Macron: Jeg giver ikke efter for bølleprotester i Paris

Nye afgifter på benzin og diesel, der har udløst uroligheder i Frankrig, bliver ikke fjernet, siger præsident.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger, at han har hørt, hvad demonstranterne i de franske byer har sagt.

Men han skrotter ikke nye afgifter på benzin og diesel.

Protesterne har flere steder udviklet sig voldeligt, blandt andet med barrikader i brand på hovedstrøget Champs-Élysées i Paris. Politiet har svaret igen med tåregas og anholdelser.

- Jeg sammenblander ikke borgere og deres krav med bøllernes. Jeg vil ikke give efter over for dem, der ønsker ødelæggelser og uro, siger Macron efter de to uger lange protester.

De voldelige elementer, som han omtaler, er de såkaldte "gule veste". Folk, der ifører sig gule trafikveste, og mange steder har blokeret trafikken.

Iført gule veste har demonstranter den seneste tid vist deres utilfredshed med den franske præsident.
Iført gule veste har demonstranter den seneste tid vist deres utilfredshed med den franske præsident. Foto: Bertrand Guay / Ritzau Scanpix