Trumps tidligere advokat får tre års fængsel

- Ironien er, at jeg i dag får min frihed tilbage, sagde Cohen på retsmødet.

Donald Trumps tidligere advokat, Michael Cohen, er onsdag blevet idømt tre års fængsel ved en domstol på Manhattan i New York. 

- Mr. Cohen lader til at have mistet sit moralske kompas, lød det blandt andet fra dommer William H. Pauley under retssagen.

Cohen erklærede sig i august skyldig i otte forhold, inklusiv flere tilfælde af skattesnyd og brud på den amerikanske valglov. I november erkendte han sig også skyldig i at have løjet over for kongressen. I alt kunne disse forhold have givet en meget lang fængselsstraf.

Inden dommeren afsagde sin dom, fortalte han, at anklagerens anbefaling var fængsel i mellem 51 og 63 måneder. Omvendt sagde Cohens forsvarsadvokat, Guy Petrillo, at Cohen "tilbød beviser mod den mest magtfulde mand i vores land". Forsvarsadvokaten understregede også flere gange, at Cohen agtede at hjælpe yderligere i undersøgelserne af præsident Trump, hvorfor han burde slippe for en fængselsstraf for sit samarbejde.

Playboy-model og valglov

Sagen mod 52-årige Michael Cohen omhandler blandt andet en tidligere pornostjerne, en tidligere Playboy-model og den amerikanske valglov.

I forbindelse med Donald Trumps valgkamp for at blive præsident i USA forsøgte to kvinder – den tidligere pornostjerne Stormy Daniels og den tidligere Playboy-model Karen McDougal – uafhængigt af hinanden at sælge historien om deres affære med byggematadoren, der siden gik ind i politik.

Begge kvinder kontaktede sladderbladet National Enquirer, men her kontaktede chefredaktøren Trumps advokat, Michael Cohen. De blev enige om at betale for kvindernes tavshed, for at historierne ikke skulle få en negativ effekt på Trumps chancer for at blive valgt til præsident. Stormy Daniels fik 130.000 dollars for at historien aldrig kom ud. Karen McDougal fik 150.000 dollars.

Det var med ansigtet lagt i alvorlige folder, at Michael Cohen onsdag ankom til retten på Manhattan i New York sammen med sin datter, Samantha Blake Cohen, og kone, Laura Shusterman.
Det var med ansigtet lagt i alvorlige folder, at Michael Cohen onsdag ankom til retten på Manhattan i New York sammen med sin datter, Samantha Blake Cohen, og kone, Laura Shusterman. Foto: Drew Angerer / Ritzau Scanpix

Tys-tys penge i strid med loven

I McDougals tilfælde var det National Enquirer, der betalte pengene, men de blev siden refunderet af Cohen. Med Daniels var det Cohen selv, der direkte stod for betalingen gennem et firma, han havde oprettet specielt til formålet.

Siden sendte Michael Cohen en regning til Trump Organization, der betalte ham de penge, advokaten havde lagt ud for at købe kvindernes tavshed. Og det er her, den amerikanske valglov kommer ind i billedet.

Michael Cohen har nemlig siden forklaret, at han gjorde, som han gjorde, for at sagerne ikke skulle skade Trumps chancer for at vinde præsidentvalget. Dermed kan beløbet anses som en donation til Trumps valgkamp, og selv om Cohen kun lagde pengene ud, er det i strid med den amerikanske valglov, der tilsiger, at privatpersoner maksimalt må bidrage med 2700 dollars, og at virksomheder slet ikke må støtte kandidaterne.

Inden domsafsigelsen fik hovedpersonen, Michael Cohen, også selv ordet i retssagen i New York.

- Det kan måske være svært at tro på, men i dag er én af de mest meningsfulde dage i mit liv.

- Ironien er, at jeg i dag får min frihed tilbage, sagde Cohen på retsmødet.

- En svag person

Siden det kom frem, at Michael Cohen var villig til at indgå en aftale med efterforskerne i forbindelse med sagen, har Donald Trump blandt andet kaldt ham for ”en svag person” i et tweet.

I retssalen sagde Cohen selv, at Trump havde ret i, at han var svag. Hans svaghed var hans blinde loyalitet over for præsidenten, lød det fra Cohen. Det var loyalitet, der havde "ført ham ned ad en sti af mørke i stedet for ind i lyset", forklarede Cohen.

Steinmetz: Kun en lille flig

Ifølge TV 2s Jesper Steinmetz kan sagen mod Cohen meget vel falde tilbage på præsident Trump.

- I de retsdokumenter, der blev fremlagt, fremgår det tydeligt, at Michael Cohen handlede på ordre fra sin klient, altså Donald Trump, og at Trump var fuldtvidende om, at de her to kvinder blev betalt for at holde deres mund, sagde Steinmetz onsdag, inden dommen blev afsagt.

Steinmetz vurderede også, at dommen mod Cohen dog ikke får den store betydning for specialefterforsker Robert Muellers såkaldte Ruslandsundersøgelse.

- Når sagen her er overstået, og Michael Cohen har fået sin straf, så fortsætter efterforskningen af alle de andre aspekter i Ruslandsundersøgelsen. Det her er et gigantisk sagskompleks, som ikke er færdigafsluttet de første par uger eller måneder, siger han.