148 personer anholdt efter nye demonstrationer i Frankrig

Allerede inden middagstid var der masser af sammenstød mellem demonstranter og politi, der har brugt peberspray og tåregas. En person er omkommet.

Det begynder at ligne en udmattelseskrig mellem den franske regering og de mange tusinder, som for femte weekend i træk har demonstreret i mange større byer i Frankrig.

Allerede inden middagstid lørdag var antallet af anholdte iført gule veste nået 85. Og det var endda, før demonstrationerne officielt var gået i gang. Dermed var der ikke udsigt til, at julefreden skulle indfinde sig i Frankrig.

I alt blev 148 personer anholdt i Paris lørdag, mens én mand mistede livet. Belgisk politi oplyser, at det skete, da han kørte ind i en vejafspærring ved den fransk-belgiske grænse. Dermed har i alt syv personer mistet livet i forbindelse med demonstrationerne.

Gule veste har lørdagens igennem holdt 8.000 betjente i skak i Paris. Her med Triumfbuen som bagtapet.
Gule veste har lørdagens igennem holdt 8.000 betjente i skak i Paris. Her med Triumfbuen som bagtapet. Foto: Valery Hache / Ritzau Scanpix

Opfordring til rolig demonstration forgæves

Nye 'Gule Veste'-demonstrationer blev tidligt lørdag indledt på Champs-Élysées i Paris. Og efter alt at dømme bliver weekenden en vigtig strømpil for, hvorvidt den franske regering er ved at få redet stormen af.

- Protester er en ret. Men lad os så finde ud af, hvordan vi gør det. Protester er ikke at ødelægge og smadre vores fælles gods, lød det i et officielt Tweet fra den franske regering fredag aften. 

Den opfordring kom ikke til at holde længe.

Allerede inden middagstid lørdag var der oprulleret masser af sammenstød mellem demonstranter og politi, der brugte peberspray og tåregas.

- Lad fornuften råde. Vores sikkerhedsstyrker har været hårdt spændt for den seneste tid, lød det fra regeringstalsmand Benjamion Griveaux, allerede inden lørdagens demonstrationer gik i gang, til France24.

Ikke alt er gule veste. Her er kvinde klædt ud som
Ikke alt er gule veste. Her er kvinde klædt ud som "Marianne" - symbolet på den franske republik. Foto: Valery Hache / Ritzau Scanpix

- Det ville være bedre, hvis alle kunne tage det roligt lørdag, inden de skal holde ferie med deres familier, lød det fra talsmanden.

Macrons løfter har reduceret antallet af demonstranter

I denne weekend har 69.000 betjente været kaldt på arbejde for at holde demonstranterne i ro. Det er betydeligt færre end de knap 90.000, som ifølge myndighederne havde tjansen ved demonstrationerne 8. december. 

Men efter tirsdagens terrorangreb i Strasbourg, der satte Frankrig i alarmtilstand i jagten på den 29-årige gerningsmand Cherif Chelatt, har landet i mere end en forstand også haft brug for at slikke sår.

Det kunne også mærkes i antallet af demonstranter, fortæller TV 2's journalist og Frankrig-kender Frederikke Ingemann. 66.000 demonstranter gik på gaden lørdag, og det er betydeligt færre end de 126.000, som demonstrerede i sidste weekend. 

- Og der har været mindre vold, end der var for en uge siden, da jeg selv var dernede og stod midt i det. Så overordnet set må man sige, at det har været en roligere dag i Paris og i resten af Frankrig. Det var især i provinsen, at det gik heftigt for sig i sidste uge, siger Frederikke Ingemann. 

TV2's journalist Frederikke Ingemann fortæller om situationen i Frankrig, der igen lørdag var ramt af flere voldsomme demonstrationer. Video: Maria Runøe Møller

Den franske præsidents løfter om lavere skatter og forhøjet mindsteløn har virket, understreger hun. Initiativerne er to ud af flere politiske tiltag, som Emmanuel Macron vil indføre som en reaktion på demonstrationerne. 

- Men vi skal huske på, at de 'De Gule Veste' er en blandet forsamling fra det yderste højre til det yderste venstre. Et flertal af dem mener ifølge flere målinger, at de tiltag, som Macron har gennemført som svar på demonstrationerne, er "tilfredsstillende men ikke tilstrækkelige". Derfor er en del af dem gået på gaden igen i denne weekend. Men så har der jo været et terrorangreb, og det har givetvis også spillet en rolle i, hvor mange der ville deltage i respekt for ofrene. 

Demonstrationer i mange større byer

Både i Paris, Bordeaux, Toulouse, Marseille, Saint-Etienne og Savoy har 'De Gule Veste' samlet sig for at holde liv i de demonstrationer, der begyndte som en protest mod benzin- og dieselpriser, men efterhånden har antaget form som en mere diffus og generel protest mod nedskæringer.

De er blevet mødt et kampberedt politi, der er gået efter at sprede de mest konfrontatoriske af demonstranterne.

- Til at begynde med var det et spørgsmål om afgifter og skatter, men nu går vi efter institutionerne. Vi vil have mere direkte demokrati og indflydelse, som en demonstrant med navnet Jeremy siger til Sky News.

Præsidenten og hans ministre har appelleret til demonstranterne om, at de indstiller deres aktioner og giver regeringen arbejdsro. 

- Jeg mener ikke, at vores demokrati kan acceptere det. Vores land behøver ro. Det behøver orden. Der er behov for, at det igen kommer til at fungere normalt, sagde Macron fredag. 

Også det ridende politi har været på gaden i Paris. Her foran Place de l'Opera.
Også det ridende politi har været på gaden i Paris. Her foran Place de l'Opera. Foto: Sameer Al-doumy / Ritzau Scanpix

De seneste lørdage er Paris og andre store byer blevet rystet af voldelige uroligheder, hvor der har været brændende barrikader i gaderne, plyndringer og hærværk samt gadekampe mellem politi og demonstranter.

Over 1400 demonstranter er kvæstet siden de første demonstrationer. Over 700 politifolk og brandmænd er kommet til skade.