Analyse: Betyder det overhovedet noget, hvis Trump er en forbryder?

16x9
Donald Trump er nu impliceret i at have begået lovovertrædelser sammen med Cohen. Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

I nutidens USA kan man sandsynligvis godt have brudt loven og fortsætte som præsident.

Lad os starte med den vigtigste erkendelse fra de amerikanske anklagemyndigheders seneste retsdokumenter: USA's præsident er nu officielt impliceret i at have begået lovovertrædelser sammen med sin mangeårige personlige advokat.

Mere præcis impliceres 'individual 1', som Donald Trump refereres til i dokumenterne, af anklagemyndigheden i New York i at have overtrådt valgkampagneloven. Anklagerne i New York har åbenbart beviser for, at Trump ”koordinerede og ansporede” sin personlige advokat Michael Cohen til at udbetale tystys-penge under præsidentvalgkampen til pornoskuespilleren Stormy Daniels og den tidligere Playboy-model Karen McDougal for at få dem til at tie om angivelige affærer med præsidentkandidaten.

Under normale omstændigheder ville en amerikansk præsident skulle kæmpe for sit politiske liv, hvis han af amerikanske anklagemyndigheder blev impliceret i gentagne gange at have brudt loven.

Men vi er som bekendt vidne til en usædvanlig periode i amerikansk historie, hvor vi næppe skal forvente de store politiske eller juridiske konsekvenser for Trump i kølvandet på eventuelle lovovertrædelser. Det mest sandsynlige scenarie er, at det bliver vælgerne, der kommer til at skulle agere dommer over præsidentens formodede forbrydelser ved det næste præsidentvalg i 2020.

Potentielle problemer for præsidenten

Der er til gengæld tre andre detaljer i retsdokumenterne, der på længere sigt kan vise sig at være mere problematiske for præsidenten end overtrædelserne af valgkampagneloven.

For det første at den særlige anklager Robert Mueller konstaterede, at Cohen havde bidraget med viden om "visse diskrete Rusland-relaterede spørgsmål, der går helt ind til kernen af undersøgelsen”. Hvad Cohen præcis har svaret på, og hvad den særlige anklager har kunnet bruge svarene til, bliver vi nok snart klogere på.

Vi fandt også ud af, at Cohen allerede i slutningen af 2015 - altså godt et halvt år, efter Trump officielt havde stillet op til præsidentvalget - var blevet kontaktet af en russer, der tilbød ”politisk synergi” mellem Trumps præsidentkampagne og den russiske regering. En opfordring, som Cohen ifølge anklageskriftet ikke reagerede på, da han allerede arbejdede sammen med andre russere, der havde forbindelser til Vladimir Putins regering i forsøget på at etablere et for Trump lukrativt byggeprojekt i Moskva.

Den sidste sætning er værd at tygge på: Trumps personlige advokat arbejdede på at opnå Putins accept til et for Trump lukrativt byggeprojekt i Moskva, samtidig med at hans chef stillede op som præsidentkandidat og talte om behovet for bedre relationer til Rusland.

Det er vist definitionen på det, man kalder en potentiel interessekonflikt.

Sidst, men ikke mindst gjorde anklagemyndigheden meget ud af at fremhæve, at Cohen gentagne gange havde artikuleret ”bevidste og forsættelige” falske udsagn. For eksempel i skriftlige udtalelser overfor Kongressen, der havde til formål at ”minimere forbindelserne” mellem Donald Trump og byggeprojektet Trump Tower i Rusland.

Den særlige anklager gjorde det ydermere klart, at disse falske vidneudsagn højst sandsynligvis blev koordineret og afstemt med folk i Det Hvide Hus. Cohen har altså impliceret andre i Det Hvide Hus i sine løgne overfor Kongressen, hvilket selvfølgelig rejser spørgsmålet, hvorvidt præsident Trump var orienteret om denne koordination og var velvidende om, at hans personlige advokat gentagne gange bevidst talte usandt.

- It's not the crime, it's the cover-up

Det er især den sidste detalje om koordinationen af usandhederne, der kan få politiske konsekvenser for Trump. Ultimativt i form af en rigsretssag, om end denne nok primært ville være af symbolsk karakter.

Grundlæggende kan man konstatere, at eventuelle problemer for præsidenten nok snarere vil være af politisk end juridisk natur. For selv hvis præsidenten har brudt valgkampagneloven, er det mere sandsynligt, at den særlige anklager vil anbefale i sin rapport, at der indledes en rigsretssag mod præsidenten, end at præsidenten bliver stillet foran - og dømt - af en domstol.

Her det værd at huske det gamle ordsprog fra en Nixon-rådgiver under Watergateskandalen:

- It's not the crime, it's the cover-up.

Med andre ord: Det er ikke forbrydelsen, der for alvor får dig i problemer, det er forsøget på at feje det ind under gulvtæppet.

Hvis man ser tilbage på de seneste to tilfælde, hvor amerikanske præsidenter kæmpede med rigsretssager, har både Richard Nixon og Bill Clinton det tilfælles, at deres politiske problemer i høj grad udsprang af, at præsidenterne forsøgte at ”forhindre rettens gang” ved at påvirke vidner til at tale usandt eller få dem til at holde igen med deres viden.

Det samme kan gøre sig gældende for Donald Trump, hvis præsidenten har koordineret falske vidneudsagn med sin personlige advokat.

En rigsretssag er symbolpolitik

Det amerikanske justitsministerium har tidligere slået fast, at man ikke kan rejse tiltale mod en siddende præsident. Denne praksis er aldrig blevet efterprøvet ved en domstol, men den særlige anklager har gentagne gange indikeret, at han har tænkt sig at følge proceduren.

Derfor er rigsretssagen det mest sandsynlige af de to usandsynlige scenarier. Her vil der primært være tale om en symbolpolitisk handling i så fald.

Republikanerne har flertal i Senatet, hvilket vil kræve, at mindst 20 af Trumps partifæller stemmer for at afsætte deres egen præsident, såfremt et simpelt flertal i Repræsentanternes Hus - som Demokraterne kommer til at sidde på i det nye år - overhovedet voterer for at indlede en rigsretssag mod præsidenten.

I nutidens hyper-polariserede USA er det svært at se et scenarie for sig, hvor et stort antal af præsidentens partifæller kommer til at hjælpe Demokraterne med at afsætte Trump - næsten uanset hvad den særlige anklager kommer til at afdække i sin undersøgelse.

At selvsamme Republikanere nok for længst havde indledt en rigsretssag, hvis en hypotetisk præsident Hillary Clinton var blevet impliceret i det, præsident Trump og hans nærmeste bliver beskyldt for af anklagemyndighederne, understreger bare Jens Otto Krags gamle udsagn om, ”at man har et standpunkt, til man tager et nyt.”

Derfor er den mest nærliggende konklusion i kølvandet på de seneste anklageskrifter, at man i nutidens USA godt kan være præsident og impliceret i lovovertrædelser, uden at man skal frygte for sit politiske liv.

Hvor vildt det end lyder.