Død hval havde sandaler, kopper og mere end 1000 andre stykker plastik i maven

16x9
En død hval havde næsten seks kilo plastik i sig, da den blev fundet i Indonesien. Foto: La Ode M. Saleh Hanan / Ritzau Scanpix

Indonesien ligger nummer to på listen over verdens mest plastiskforurenende lande - kun overgået af Kina.

En død kaskelothval, der mandag skyllede op på en strand på den indonesiske ø Sulawesi i den østlige del af landet, indeholdt næsten seks kilo plastik.

Da den ti meter lange hval blev skåret op, viste det sig, at de seks kilo plastik bestod af sandaler, 115 plastikkopper, 25 plastikposer, fire plastflasker, en nylonsæk og mere end 1000 andre forskellige plaststykker.

Den døde kaskelothval.
Den døde kaskelothval. Foto: La Ode M. Saleh Hanan / Ritzau Scanpix

Det fortæller chefen fra nationalreservatet Wakatobi i Sulawesi, Henri Santoso, ifølge nyhedsbureauet AP.

En stor mængde plastikaffald er fundet i en kaskelothval, der er skyllet op på en kyst i Indonesien.
En stor mængde plastikaffald er fundet i en kaskelothval, der er skyllet op på en kyst i Indonesien. Foto: Wwf / Handout / Ritzau Scanpix

Dødsårsag uklar

Det er ikke muligt at konkludere, at kaskelothvalen er død som følge af den store mængde plastik i kroppen.

Men fundet af den store mængde plastik i hvalen har ikke desto mindre skabt bekymring blandt miljøforkæmpere i landet.

- Selvom dødsårsagen ikke er fastlagt, er de fakta, vi ser, virkelig forfærdelige, siger Dwi Suprapti fra verdensnaturfonden WWF i Indonesien.

Hvalen, der er skyllet i land i Sulawesi-provinsen i Indonesien.
Hvalen, der er skyllet i land i Sulawesi-provinsen i Indonesien. Foto: Wwf / Handout / Ritzau Scanpix

Indonesien ligger nummer to på listen over verdens mest plastiskforurenende lande - kun overgået af Kina. Ifølge et studie, der tidligere i år blev offentliggjort i Science, producerer Indonesien hvert år 3,2 millioner ton plastikaffald, hvoraf 1,29 millioner ton ender i havet.

Indonesiens minister for maritime anliggender mener, at der er behov for at beskytte havene bedre og udvise en hårdere linje mod dem, der forurener. 

- Jeg er meget ked af at høre dette, siger ministeren, Luhut Binsar Pandjaitan, der samtidig påpeger, at den indonesiske regering forsøger at reducere brugen af plastik.

Det er målet, at Indonesiens samlede forbrug af plastik skal reduceres med 70 procent i 2025.

10 millioner ton plastik

Plastik i verdenshavene og havforurening generelt er et stort globalt problem.

Det mener den danske miljøbiolog og stifter af foreningen Plastic Change, Henrik Beha Pedersen.

- Der ender årligt omkring ti millioner ton plastik i havet. Det svarer til, at der bliver smidt en lastbil i havet hvert minut, har han tidligere fortalt til TV 2.

Historiens største forsøg på at opsamle plast fra verdenshavene blev tidligere på året søsat med dansk islæt.

Et Mærsk-skib sejler med en 600 meter lang ’plastikstøvsuger’ trækkende bag sig, kaldet Ocean Cleanup.

Skibet fra Mærsk Supply har trukket den lange 'plastikstøvsuger' 3000 kilometer ud i Stillehavet.
Skibet fra Mærsk Supply har trukket den lange 'plastikstøvsuger' 3000 kilometer ud i Stillehavet. Foto: TV 2
Maskinen er 600 meter lang og formet som et U, så den kan fange mest plastik muligt.
Maskinen er 600 meter lang og formet som et U, så den kan fange mest plastik muligt. Foto: TV 2

Med en indfanger formet som et stort U skal den opsamle plastikaffald både på havets overflade og under den.

Alene i Stillehavet menes det, at der flyder en så stor en mængde plastik rundt, at det svarer til fire gange Tysklands størrelse.