Stort jordskælv øst for Australien udløser tsunamivarsel

16x9
Kysten øst for øen Ny Caledonien var onsdag ramt af jordskælv. Foto: Theo Rouby / Ritzau Scanpix

Tsunamicenter på Hawaii advarer om risiko for farlige bølger i op til 1000 kilometers afstand fra jordskælv.

Et kraftigt jordskælv ud for øen Ny Caledonien, der ligger øst for Australien, skaber risiko for farlige tsunami-bølger i området.

Sådan lyder det fra det amerikanske Pacific Tsunami Warning Center (PTWC) på Hawaii, der er en del af det internationale varslingssystem for tsunamier.

- Farlige tsunami-bølger fra dette jordskælv er mulige inden for 1000 kilometer af epicentret langs Vanuatus og Ny Caledoniens kyster, meddeler PTWC.

New Zealand har udsendt en tilsvarende advarsel.

Advarslen kommer, kort tid efter et jordskælv med en beregnet styrke på 7,5 onsdag ramte ud for Ny Caledoniens østvendte kyster.

Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS) registrerede i første omgang skælvet til en beregnet styrke på 7,6.

På lav dybde

Det undersøiske skælv skete på en forholdsvis lav dybde af ti kilometer i cirka 168 kilometers afstand fra land.

Der er foreløbig ingen meldinger om ødelæggelser som følge af jordskælvet.

Jordskælv anses generelt som potentielt mere ødelæggende, jo tættere de er på jord- eller havoverfladen.

Ny Caledonien er en fransk koloni, som omfatter flere øer i den sydvestlige del af Stillehavet.

Øerne ligger i Stillehavets såkaldte "ring af ild", der er et seismisk område, hvor adskillige tektoniske plader støder sammen.