Trump nægter at lytte til optagelser af Khashoggi-drab

Ifølge præsidenten var drabet på Jamal Khashoggi "meget voldeligt, meget ondskabsfuldt og forfærdeligt".

USA's præsident, Donald Trump, siger søndag i et interview til det amerikanske medie Fox News, at han ikke ønsker at høre lydoptagelserne fra drabet på den saudiarabiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi.

Det skriver The Guardian.

Den tyrkiske regering ligger inde med optagelser fra 2. oktober, hvor Jamal Khashoggi blev dræbt, men Donald Trump siger ifølge det amerikanske medie:

- Jeg vil ikke høre båndet, det er der ingen grund til. Jeg ved alt, hvad der foregik.

På spørgsmålet fra Fox News-journalisten Chris Wallace, om hvorfor Donald Trump ikke ønsker at høre optagelserne, svarer præsidenten:

- Det er en optagelse fuld af lidelse. Det er et forfærdeligt bånd. Jeg er blevet fuldt orienteret om det.

Donald Trump karakteriserer i øvrigt drabet som "meget voldeligt, meget ondskabsfuldt og forfærdeligt".

Vil holde fast i en god allieret

Udmeldingen fra Donald Trump kommer, efter amerikanske medier har skrevet, at efterretningstjenesten CIA vurderer, at den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, beordrede drabet på Jamal Khashoggi.

Dermed kan Trump-regeringens bestræbelser på at opretholde et godt forhold til Saudi-Arabien som en tæt allieret være bragt i fare.

Men ifølge nyhedsbureauet AP kalder præsident Trump imidlertid CIA's konklusion for "meget tidlig".

I interviewet på Fox News fremhæver Donald Trump, at den saudiarabiske kronprins gentagne gange har nægtet at være involveret i drabet på det saudiske konsulat i Istanbul.

- Vi har en allieret, og jeg vil holde fast ved en allieret, der på mange måder har været rigtig god, siger Trump.

Afventer fuld rapport

Lørdag meddelte USA's udenrigsministerium, at USA's regering endnu ikke er nået frem til en endelig konklusion på, hvem der har ansvaret for drabet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi. 

Men Donald Trump forventer senest tirsdag i næste uge at modtage en fuld redegørelse over drabet på journalisten.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge præsidenten vil rapporten klarlægge, hvem der dræbte Jamal Khashoggi - et drab som Trump siger "aldrig skulle været sket".

Det er endnu uklart, om rapporten vil blive offentliggjort.

Canada har hørt optagelser

Tidligere på ugen meddelte Canadas efterretningstjeneste, at man har hørt en lydoptagelse af drabet på journalisten Jamal Khashoggi.

Det bekræfter Canadas premierminister, Justin Trudeau, ifølge nyhedsbureauerne AP og Reuters.

Justin Trudeau vil dog ikke komme nærmere ind på indholdet af filen, men siger, at man fra canadisk side samarbejder med Tyrkiet.