Finlands præsident mindes ikke at have talt med Trump om at rive for at undgå skovbrande

Vittighederne er allerede i gang i Finland efter udtalelse fra Donald Trump, da han besøgte den brandhærgede californiske by Paradise.

Den amerikanske præsident Donald Trump ser ikke ud til at kunne sige eller gøre særlig meget rigtigt i forbindelse med de dødelige amerikanske skovbrande, der indtil videre har kostet mindst 80 menneskeliv i delstaten Californien i USA.

Først haglede kritikken ned over ham i forbindelse med en udtalelse om, at dårlig forvaltning af skovene var skyld i skovbrandene – alt imens brandfolkene kæmpede for at forhindre, at flammerne slog flere mennesker ihjel.

Det hele skulle være blevet revet og ryddet væk derfra

Donald Trump

Og nu har endnu en kommentar om skovforvaltning skabt debat, skriver flere medier, herunder CNN og BBC.

I Finland river de skovbunden

Stående midt i et udbrændt område i byen Paradise – der er et af de områder, som er værst ramt af den ene af skovbrandene – lød det fra præsidenten, at man i Finland river skovbunden for blade, og at man på den måde undgår skovbrande.

- Hvis man kigger på andre lande, gør de det på en anden måde. Og det er en helt anden historie, lød det fra den amerikanske præsident, før han fortsatte:

- Jeg mødtes med den finske præsident, og han sagde: ”Vi har en meget anderledes … vi er en skovnation". Og de bruger meget tid på at rive og rydde og gøre andre ting, og de har ikke noget problem. Og når de har, er problemerne meget mindre.

Problemet er imidlertid, at den finske præsident Sauli Niinistö over for flere medier afviser at have haft en samtale med Donald Trump om at rive blade i skovbunden.

Præsident oplever kun at rive i egen have

Den finske præsident bekræfter, at han talte med den amerikanske ditto i Paris under mindehøjtideligheden for afslutningen på Første Verdenskrig i sidste uge. Men han mindes altså ikke, at han har fortalt Donald Trump, at man i Finland river skovbunden for at undgå skovbrande, skriver både det det finske medie Yle, som citerer det finske præsidentkontor, og den finske avis Ilta-Sanomat, der hører under CNN.

Forkullede træer i det, der før var et beboelsesområde.
Forkullede træer i det, der før var et beboelsesområde. Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix
Store dele af Paradise - som Donald Trump kom til at kalde Pleasure flere gange - er udbrændt.
Store dele af Paradise - som Donald Trump kom til at kalde Pleasure flere gange - er udbrændt. Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix
Præsidenten med guvernør Gavin Newsom, lederen af det amerikanske katastrofeberedskab Brock Long, Paradise-borgmester Jody Jones og guvernør Jerry Brown.
Præsidenten med guvernør Gavin Newsom, lederen af det amerikanske katastrofeberedskab Brock Long, Paradise-borgmester Jody Jones og guvernør Jerry Brown. Foto: Leah Millis / Ritzau Scanpix

Ifølge Ilta-Sanomat fortalte den finske præsident til sin amerikanske kollega, at man i Finland har et godt overvågningssystem, som har hjulpet med at forhindre katastrofale skovbrande.

- Han tilføjede, at han kun oplever at rive i sin egen have, og nævnte, at præsidenten måske kom i tanke om at rive, fordi han havde set nogle brandfolk rive nogle af de brændte områder i Californien, citerer CNN den finske præsident for at have sagt.

Og Donald Trump nævnte faktisk denne hændelse i et interview med den amerikanske tv-station Fox News i sidste uge.

- Jeg observerede brandfolkene den anden dag, og de rev områder. De rev områder, mens det brændte et lille stykke derfra. Og de river små bunker, som man kan se er helt tørre. Ukrudt. Og de river det – det brænder. Det hele skulle være blevet revet og ryddet væk derfra. Så ville vi ikke have brandene, lød det i sidste uge fra Donald Trump, skriver CNN.

Vittighederne er allerede i gang på sociale medier

I Finland er vittighederne allerede begyndt at florere på de sociale medier, som for eksempel denne på Twitter, hvor den finske tv-vært Aleksi Valavuori latterliggør Donald Trump:

- Vi bruger meget tid på at rive for at forhindre skovbrande. Det har intet at gøre med vores klima - selvom det regner hele tiden og er koldt som bare fanden, så skal vi rive. Det er obligatorisk i Finland - vi skal rive to timer om dagen (...) Vi river også på universitetet, hvor vi lærer det, siger Aleksi Valavuori.

- Riv Amerika stort igen, slutter han.

En anden skriver, også på Twitter:

- Bare en helt almindelig dag i den finske skov:

Og denne, også på Twitter:

- Ikke på min vagt.

Den voldsomme brand kaldet Camp Fire brød ud 8. november og har ødelagt en stor del af byen Paradise, som Donald Trump i øvrigt flere gange til at starte med kaldte ”Pleasure”, før han blev rettet.

Knap 1000 mennesker er fortsat savnet, mens mindst 77 er dræbt i den pågældende brand.