ANALYSE: Fyringer er et mareridtsscenarie for Trump i en allerede vild uge

16x9
Det har atter været nogle hæsblæsende dage i Trumpland, siger Mirco Reimer-Elster. Foto: Kevin Lamarque / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: De seneste dage har budt på flere kontroversielle begivenheder i amerikansk politik.

Det har atter været nogle hæsblæsende dage i Trumpland. Her følger en (relativ) kort udlægning af nogle af de store historier, der dominerer amerikansk politik i disse dage i tilfælde af, at du – forståeligt nok - skulle være ved ved at miste overblikket.

Tæt senatsvalg i Mississippi

Der burde ikke være nogen ko på isen, når en republikansk senator skal (gen)vælges i Mississippi. Donald Trump vandt staten med 18 procentpoint over Hillary Clinton i 2016, og sidste gang staten valgte en demokratisk senator var i 1982.

Men efter den republikanske senator Cindy Hyde-Smith kom med en række kontroversielle udtalelser og ufølsomme vittigheder om blandt andet offentlige lynchninger – vel og mærke i staten, der har den tvivlsomme ære at stå bag de fleste lynchninger af afroamerikanere i amerikansk historie - blev det en tæt affære.

I kølvandet på udtalelserne, samt en række andre kontroversielle historier om Hyde-Smiths fortid, spredte panikken sig i Det Hvide Hus og hos Republikanerne. Man var bange for, at man ligesom ved suppleringsvalget i Alabama sidste år ville tabe et normalt stensikkert republikansk senatssæde. Præsidenten pressede ifølge amerikanske medier Cindy Hyde-Smith til at undskylde offentligt for udtalelserne - noget præsidenten ikke selv har for vane at gøre - og fløj desuden til staten for at afholde valgmøder for den kontroversielle kandidat.

Hyde-Smith endte med at vinde med 54 procent af de afgivne stemmer. Nok til at sikre Republikanerne et udbygget flertal på nu 53 stemmer i Senatet i det nye år. Men ikke just et imponerende resultat i en republikansk højborg. Til sammenligning blev Hyde-Smiths partifælle Roger Wicker genvalgt til Senatet med knap 20 procentpoints forspring ved midtvejsvalget for bare tre uger siden.

Uagtet at Trump kan tage en del af æren for den knebne sejr, vil diskussionen derfor fortsætte blandt republikanere: Er præsidenten i det lange løb en belastning frem for en gave for Det Republikanske Parti?

Den diskussion er ikke blevet mindre aktuel, efter det nu tidligere republikanske kongresmedlem Mia Love fra Utah har returneret præsidentens hårde kritik af hendes evner og kritiseret Trump i kontante vendinger.

Tåregas ved grænsen

Donald Trump vandt i høj grad præsidentvalget på et løfte om en stram immigrationspolitik og om at sikre kontrol med den amerikanske grænse til Mexico. Der er dog en hårfin balance mellem en stram immigrationspolitik overfor potentielle illegale immigranter - som et stort antal af amerikanere støtter - og en politik eller reaktion, der især visuelt kan fremstå som en umenneskelig overreaktion.

Weekendens episode ved grænseovergangen, der forbinder Tijuana i Mexico med San Diego i USA, var et sådant eksempel. Her skød grænsepolitiet med tåregas mod de knap 500 migranter - deriblandt kvinder og børn - der med magt forsøgte at krydse grænsen. Episoden resulterede i nogle billeder, som præsidentens kritikere hurtigt kastede sig over og kaldte for en voldsom eskalation.

Under Obama-administrationen brugte grænsepolitiet også gentagne gange tåregas og peberspray mod migranter, der med magt forsøgte at krydse grænsen. Det hørte man dog ikke så meget om i danske medier. Ej heller er det faldet danske medier ind at tjekke, om der findes et fortilfælde for grænsepolitiets ageren, eller om der virkelig var tale om en hidtil uset eskalation fra grænsepolitiets side, der kan kædes sammen med Trump.

Noget man dog heller ikke hørte, var præsident Obama omtale dele af migranterne som værende "en trussel mod nationens sikkerhed” eller ”iskolde kriminelle”, hvilket præsident Trump gør regelmæssigt og uden belæg.

Det er nok her, forklaringen ligger for, at dækningen og reaktionerne af grænsepolitiets arbejde har været ganske forskellige under præsidenterne Obama og Trump. Uden at det på nogen måde skal lyde som en undskyldning for mediernes dovenhed (eller måske snarere confirmation bias).

Massefyringer i vigtige 2020-stater

Hvis Donald Trump vil gøre sig nogen forhåbninger om at blive genvalgt om to år, skal han igen vinde nogle af de afgørende stater i det nordøstlige USA og Midtvesten. Stater, som det lykkedes ham at fravriste Demokraterne i 2016 efter årtiers demokratisk dominans. Blandt andet med et løfte om at hjælpe disse såkaldte ”glemte samfund” og give virksomheder incitamenter til at skabe flere industrijob i disse områder.

Derfor er det et kæmpe problem for Trump, at General Motors i denne uge meddelte, at koncernen vil nedlægge knap 15.000 stillinger og lukke filialer i Nordamerika. Blandt andet i delstaterne Michigan og Ohio, hvor støtten fra den hvide arbejderklasse er vital for Trumps mulighed for at opnå genvalg i 2020.

Bilproducenterne Fiat Chrysler og Ford har tidligere lovet øgede investeringer i disse stater. Men disse politiske sejre er nu blevet udraderet af General Motors varsler om fyringer og fabrikslukninger.

Der er tale om et politisk mareridtsscenarie for Trump. Ikke mindst fordi det ikke kan afvises, at præsidentens handelspolitik – og særligt straftolden på stål – har været medvirkende til General Motors bebudede massefyringer. For ikke at tale om anklagerne om løftebrud, som kritikerne nu påpeger.

Præsidenten tror ikke på Kongressens klimarapport

I sidste uge udkom den årlige National Climate Assessment-rapport. Et videnskabeligt studie bestilt af Kongressen og udarbejdet af 300 klimaforskere med hjælp fra en lang række af Trump-regeringens ministerier og styrelser. Rapporten advarede om, at klimaforandringerne kan have alvorlige økonomiske og menneskelige konsekvenser i de kommende årtier.

Præsidenten tror dog ikke på forskernes konklusion. Tirsdag sagde han i et interview med avisen Washington Post, at han er blandt dem ”med en høj intelligens”, der ikke ”tror” på klimaforandringerne. Trump mener heller ikke, at klimaforandringer er et presserende problem.

Der er som sådan ikke noget substantielt nyt i præsidentens udtalelser. Trump-administrationen har tidligere trukket USA ud af klimaaftalen fra Paris, tilbagerullet miljøreguleringer fra Obama-årene og satser stort på at revitalisere kulindustrien.

Men taget i betragtning af, at klimaforandringerne er ved blive et vigtigere valgtema i USA - særligt for venstreorienterede vælgere og republikanere i kyststater – er det langt fra sikkert, at præsidentens benægtelse af klimaforandringerne er en vindersag om to år.

Manaforts løgne og møder med Wikileaks

Sidst men ikke mindst er der Ruslandsundersøgelsen.

Nyheden om, at Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort skal have løjet gentagne gange overfor den særlige anklager Robert Mueller har atter sat gang i spekulationerne. Hvorfor skulle Manafort lyve overfor Mueller, når det er ensbetydende med, at kampagnechefen kan glemme alt om at få en nedsat fængselsstraf?

En mulig forklaring kan være, at Manafort satser på, at præsident Trump kommer til at benåde ham under forudsætning af, at Manafort ikke samarbejder med Muellers undersøgelse om mulige forbindelser mellem Trump-kampagnen og Rusland under præsidentvalgkampen.

I denne uge fremgik det også af avisen The Guardian, at Manafort mødtes med Wikileaks Julian Assange i marts 2016. Altså kort tid inden Manafort blev kampagnechef, og et par måneder før Wikileaks begyndte at offentliggøre titusinder af e-mails, som russiske hackere havde stjålet fra Demokraterne.

Både Manafort og Assange har afvist historien. Ligeledes vides det endnu ikke, om der er en direkte forbindelse mellem det angivelige møde og offentliggørelsen af de demokratiske emails.

Vi må altså fortsat væbne os med tålmodighed, indtil vi kender den fulde historie. Men mon ikke, der kommer til at ske rigeligt i Trumpland i mellemtiden, der kan fastholde vores opmærksomhed?