Ødelæggelser for milliarder i Frankrig: - Alt er smadret, fortæller butiksejer

Minister kalder de seneste ugers uroligheder for "en katastrofe" for fransk økonomi.

Lukkede butikker og turistattraktioner. Hærværk, ødelæggelser og bilafbrændinger. Og tusindvis af betjente i gaderne.

Omkostningerne løber op i enorme beløb efter de demonstrationer og medfølgende uroligheder, der fire weekender i træk har sat Frankrig på den anden ende.

Senest lørdag, hvor omkring 136.000 demonstranter tog del i protester rundt om i landet. I alt 1723 personer blev anholdt, oplyser det franske indenrigsministerium søndag.

Finansminister Bruno Le Maire siger søndag, at landet må regne med, at protesterne og ødelæggelserne vil ramme den franske økonomi, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Vi må forvente en nedgang i den økonomiske vækst ved afslutningen af året på grund af protesterne fra 'De Gule Veste', siger han under en rundtur i Paris' gader for at bese butikker og restauranter, der blev vandaliseret lørdag.

Ifølge finansministeren er situationen i Frankrig uholdbar for både samfundet og demokratiet.

- Det er en katastrofe for handlen, og det er en katastrofe for vores økonomi, siger Bruno Le Maire ifølge BBC.

Butikker har tabt 7,5 milliarder

Berømte og normalt velbesøgte turistmål som Eiffeltårnet og Louvre-museet, har været lukket i weekenden. 

Begge ligger i hovedstaden Paris, som har været særlig hårdt ramt af demonstranternes vrede. Butiksfacader er blevet ødelagt, biler er sat i brand, og forretninger er blevet plyndret.

- Skaderne var langt større i går (lørdag, red.) end for en uge siden, siger viceborgmester i Paris, Emmanuel Gregoire, til en lokal radiokanal ifølge BBC.

Ødelæggelserne efter lørdagens protester er endnu ikke opgjort, og det er for tidligt at opgøre de samlede udgifter. Men allerede fredag oplyste den franske sammenslutning for detailhandel, FDC, til nyhedsbureauet Reuters, at forhandlerne i Frankrig har tabt omkring én milliard euro - knap 7,5 milliard kroner - siden protesterne begyndte 17. november.

Her ses ødelæggelserne i en bagerforretning ved stationen Saint-Lazare i den franske hovedstad.
Her ses ødelæggelserne i en bagerforretning ved stationen Saint-Lazare i den franske hovedstad. Foto: Eric Feferberg / Ritzau Scanpix

I sidste uge fortalte finansministeren, at restauranthandlen var faldet med mellem 20 og 50 procent.

Butiksejer: Alt er smadret og ødelagt

Hertil kommer, at myndighederne i Paris vurderer, at protesterne har medført ødelæggelser for adskillige millioner.

- Du kan godt forstå 'De Gule Veste'-bevægelsen, men det her er fuldstændig uacceptabelt. Nu har det været flere weekender i træk. Se dig omkring, alt er smadret og ødelagt. Alle butikker måtte lukke og bruge penge på at lukke alting til, og det sker hver uge, siger butiksejeren Gregory Caray til Reuters.

Han vendte søndag tilbage til sine to møbelbutikker i Paris og var lettet over at se, at hans butikker ikke var blevet vandaliseret. Han var sluppet med en omgang graffiti på træpladerne, han havde opsat for at beskytte vinduespartierne.

Macron taler til befolkningen mandag

Bevægelsen 'De Gule Veste' startede som en protest mod en forhøjelse af afgifter på benzin og diesel. Protesterne har dog udvidet sig til en generel utilfredshed med regeringen og en voksende ulighed.

Dagen derpå: Politiet besigtiger en udbrændt bil og butiksfacade i Paris.
Dagen derpå: Politiet besigtiger en udbrændt bil og butiksfacade i Paris. Foto: Eric Feferberg / Ritzau Scanpix

Regeringen lovede lørdag at indlede en dialog med 'De Gule Veste'. Men det er en organisation uden ledere, og bevægelsen rummer folk med meget forskellige opfattelser af, hvad de synes er i vejen med Frankrig. For en del gælder det om at få præsident Emmanuel Macron afsat.

Macron har fået kritik fra flere sider for sin tavshed i kølvandet på de voldsomme demonstrationer. Men mandag klokken 20 vil han komme med en udtalelse om krisen, oplyser præsidentkontoret søndag aften. 

Det er på forhånd ventet, at han som svar på den alvorlige politiske krise vil præsentere konkrete tiltag, der vil træde i kraft med det samme.