Merkel sagde farvel og fik ti minutter langt bifald

En epoke er slut. Den tyske kansler Angela Merkel går fredag af efter knap 20 år som formand for Tysklands største parti, CDU.

I 9 minutter og 24 sekunder klappede og piftede de af deres Mutti.

Og det var en rørt Angela Merkel, der fra talerstolen ved partikongressen i Hamborg, sagde farvel og tak som formand for CDU i 18 år.

- Det har været en stor fornøjelse. Det har været en ære, sagde hun.

Det var hendes allersidste ord som formand, og de satte gang i stående klapsalver, der blev ved og ved, og en viften med skilte, der sagde "tak chef".

Med blanke øjne og et ydmygt smil modtog Merkel partiets tak. Og hun blev kaldt frem flere gange. Sidste gang for at standse de uendelige klapsalver.

- Der er stadig meget, vi skal nå, sagde hun med et forlegent smil. 

En epoke er ovre

Og der er meget, CDU skal nå.

Da Merkel åbnede Tysklands grænser i sensommeren 2015 for over en million flygtninge og migranter, åbnede hun samtidig døren for højrepartiet Alternative für Deutschland, der samlede de vælgere op, som i protest vendte CDU ryggen.

Det endte i 2017 med at koste partiet det værste valg i knap 70 år, og selv om partiet stadig scorer hver tredje stemme i meningsmålinger, har de seneste år med Merkel ved roret efterladt ridser i lakken.

- Der skal etableres et parti med den samme styrke, som det Merkel overtog fra Helmut Kohl, siger TV 2s internationale korrespondent Ulla Terkelsen.

Men opgaven er ikke Merkels mere. 

Fra og med i dag er Merkels dage som formand for CDU ovre. 

Den beslutning blev taget i efteråret. Efter sviende nederlag ved flere afgørende delstatsvalg Bayern og Hessen bekendtgjorde Merkel, at hun havde valgt at forlade posten som formand.

Angela Merkel er dog fortsat kansler og har lovet at sidde, til hendes tid som kansler formelt udløber i 2021. Men hvor lang tid hun ender med at beholde den post, er der dog ingen, der ved. 

Det kan valget af ny formand have stor betydning for.

Kamp om formandsposten

Den kamp er allerede i fuld gang, og senere fredag afgør de 1001 delegerede, hvem der tager over.

I toppen af den kamp er to spidskandidater, der slås om, hvorvidt man skal omfavne den garvede kanslers arv eller bryde med den.

Den ene CDU's partisekretær Annegret Kramp-Karrenbauer, der også er kendt som AKK eller mini-Merkel. Den anden er advokat Friedrich Merz, der forlod tysk politik i 2009 og meldte sig på banen igen, dagen efter Merkels udmelding.

En tredje topkandidat er sundhedsminister Jens Spahn, der i skarpe vendinger har kritiseret Merkel for, at hun i efteråret 2015 åbnede Tysklands grænser for over en million. 

Den seneste måling lavet for tv-stationen ARD giver Kramp-Karrenbauer 45 procent af stemmerne og Merz 30 procent, mens Spahn halter bagefter med 10 procent af stemmerne. Det skriver Deutsche Welle.