Podcast-serie bag mulig opklaring: 70-årig mand anholdt i drabssag

16x9
Chris Dawson bliver eskorteret fra flyet fra Queensland ved ankomsten til Sydney af to kriminalbetjente. Foto: Dean Lewins / Ritzau Scanpix

I 1982 forsvandt den 33-årige Lynette Dawson fra sit hjem i Sydney. Nu er hendes mand, Chris Dawson, blevet anholdt i sagen.

En podcast-serie har ført til en markant udvikling i en australsk drabssag, skriver BBC. Den 70-årige Chris Dawson er blevet sigtet for drab på sin kone, Lynette Dawson.

Hun forsvandt fra parrets hjem i Sydney, da hun var 33 år gammel.

- Det er en helt overvældende, befriende følelse, har Lynette Dawsons familie ifølge BBC sagt til lokale medier.

Chris Dawson nægter sig ifølge CNN skyldig i sigtelserne mod ham.

Lig aldrig fundet

Politiet har aldrig fundet Lynette Dawsons lig efter hendes forsvinden i 1982, og på trods af to politiefterforskninger i årenes løb forblev sagen uopklaret. I september i år lavede politiet uden held en gennemgribende undersøgelse af parrets tidligere hjem i forstaden Bayview.

- Ideelt set ville vi gerne have fundet Lynette Dawsons lig. Ikke kun af hensyn til beviserne i sagen, men også for familiens skyld. Og vi opgiver i hvert fald ikke eftersøgningen, siger Mick Fuller, politikommissær i New South Wales-politiet ifølge CNN.

Den ene politiefterforskning slog fast, at Lynette Dawson blev myrdet af en person, hun kendte. I 2003 afslørede en ny efterforskning af sagen, at Chris Dawson, tidligere gymnasielærer og rugbyspiller, havde haft flere teenageelskerinder, mens han var gift.

Podcast afslørede huller i politiets efterforskning

I maj begyndte mediet The Australian en podcast-serie om sagen, 'The Teacher's Pet' ('Lærerens Kæledægge', red.).

Blandt andet afslørede podcasten huller i politiets efterforskning og en uvillighed hos anklagemyndigheden til at retsforfølge Chris Dawson, selvom to retsmedicinske undersøgelser kom frem til, at Lynette Dawson efter al sandsynlighed var død, og at hendes mand var morderen. Podcasten afslørede Chris Dawsons dobbeltliv med flere elskerinder, blandt dem en bare 16-årig pige.

Podcasten er blevet downloadet mere end 12 millioner gange.

Onsdag kunne politiet i New South Wales offentliggøre, at der var sket anholdelse i sagen. Ifølge politiet er det nye beviser og vidneudsagn, der har ført til anholdelsen af Chris Dawson, selvom politiet tidligere har sagt, der ikke var beviser nok til en sag mod ham.

Chris Dawson ankommer til en politistation i Sydney efter at være blevet udleveret fra Queensland.
Chris Dawson ankommer til en politistation i Sydney efter at være blevet udleveret fra Queensland. Foto: Dan Himbrechts / Ritzau Scanpix

Chris Dawson, der bor i staten Queensland, blev under stor mediebevågenhed fløjet til Sydney og anholdt af politiet.

Politiet har ikke villet afsløre, hvilke nye beviser der er i sagen mod ham. Men ifølge australske medier er der blandt andet tale om nye vidneudsagn fra en eller flere af Dawsons elskerinder.

Downloadet mere end 250 millioner gange

Det er langt fra første gang, at en podcast skaber så stor opmærksomhed i en drabssag, at den er blevet genoptaget. Det samme skete ved den amerikanske podcast 'Serial', der er den største podcast-succes nogensinde. Den er indtil nu downloadet mere end 250 millioner gange ifølge BBC.

I 2014 startede den undersøgende amerikanske journalist Sarah Koenig podcasten.

Første sæson handlede om en drabssag fra 1999, hvor den 18-årige Hae-min Lee blev kvalt og dræbt. Hun var koreansk-amerikansk studerende på Woodlawn High School i Baltimore, og hendes i dag 38-årige ekskæreste Adnan Syed blev dømt for drabet.

Han afsoner fængsel på livstid plus 30 års fængsel, men podcasten har betydet, at Højesteret i staten Maryland skal tage stilling til, om sagen skal gå om.