Domstol: Obamacare er i strid med forfatningen

16x9
Det har skabt store protester, at republikanerne vil afskaffe Obamacare. Her ses demonstranter på gaden i hovedstaden Washington D.C. i sommeren 2017. Foto: Drew Angerer / Scanpix Denmark

Afgørelsen kommer dagen før, at der er deadline for at skrive sig op til Obamacare i 2019.

I USA har en dommer i delstaten Texas afgjort, at den tidligere præsident Barack Obamas sundhedsreform - bedre kendt som Obamacare - er i strid med den amerikanske forfatning.

Det skriver Reuters

Sagen er anlagt af en koalition af 20 delstater, og afgørelsen kan meget vel havne i den amerikanske højesteret.

Obamacare i klemme efter lovændring

Præsident Donald Trump beskriver kendelsen som "en god nyhed for USA".

Trump har fra starten af sin embedsperiode lovet at afskaffe Obamas sundhedsreform, der blev sat i verden i 2010 for at gøre prisen for en sundhedsforsikring overkommelig for de mange amerikanere, der ikke havde penge til en sådan.

Men selv om Republikanerne de seneste to år har haft flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet, er Obamacare stadig i live. Og en del republikanerne gik ved det nylige midtvejsvalg til valg på at bevare centrale dele af den i deres delstater.

Men i 2017 vedtog Kongressen dog at fjerne kravet om, at amerikanerne enten skal købe en sundhedsforsikring eller betale en straf over skatten. Det var netop bortfaldet af det krav, dommeren begrundede sin afgørelse med.

Afgørelsen i den føderale domstol kom dagen før, at der er deadline for at skrive sig op til Obamacare i 2019.