Analyse: Kan fængselsdømt Trump-advokat trække præsidenten med ned i sølet?

16x9
Michael Cohen. Foto: Brendan Mcdermid / Ritzau Scanpix

Anklagemyndigheden satser tydeligvis på at fange større fisk end Cohen i den kommende tid.

Donald Trumps tidligere personlige advokat, Michael Cohen, er blevet idømt tre års fængsel af en domstol i delstaten New York. Dermed står vi nu i den bemærkelsesværdige situation, at præsidentens tidligere advokat er blevet idømt en længere fængselsstraf, end hans tidligere chef og USA's nuværende præsident har siddet i Det Hvide Hus.

Cohens fængselsdom illustrerer samtidig en anden kedsommelig kendsgerning. Nemlig at den samlede fængselsstraf til præsidentens tidligere nære medarbejdere sandsynligvis også kommer til at overgå den tid, Trump kommer til at sidde i Det Hvide Hus (selv hvis præsidenten bliver genvalgt i 2020 og dermed kommer til at sidde på posten i sammenlagt otte år).

Udover Trumps tidligere personlige advokat Cohen venter vi stadig på domsafsigelsen i retssagerne om præsidentkandidatens tidligere kampagnechef Paul Manafort og stedfortrædende kampagnechef Rick Gates plus fremtidige potentielle anklager. Særligt Manafort står til en lang fængselsstraf.

Cohen blev blandt andet idømt fængsel for flere tilfælde af skattesnyd, brud på den amerikanske valglov og at have løjet over for Kongressen. De tre års fængsel udgør en betydelig strafnedsættelse i forhold til anklagemyndighedens krav om fem-seks års fængsel til Cohen, men bevæger sig indenfor den strafferamme, juridiske eksperter på forhånd havde forventet.

Jagten på det moralske kompas

Det er de to sidste typer af lovovertrædelser, der på længere sigt kan få politiske og måske også juridiske konsekvenser for præsident Trump.

Det er vigtigt at hæfte sig ved, at dommer William H. Pauley - der blev udnævnt af Bill Clinton og bekræftet af et republikansk domineret Senat i 1998 - ligesom anklagemyndigheden mener, at USA's præsident dirigerede sin tidligere advokat til at begå føderale forbrydelser ved at betale en pornostjerne og en Playboy-model for at tie om deres angivelige affærer.

Trumps bekymring var efter sigende, at historierne ville kunne sætte en stopper for hans præsidentielle ambitioner, hvis de blev publiceret under præsidentvalgkampen.

Dommer Pauley udtalte også under retssagen, at Cohen åbenbart havde ”mistet sit moralske kompas”. Hvorvidt det samme også gjorde sig gældende for præsident Trump, forholdt dommeren sig ikke til. Men Cohen talte under retsmødet om, hvordan han i sin jobfunktion konstant skulle dække over Trumps ”beskidte gerninger”.

Præsidentens kritikere vil derfor nok bemærke, at man ikke kan miste noget, man aldrig har været i besiddelse af.

At stå til ansvar på efterbevilling

Det kan ikke udelukkes, at Donald Trump kommer til at skulle stå til juridisk ansvar for ovennævnte lovovertrædelser, når han engang forlader Det Hvide Hus. Men grundlæggende kan man fortsat konstatere, at eventuelle problemer for præsidenten her og nu nok snarere vil være af politisk end juridisk natur.

Såfremt præsidenten overhovedet kommer i problemer. Det er langt fra sikkert.

For selv hvis præsidenten har brudt valgkampagneloven, er det mere sandsynligt, at den særlige anklager vil anbefale i sin rapport, at der indledes en rigsretssag mod præsidenten, end at præsidenten bliver stillet foran - og dømt - af en domstol inden for de næste par år.

Her er det langt fra givet, at det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus vil kaste sig ud i forsøget på at afsætte præsidenten ved hjælp af en embedsfratagelsessag (impeachment), da oddsene for succes er tæt på ikkeeksisterende grundet Republikanernes flertal i Senatet.

Hvor troværdig er Cohen?

Domsafsigelsen bekræftede, at Cohen holder fast i, at han gentagne gange har artikuleret ”bevidste og forsættelige” falske udsagn overfor Kongressen i koordination og afstemning med folk i Det Hvide Hus. Cohen har altså impliceret andre i Det Hvide Hus i sine løgne overfor Kongressen, hvilket selvfølgelig rejser spørgsmålet, hvorvidt præsident Trump var orienteret om denne koordination og var velvidende om, at hans tidligere personlige advokat gentagne gange bevidst talte usandt.

Dette spørgsmål går til kernen i diskussionen om, hvor troværdig og dermed farlig Cohen er for Trump.

Præsidentens støtter vil sikkert argumentere, at Michael Cohen står med ryggen mod muren og derfor desperat prøver at trække sin tidligere chef med ned i sølet.

Trumps kritikere vil til gengæld nok være mere tilbøjelige til at hæfte sig ved Cohens udsagn i dag, om at advokatens blinde loyalitet over for Trump havde ”ført ham ned ad en sti af mørke”.

Selv har præsidenten i skrivende stund ikke kommenteret fængselsdommen til sin tidligere personlige advokat endnu. Der kommer nok en reaktion på et tidspunkt.

Men i det store perspektiv må man konstatere, at sagen er ude af Trumps hænder nu. Ruslandsundersøgelsen er så fremskreden, at det ikke længere ville gøre en afgørende forskel at prøve at få justitsministeriet til at fyre den særlige anklager. Og undersøgelserne i New York har præsidenten endnu mindre mulighed for at influere.

Her er det værd at pointere, at den største juridiske trussel mod Trump faktisk ikke kommer fra Robert Mueller, men fra en i det danske land nok ret ukendt kvinde ved navn Tish James. Hun er justitsminister i delstaten New York, hvor Trump Organisationen, som også undersøges, har base. James er dermed potentielt en farligere modstander for Trump, fordi USA's præsident ikke kan udstede benådninger for forbrydelser begået på delstatsniveau.

Benåder Trump Cohen?

Sidst men ikke mindst er der spørgsmålet om strafeftergivelse. Benåder Trump sin tidligere advokat? Det korte svar er: Næppe.

Både fordi Trump tydeligvis har set sig sur på sin tidligere fikser, men endnu vigtigere, fordi USA's præsident ikke kan benåde folk for dømte forbrydelser på delstatsniveau.

I øvrigt ville Trump gøre sit politiske liv endnu mere besværligt ved at benåde sine tidligere medarbejdere. Blandt andet fordi en benådet person mister sin forfatningsmæssige ret mod selvinkriminering i fremtidige afhøringer foran Kongressen eller en storjury (to plead the fifth).

Det mest fornuftige for præsident Trump er derfor at holde lav profil og satse på, at hans republikanske partifæller i Senatet næppe har tænkt sig at afsætte ham i en eventuel embedsfratagelsessag (impeachment).

Midt i alt dette drama er det dog også værd at huske, at de helt store dramaer sandsynligvis ligger foran os endnu.

Indtil videre er det kun tidligere tætte og betroede medarbejdere af Trump, der er blevet retsforfulgt og dømt af anklagemyndighederne. Vi mangler stadig at se, hvordan præsidenten reagerer, hvis turen skulle komme til hans familiemedlemmer.

At vi når dertil, kan ikke udelukkes. For hvis der er én ting, der er værd at tage med fra dagens domsafsigelse, så er det, at anklagemyndigheden i New York tydeligvis satser på at fange større fisk end Michael Cohen.

Hvem præcis anklagemyndigheden forsøger at få ram på, må tiden vise.

Men et godt bud er, at vedkommendes efternavn starter med T og ender på rump.