USA's højesteretspræsident irettesætter Donald Trump - nu svarer præsidenten

16x9
John Roberts og Donald Trump. Foto: Jonathan Ernst / Ritzau Scanpix

Donald Trump har kritiseret Højesteret for at have "Obama-dommere." Han fastholder sit synspunkt efter usædvanlig udmelding fra højesteretspræsident.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har endnu engang sat sig til tasterne og skrevet en kommentar på det, der efterhånden må betegnes for at være hans foretrukne medie, Twitter.

Det sker efter, at præsidenten for Højesteret i USA, John Roberts, onsdag helt usædvanligt og for første gang nogensinde gik i rette med præsident Donald Trumps kritik af en specifik dommer ved en føderal domstol.

Men den usædvanlige kritik af præsidentens udmeldinger ser ikke ud til at påvirke Donald Trump. Han kritiserer på Twitter i stedet dommernes kendelse for at gøre USA usikkert. 

- Beklager højesteretspræsident John Roberts, men du har rent faktisk "Obama-dommere," og de har ganske anderledes synspunkter end de mennesker, der er blevet pålagt at passe på vores land. Det ville være fantastisk, hvis den 9. kreds faktisk var "en uafhængig domstol," lød kommentaren fra præsidenten blandt andet med henvisning til den føderale domstol. 

- Det er meget farligt og ikke klogt.

Dommer: Der findes ikke Obama-dommere

Donald Trump er utilfreds med en afgørelse ved en føderal domstol, som blokerede for dele af den immigrationspolitik, som Trump-regeringen ønsker. Ifølge præsidenten starter hans modstandere altid deres søgsmål mod Trump-regeringen i bestemte retskredse med særligt venstreorienterede dommere.

Om den seneste kendelse afskrev Donald Trump nederlaget for hans regering med, at "det var en Obama-dommer", der havde afsagt kendelsen. Det var den kommentar, der fik John Roberts til at gå i rette med præsidenten.

- Der findes ikke Obama-dommere, Trump-dommere, Bush-dommere eller Clinton-dommere, siger John Roberts, der blev udnævnt af den republikanske præsident George Bush i 2005.

Han sagde videre:

- Vi har en hel ekstraordinær gruppe af dedikerede dommere, der gør deres absolut bedste for at behandle alle, der kommer for dem, lige.