Magtskifte i Tyskland: 'Mini-Merkel' overtager formandsposten for CDU

Annegret Kramp-Karrenbauer overtager formandsposten fra Angela Merkel, der fredag gik af efter 18 år i spidsen for regeringspartiet CDU.

Det tyske regeringsparti CDU har fredag valgt ny formand.

Det blev den 56-årige Annegret Kramp-Karrenbauer, der overtager magten som formand for Tysklands største parti efter kansler Angela Merkel.

- Jeg modtager valget og takker for tilliden, sagde hun kort efter afgørelsen.

Merkel takkede fredag af efter 18 år som formand og blev takket med en knap ti minutter lang klapsalve og viften med skilte, der sagde "tak chef".

Anses for ny udgave af Merkel

De delegerede på CDU's partikongres i Hamborg skulle ud i to valgrunder, før valget faldt på Kramp-Karrenbauer.

Det er det første kampvalg i knap 50 år, og det vandt hun med 517 stemmer over Friedrich Merz, som fik 482 stemmer.

Sundhedsminister Jens Spahn blev slået ud i første runde.

- Hun er en ferm indenrigspolitikker, og det var hende, Merkel gerne ville have, siger TV 2s internationale korrespondent Ulla Terkelsen.

Kramp-Karrenbauer, der også er kendt som 'AKK', er blevet beskrevet som "en jernnæve i en fløjlshandske". 

Hun bliver betragtet som moderat, når det gælder økonomisk politik og socialpolitik. Men iagttagere siger, at hun som katolik er konservativ på områder som ægteskab for homoseksuelle.

Annegret Kramp-Karrenbauer har været under Merkels vinger som partisekretær med ansvar for partiets strategi siden februar og kaldes derfor ofte for 'Mini-Merkel'.

Merkel er fortsat kansler

Angela Merkel valgte efter sviende nederlag ved flere afgørende delstatsvalg i Bayern og Hessen i efteråret at forlade posten som formand.

Merkel kom allerede i problemer, da hun i efteråret 2015 valgte at åbne Tysklands grænser for over en million flygtninge.

Dermed åbnede hun samtidig døren for højrepartiet Alternative für Deutschland, der samlede de vælgere op, som i protest vendte CDU ryggen. Det betød, at CDU i 2017 oplevede det værste valg i knap 70 år.

Annegret Kramp-Karrenbauer har generelt støttet Merkels flygtningepolitik, men har siden sagt, at der blev begået alvorlige fejl.

Men hele Tysklands Mutti, som stod i spidsen for CDU i 18 år, er dog stadig kansler.

Den post beholder hun gerne, og med Kramp-Karrenbauer som arvtager vil den 64-årige Merkel få lettere ved at fortsætte som kansler helt frem til 2021, hvor det formelt er slut.

Nu er det sandsynligt, at Annegret Kramp-Karrenbauer bliver hendes afløser som kansler.