Millioner af huse i Japan står tomme - bliver foræret væk

16x9
I Japan er der flere huse, end der er husstande. Det har medført, at huse især på landet står tomme. Foto: Kim Kyung-hoon / Ritzau Scanpix

Otte millioner huse står tomme i Japan, og tallet ventes at stige til 20 millioner i 2033. Tiltag skal få folk til at flytte ind i de tomme huse.

Går du med drømme om at være husejer, eller står du og mangler tag over hovedet?

Og kan du samtidig lide frisk sushi og er villig til at rejse langt væk?

Så er Japan den oplagte destination, for den japanske regering har slet og ret valgt at forære en lang række huse væk.

Det skriver CNN.

Otte millioner tomme huse

I Japan står man over for en usædvanlig udfordring på ejendomsmarkedet.

Der er ganske enkelt langt flere boliger, end der er mennesker til at bebo dem.

I 2013 var der registreret i alt 61 millioner huse, og med 'bare' 52 millioner husstande står der ifølge myndighederne mere end otte millioner huse tomme - primært i landdistrikterne væk fra de store millionbyer.

Og situationen med de mange tomme huse ser kun ud til at blive værre i fremtiden.

For befolkningstallet i Japan forventes at falde drastisk i de kommende år fra de nuværende 127 millioner mennesker til omkring 88 millioner i 2065, ifølge landets nationale institut for befolkningsfremskrivning.

Japans aldrende befolkning er delvist forklaringen på det store antal forladte huse på landet.

Der er få unge japanere til at købe husene, og da de samtidig vælger at forlade landdistrikterne og flytte ind til storbyerne, har det betydet, at der i Japan er mere end otte millioner huse, der står forladte tilbage.

De går under navnet "akiya", som betyder "tom" på japansk.

Endelig gør den japanske overtro det svært at sælge de gamle boliger. For er der først sket et dødsfald i en ejendom, menes den at bringe uheld.

Vil undgå spøgelsesbyer

I Japan kan man på landet tale om reelle spøgelsesbyer, og forudsigelserne fra de japanske myndigheder går på, at der i 2040 vil være tæt på 900 byer, der vil være totalt tømt for mennesker.

Yderligere forudser det japanske forskningsinstitut Fujitsu, at der i 2033 vil være mere end 20 millioner tomme huse, hvilket svarer til, at en tredjedel af alle hjem i Japan vil stå tomme.

For at undgå den totale landsbydød har den japanske regering valgt at tackle problemet ved at forære husene væk.

Økonomisk støtte

En lang række forladte ejendomme bliver via en onlineportal kaldet "akiya-bank", der matcher potentielle huskøbere med de tomme ejendomme, kvit og frit givet væk eller solgt til minimale beløb.

Ud over de gratis boliger bliver de japanere, der vælger at flytte ind i de forladte huse på landet, endda tilbudt økonomisk støtte til renovering af deres nye ejendom.

I byen Okutama, der ligger et par timers kørsel vest fra hovedstaden, Tokyo, bliver tilflyttere for eksempel tilbudt i omegnen af 60.000 kroner per 100 kvadratmeter til renovering af de typisk faldefærdige huse, skriver CNN.

En af dem er Naoko Ida, der for fire år fik tilbudt et gratis hus i byen og derfor flyttede på landet med sin mand og tre børn.

- Vi var nødt til at få foretaget en masse reparationer på vores nye hjem, men vi har altid ønsket at bo på landet og have en stor have, siger Naoko Ida til mediet.

Nye boliger trækker

Men trods de mange tiltag fra regeringens side for at få japanerne til at bosætte sig på landet i de tomme huse er det ikke let at få vendt tendensen og få befolket de forladte byer.

For omkring 85 procent af japanerne foretrækker nemlig at bosætte sig i nye boliger.

Et par, der imidlertid har valgt at gå imod strømmen, er det filippinsk-japansk par Rosalie og Toshiuki Imabayash, der i 2019 flytter til Okutama med deres seks børn.

- Det blev for trangt for os i Tokyo, og vi kan godt lide, at Okutama er omgivet af naturen, siger Rosalie Imabayash til CNN.

"Akiya-ordningen" begrænser sig ikke kun til japanske borgere, så udenlandske statsborgere med hang til "Den opgående sols land" kan frit ansøge om at overtage et af de mange ledige huse.