriblandt et jordsvin og flere surikater. 

Chester Zoo har årligt omkring to millioner besøgende. I alt huser haven 21.000 dyr af 500 forskellige arter.