Nu bliver det gratis at køre med tog og bus i Luxembourg

16x9
Indbyggere og besøgende i Luxembourg kan se frem til at køre i offentlige transportmidler uden at tage tegnebogen op af lommen. Foto: John Thys / Scanpix Denmark

Trafikanter i hovedstaden Luxembourg brugte i gennemsnit 33 timer på at sidde fast i trafikpropper i 2016.

Storhertugdømmet Luxembourg vil være det første land i verden, der gør al offentlig transport gratis. Det skriver The Guardian.

Til sommer bliver det dermed gratis at køre i tog, sporvogn og bus som et led i den nyvalgte regerings grønne politik, der har været et gennemgående tema under valgkampen.

Xavier Bettel er blevet genvalgt som Luxembourgs premierminister, og udover løftet om gratis offentlig transport vil regeringen overveje at legalisere cannabis og indføre yderligere to helligdage.

400.000 pendler ind til byen

Hovedstaden Luxembourg er en af de byer i verden, der har den største trafikale overbelastning. Der bor omkring 110.000 mennesker i byen, men yderligere 400.000 pendler dagligt ind til byen for at arbejde. En undersøgelse viste i fjor, at trafikanter i byen i gennemsnit brugte 33 timer på at sidde fast i trafikpropper i 2016.

Luxembourg har de senere år indført flere tiltag for at løse problemerne på transportområdet. I sommer indførte regeringen gratis offentlig transport for alle personer under 20 år. Desuden er billetpriserne for pendlere sænket markant for at flytte folk fra biler og over i den offentlige transport.

Regeringen har endnu ikke lavet en færdig plan for at afskaffe billetpriserne i de offentlige transportmidler. Et af problemerne er, hvad man fremover skal gøre med de passagerer, der ønsker at køre på 1. klasse.

Cannabis skaber debat

Xavier Bettel kom kun med i den nyvalgte regering på det yderste mandat. Meningsmålingerne havde spået, at partiet Christian Social People (CSV), der i 19 år har haft formanden for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker i spidsen, ville løbe med sejren og gøre en ende på Bettels tid som premierminister.

Da stemmesedlerne var talt op, stod det imidlertid klart, at CSV havde tabt pladser i parlamentet, mens De Grønne, der er en del af regeringskoalitionen, havde vundet tre pladser.

Det udspil fra den nye regering, der har skabt mest debat i befolkningen i Luxembourg, er dog ikke gratis transport, men udsigten til en legalisering af cannabis.