Ville afsløre kønnet på sit barn – endte med at starte kæmpe skovbrand

190 kvadratkilometer nedbrændte, da branden rasede.

Det skulle være så fint.

Ét skud, en eksplosion og en tilhørende farve skulle afsløre kønnet på deres kommende barn.

Men i løbet af et splitsekund blev de fremmødte gæster nødt til at pakke sammen og tage benene på nakken.

Det viser en video, som US Forrest Service netop har offentliggjort, efter at en mand i september blev dømt for at være skyldig i en skovbrand, der nedbrændte 190 kvadratkilometer og forårsagede ødelæggelser for otte millioner dollars.

Videoen skal være med til at oplyse om, hvor hurtigt skovbrande kan udvikle sig. 

Skød på sort kasse

Det var ifølge CNN grænsevagten Dennis Dickey, der i sin fritid havde inviteret venner og familie ud i det tørre område i Green Valley, Arizona, for at afsløre kønnet på hans og konens kommende barn.

På videoen ser man, at der nogle meter foran de fremmødte står en sort kasse med ”dreng” og ”pige” skrevet på siden.

Med et enkelt skud ville enten en blå eller lyserød sky komme til syne, når kassen eksploderede. Den del gik som planlagt og en blå sky kom til syne, men i det samme antændte eksplosionen de omkringliggende strå og den tørre vegetation.

På videoen kan man kort efter eksplosionen høre: ”Begynd at pakke sammen”.

På den sorte kasse stor der både
På den sorte kasse stor der både "pige" og "dreng". Foto: US Forest Service

Skovbranden spredte sig lynhurtigt til naboområdet Coronado National Forest og nedbrændte 46.991 acres svarende til omkring 190 kvadratkilometer.

- Det var et hændeligt uheld. Jeg har det virkelig skidt med det. Det er formentlig en af de værste dage i mit liv, har Dennis Dickey fortalt Arizona Daily Star.

Skal hjælpe med at oplyse

Branden tvang mange indbyggere på flugt, og mange bygninger blev ødelagt.

Dennis Dickey erklærede sig i september skyldig i at have antændt branden og fortalte, at kassen indeholdt det højeksplosive stof Tannerite.

Dennis Dickey blev idømt fem års betinget fængsel samt et erstatningskrav på godt og vel otte millioner dollars - eller knap 53 millioner danske kroner. Derudover blev han dømt til at hjælpe Forest Service med at oplyse om skovbrande.

- Vi siger det hele tiden - én gnist er det eneste, der skal til. Èn stemme er det eneste, der kan hjælpe, har Tiffany Davila, der er talskvinde for Institut for skovbrug og brandforvaltning i Arizona, sagt ifølge nyhedsbureauet AP.

Episoden fandt sted 23. april 2017, og ifølge AP stod branden på i omkring to uger, hvor brandfolk fra 20 forskellige områder hjalp til.

Branden spredte sig til de tørre strå i løbet af få sekunder.
Branden spredte sig til de tørre strå i løbet af få sekunder. Foto: US Forest Service