Ukraine lukker grænsen for russiske mænd - vil forhindre ”private" hære

16x9
Bevæbnet russisk soldat ved den ukrainske grænse på Krim-halvøen i 2014. Foto: Baz Ratner / Scanpix Denmark

Samtidig har Donald Trump aflyst at mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin, under G20-topmødet i Buenos Aires.

Ukraine tager nu endnu et skridt i den ulmende konflikt med Rusland.

Der er ikke adgang for Ruslands borgere i alderen 16 til 60 år af hankøn

Petro Tsygykal

Landets myndigheder har med øjeblikkelig virkning lukket grænsen for russiske mænd i alderen fra 16 til 60 år, fortæller chefen for de ukrainske grænsevagter, Petro Tsygykal, til flere medier. 

- Adgangen for udlændinge er begrænset, primært for borgere fra Rusland. Der er ikke adgang for Ruslands borgere i alderen 16 til 60 år af hankøn, sagde Petro Tsygykal ifølge Reuters fredag under et møde, der blev vist på tv.

Ukraines indenrigsminister, Arsen Avakov, har lagt denne video på Twitter. Ifølge ham dokumenterer videoen, at et fartøj fra den russiske kystvagt tidligere på dagen søndag påsejlede slæbebåden Jany Kapu. Video: Kasper Søgaard Alstrup

På Twitter skriver landets præsident, Petro Porosjenko, at restriktionerne ved grænsen er blevet indført for at forhindre, at russere danner ”private" hære i landet, der "i virkeligheden er repræsentanter for de russiske væbnede styrker". 

Sky News skriver også, at præsidenten siger, han har beviser på, at russiske tanks samles ved grænsen til Ukraine.

Tre skibe i stræde skabte konflikt

Tidligere på ugen indførte landet krigretstilstand, også kendt som militær undtagelsestilstand, i 30 dage.  

Det skete, efter konflikten mellem Rusland og Ukraine blussede op på ny.

Kontroversen bunder i et sammenstød søndag, hvor tre ukrainske skibe blev beskudt af Rusland, da de forsøgte at passere Kertjstrædet ved halvøen Krim, som blev annekteret af Rusland i 2014.

Rusland blokerede søndag Kertjstrædet, efter det havde tilbageholdt tre ukrainske fartøjer.
Rusland blokerede søndag Kertjstrædet, efter det havde tilbageholdt tre ukrainske fartøjer. Foto: Pavel Rebrov / Ritzau Scanpix
Billedet her er fra en video, der angiveligt viser, at et russisk skib påsejler et af de tre ukrainske fartøjer.
Billedet her er fra en video, der angiveligt viser, at et russisk skib påsejler et af de tre ukrainske fartøjer. Foto: Russia's Federal Security Service / Ritzau Scanpix

Skibene blev efterfølgende beslaglagt af Rusland, der nu tilbageholder 24 besætningsmedlemmer samt fartøjerne.

Forholdet mellem Ukraine og Rusland blev markant forværret, efter Rusland i 2014 annekterede Krim-halvøen.

Rusland har desuden tidligere støttet pro-russiske separatistoprørere i det østlige Ukraine, hvor kampe siden 2014 har kostet mindst 10.000 mennesker livet.

Som modsvar på Ukraines krigretstilstand har Rusland bebudet, at man vil opsætte nye missilsystemer på Krim-halvøen. 

Vladimir Putin afviste desuden onsdag at afholde et telefonmøde med den ukrainske præsident, Petro Porosjenko.

Begrundelsen fra Kreml lød, at man mener, at Ukraine har iscenesat konfrontationen, som skal hjælpe Petro Porosjenko til at blive genvalgt som præsident. 

Trump aflyser møde

Krisen har fået den amerikanske præsident, Donald Trump, til at aflyse et planlagt møde med den russiske præsident, Vladimir Putin.

Donald Trump vil først mødes, når situationen er blevet deeskaleret.

- Baseret på den kendsgerning, at de ukrainske skibe og sejlere ikke er blevet returneret fra Rusland, har jeg besluttet, at det vil være bedst for alle parter at aflyse mit planlagte møde i Argentina med præsident Vladimir Putin, skriver præsidenten, skriver USA's præsident på det sociale medie Twitter.

Vladimir Putin og Donald Trump skal efter alt at dømme alligevel ikke mødes under G20-topmødet i Buenos Aires.
Vladimir Putin og Donald Trump skal efter alt at dømme alligevel ikke mødes under G20-topmødet i Buenos Aires. Foto: Scanpix

Præsidenten uddyber beslutningen med, at det ikke ville være passende at mødes, så længe Rusland tilbageholder de 24 besætningsmedlemmer fra de ukrainske fartøjer.

En domstol på Krim-halvøen har bestemt, at gruppen af besætningsmedlemmer vil blive tilbageholdt i to måneder, mens man venter på konklusionen på en efterforskning.

Både FN og NATO har udtrykt bekymring over eskaleringen af konflikten mellem Ukraine og Rusland.

NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, har på vegne af alle NATO-lande udtrykt fuld støtte til Ukraine.