Uroligheder breder sig i Europa

Protestbevægelsen 'De Gule Veste' har de seneste uger sat sit præg på Paris og resten af Frankrig. Nu breder demonstrationerne sig.

I den norditalienske by Ventimiglia løber motorvejen ind i Frankrig. Men lørdag eftermiddag er det ikke længere muligt at krydse grænsen. 

Det fortæller den lokale politichef til nyhedsbureauet AP.

Ifølge ham er det demonstranter iført gule veste, som det er set i Frankrig de seneste uger, der blokerer grænseovergangen og trækker kilometerlange køer på motorvejen.

Men det er ikke det eneste sted, protestbevægelsen 'De Gule Veste' har bredt sig ud over de franske grænser. 

I flere andre lande lader demonstranter sig inspirere af den franske bevægelse, der er utilfredse med præsident Emmanuel Macron og flere planlagte afgifter på blandt andet diesel og benzin, som præsidenten dog nu har valgt at udsætte.

Kræver premierministerens afgang

Lørdag er der på ny protester i Paris, og mindst 500 demonstranter er blevet anholdt. Men der også protester og masser af demonstranter i gule veste på gaden i både Belgien, Holland og Ungarn. 

I den belgiske hovedstad Bruxelles har demonstranterne blandt andet ødelagt gadeskilte og trafiklys, og de kaster sten mod politiet, der nægter dem adgang til premierminister Charles Michels kontor.

Demonstranterne råber blandt andet, at de kræver at ministeren trækker sig, skriver AP. 

Politiet i Bruxelles svarer igen med med tåregas og vandkanoner. De har mobiliseret hundredvis af betjente, efter demonstranter fra 'De Gule Veste' i landet har været involveret i sammenstød med politiet og sat ild til to politibiler i sidste uge.

Lørdag aften er 400 demonstranter anholdt.

Utilfredse med politikerne

I Rotterdam i Holland var protestbevægelsen også på gaden lørdag. Et par hundrede demonstranter gik gennem byen i de synlige veste. Her er demonstrationerne foregået fredeligt med sang og uddeling af blomster.

En af dem, der var med, er 67-årige Ieneke Lambermont. 

- Vores børn arbejder hårdt, men de skal betale skat alle mulige steder. Man kan ikke betale for boliger mere. Det går ikke godt i Holland, siger hun.

Demonstranter i Amsterdam iført gule veste.
Demonstranter i Amsterdam iført gule veste. Foto: Niels Wenstedt / Ritzau Scanpix

- Det sikkerhedsnetværk af velfærd, der var, da vi voksede, er væk.

- Regeringen sidder ikke på sine poster for folkets skyld. De er der for at beskytte deres egne interesser.

Også i Amsterdam og Haag har der været demonstrationer. Mindst to er anholdt. 

Der var desuden adskillige demonstranter med gule veste blandt de flere tusinde arbejdere, der lørdag var på gaden i den ungarske hovedstad Budapest. Her demonstrerede man mod nye arbejdsmarkedsregler foreslået af premierminister Viktor Orban, som kritikere har omtalt som en "slaveri-lov", skriver nyhedsbureauet AFP.

De gule veste er også nået til Budapest i Ungarn.
De gule veste er også nået til Budapest i Ungarn. Foto: Bernadett Szabo / Ritzau Scanpix

Startede med nye afgifter

De voldsomme protester i Frankrig, der nu breder sig, startede som en reaktion på indførelsen af en ny afgift på blandt andet benzin og diesel. 

Efter flere ugers uroligheder valgte Macrons regering tidligere på ugen at udsætte afgiftsforhøjelserne for at imødekomme nogle af demonstranternes krav. Men det synes ikke at have haft nogen effekt på demonstranternes vilje til at aktionere.

Flere demonstranter bruger kasteskyts mod politiet.
Flere demonstranter bruger kasteskyts mod politiet. Foto: Ian Langsdon / Ritzau Scanpix

Ifølge TV 2s journalist Frederikke Ingemann, der opholder sig i Paris, ønsker 'De Gule Veste' et opgør med den politiske klasse og de økonomiske reformer, som præsident Emmanuel Macron har indført. De demonstrerer blandt andet mod stigende leveomkostninger og større økonomisk ulighed.

- Det er et opråb om, at det går skævt i Frankrig. Social ulighed har nået historiske højder, mener de, siger Frederikke Ingemann.

Men, tilføjer hun, utilfredsheden stikker dybere end bare det halvandet år, Macron har været præsident i Frankrig.

- Macron får på puklen for det, men i virkeligheden er de her 'Gule Veste' et udtryk for en bouillonterning af akkumuleret vrede over den udvikling, Frankrig har taget i de sidste år - ja, endda i de sidste årtier, siger Frederikke Ingemann til TV 2 NEWS.

Det har ført til sammenstød flere steder i den franske hovedstad mellem demonstranter og urobetjentene.
Det har ført til sammenstød flere steder i den franske hovedstad mellem demonstranter og urobetjentene. Foto: Alain Jocard / Ritzau Scanpix

Vil undgå gentagelse

Det meste af det centrale Paris er lørdag lukket ned på grund af urolighederne.

Der befinder sig 8000 politifolk ude i byens gader, og de ruster sig, efter at det i sidste weekend kom til voldsomme sammenstød i Paris med barrikader og biler i brand. Det var de værste uroligheder i byen siden 1960'erne.

Hverken i Belgien eller Holland har der været forslag om en stigning i afgifter på blandt andet brændstof, som var katalysatoren for bevægelsen i Frankrig.

I stedet er 'De Gule Veste'-bevægelsen i de to lande tilsyneladende utilfreds med en voksende afstand mellem politikere og vælgere.