135 såret og næsten 1000 anholdt under uroligheder i Frankrig

Myndighederne vurderer, at omkring 125.000 demonstranter har været på gaden.

For fjerde weekend i træk har Frankrig været ramt af omfattende og voldelige demonstrationer ført an af bevægelsen 'De Gule Veste'.

Kort efter klokken 19.30 fortæller indenrigsminister Christophe Castaner, at myndighederne er ved at have situationen under kontrol, men han kalder dagens uroligheder for "fuldstændig uacceptable", skriver nyhedsbureauet AP.

Status først på aftenen er, at 135 personer er kommet til skade under demonstrationerne, herunder 17 politibetjente.

Derudover er tæt på 1000 demonstranter anholdt og i politiets varetægt.

Indenrigsministeren anslår, at der lørdag har været omkring 125.000 demonstranter i gaderne på landsplan, heraf omkring 10.000 i hovedstaden Paris.

Her smadrede demonstranter butiksvinduer og antændte ild flere steder, og det er dagen igennem blevet til adskillige sammenstød mellem demonstranter og politiet, der har benyttet tåregas for at opløse de voldelige protester.

- Vi var nede på knæ, og de skød tåregas efter os. Jeg siger jer, tingene kommer til at eksplodere i aften, fortæller en af demonstranterne, 21-årige Yanis Areg, til nyhedsbureauet Reuters.

Paris lukkede ned af sikkerhedshensyn

Bevægelsen med 'De Gule Veste' begyndte som en protest mod højere afgifter på fossile brændstoffer, men har over de seneste uger udviklet sig til at være et opgør med en bredere utilfredshed med præsident Emmanuel Macron og dennes regering.

Fransk politi har ved lørdagens indsats benyttet pansrede køretøjer og tåregas i kampen mod de mest voldelige demonstranter.
Fransk politi har ved lørdagens indsats benyttet pansrede køretøjer og tåregas i kampen mod de mest voldelige demonstranter. Foto: Stephane Mahe / Ritzau Scanpix

Iklædt de gule refleksveste har bevægelsen ført an i protesterne i de franske gader, og demonstrationerne er de seneste uger taget til i omfang.

Myndighederne var derfor forberedt på nye uroligheder lørdag og havde udstationeret tusindvis af betjente til at håndtere opgaven. Politiet har desuden indsat armerede køretøjer, der kan bruges til at bryde gennem demonstranternes barrikader og affyre tåregas granater. 

Demonstranterne iklædt deres gule veste har bygget blokader og sat ild i gaderne flere steder i Paris.
Demonstranterne iklædt deres gule veste har bygget blokader og sat ild i gaderne flere steder i Paris. Foto: Christian Hartmann / Ritzau Scanpix

Museer, butikker og restauranter holder lukket weekenden over, og selv byens varetegn, Eiffeltårnet, er lukket.

Frygten for nye optøjer satte også sit præg på det verserende EM i kvindehåndbold, der i øjeblikket afholdes i Frankrig. Det europæiske håndboldforbund, EHF, blev bedt om at flytte lørdagens kampe til om søndagen på grund af frygt for sikkerheden til kampene.

Demonstrationer spreder sig til nabolande

Lørdagen har også bud på omfattende demonstrationer uden for Frankrigs grænser. Både i Holland og Belgien var demonstranter i gule veste på gaden.

I den belgiske hovedstad Bruxelles er 400 personer anholdt, og politiet har her benyttet tåregas og vandkanoner mod demonstranterne.

Demonstrationer i gule veste har bredt sig til Belgien, Holland og Ungarn. Video: Thomas Lee Christensen

I Rotterdam i Holland foregik protesterne fredeligt med sang og uddeling af blomster. Også i Amsterdam og Haag har der været demonstrationer, og mindst to er anholdt. 

Der var desuden adskillige demonstranter med gule veste blandt de flere tusinde arbejdere, der lørdag var på gaden i den ungarske hovedstad Budapest. Her demonstrerede man mod nye arbejdsmarkedsregler foreslået af premierminister Viktor Orban, som kritikere har omtalt som en "slaveri-lov", skriver nyhedsbureauet AFP.