Trump giver militæret tilladelse til at skyde mod migranter: - Jeg har ikke noget valg

Tusindvis af migranter opholder sig i den mexicanske grænseby Tijuana, og situationen er anspændt, lyder det fra journalist i byen.

Flere tusinde af de migranter, der i ugevis har været på vej fra Mellemamerika til Mexico, er nu nået frem til den mexicanske by Tijuana, der ligger ved grænsen til USA.

Det har fået den amerikanske præsident Donald Trump til igen at true med at lukke grænsen til Mexico på ubestemt tid, hvis situationen kræver det. Samtidig har han givet de mindst 6000 soldater, der bevogter grænsen, tilladelse til at bruge dødbringende magt, hvis det bliver nødvendigt.

Donald Trump har givet militæret ved grænsen tilladelse til at skyde på migranter, hvis situationen kræver det. Video: Natali Braagaard

- Jeg håber ikke, de er nødt til det. Men der er tale om mindst 500 dybt kriminelle. Så jeg lader ikke nogen løbe om hjørner med militæret. Jeg har ikke noget valg, sagde præsidenten torsdag til journalister i Palm Beach, Florida, hvor han tilbringer den amerikanske højtid Thanksgiving.

Han tilføjede:

- Jeg håber ikke, det sker, men det er rå typer, vi taler om.

Ingen ved, hvor præsidenten har informationer fra

Hvordan Donald Trump ved, at der er tale om ”dybt kriminelle” ved ingen, siger journalist Peter Starup Keldorff, der befinder sig i Tijuana.

- Præsidenten har ikke ført noget bevis for sin udtalelse om de 500 kriminelle, og der er ikke rigtig nogen, der ved, hvor han har den information fra. Men når det er sagt – de lande, som immigranterne er flygtet fra, er dybt plaget af bandevold og bander, der kontrollerer store dele af landene som for eksempel Honduras, siger Peter Starup Keldorff.

Han oplyser, at det er meget få af immigranterne, der har lyst til at tale om deres eventuelle tilknytning til bander i deres hjemland, men at de få, han har fået i tale, har oplyst, at de bruger karavanen til at slippe væk fra banderne.

Amerikansk militær holdt øvelse

Ifølge Peter Starup Keldorff er situationen ved grænsen meget anspændt. Han fortæller, at migranterne bor i interimistiske teltlejre i byen, og at de torsdag gik fra lejren til grænsen for at demonstrere.

- Det skete, samtidig med at amerikanerne – præcis på samme tidspunkt på den modsatte side af grænsen – havde lukket grænsen ned og var i gang med en stor øvelse for at sikre grænsen, hvis de mange immigranter prøvede at krydse grænsen, siger han.

Han oplyser, at immigranterne udmærket er klar over, at de ikke skal provokere eller starte en konfrontation med det amerikanske militær, der er ”ekstremt velbevæbnet".

- Deres største chance for måske at få lov til at komme ind i USA er at søge asyl på den helt legale og normale måde.

Præsidenten kan godt lukke for grænsen

Et af præsidentens tungeste løfter under valgkampen i 2016 var at bygge en mur langs grænsen til Mexico for at forhindre indvandring og narkosmugling. Trump har flere gange tidligere stillet et ultimatum om sin grænsemur. Men selv da hans eget republikanske parti havde magten i begge kamre i Kongressen, lykkedes det ham ikke at komme igennem med det.

- Det er meget tydeligt, at Donald Trump er utilfreds med, at han ikke kan få den grænsesikkerhed, som han gerne vil have, siger TV 2s journalist i USA, Jesper Zølck.

Det skyldes blandt andet, at den føderale domstol i USA har afvist at ændre på den asyllovgivning, der er i USA.

- Det har han kritiseret i meget kraftige vendinger, og han er kommet i diskussion med præsidenten for den amerikanske højesteret. Nu siger Donald Trump, at det næste skridt måske skal være, at USA lukker ned for grænsen. Og det kan præsidenten faktisk godt gøre, oplyser Jesper Zølck.

Således lukkede George W. Bush grænsen til Mexico efter terrorangrebene i New York 11. september 2001, og præsident Ronald Reagan lukkede grænsen under sin præsidenttid, fordi en amerikansk narkoagent var blevet bortført over grænsen til Mexico.

- Vi er dog overhovedet ikke i en situation, som minder om de fortilfælde, der har været for at lukke grænsen. Det er en retorik, han bruger, siger Jesper Zølck.