Kult-leder førte 914 mennesker i døden - 40 år senere fortæller en af de få overlevende sin historie

16x9
Et frønnet skilt er vidnesbyrd om det sted, der for 40 år siden lagde grund til et kollektivt selvmord af ufattelige dimensioner. Foto: Staff / Scanpix Denmark

Laura Johnston Kohl husker tilbage på livet og døden i Guyanas regnskov - men fortryder hun?

Det var en tragedie af ufattelige dimensioner. Et kollektivt selvmord. Det rene vanvid.

Mænd, kvinder og børn drak den cyanidholdige og ultimativt dødbringende saft, som kultleder Jim Jones havde opfordret dem til. De fleste helt frivilligt. Eller så frivilligt, det nu kan være, når man har ladet sig underkaste en leder som Jim Jones, der prædikede, forførte og hjernevaskede med en forkvaklet blanding af religiøse vildfarelser og socialistisk hippie-utopi.

Laura Johnston Kohl var en ung og forvirret aktivist, da hun sluttede sig til Jim Jones i 1970. På det tidspunkt havde hun ingen anelse om, at det skulle slutte med dommedag frem for paradis. Hun har forud for årsdagen fortalt sin historie til BBC.

- Mit liv var et kaos, jeg havde et mislykket ægteskab bag mig, og jeg var på udkig efter et mere trygt miljø efter en række dårlige beslutninger. Det fandt jeg her, siger hun til BBC.

Lenin, Buddha og Jesus

Laura Johnston Kohl fandt det i Folkets Tempel. Alene navnet antyder, hvad det var, Jim Jones jonglerede med som ideologi. Noget socialistisk lighedstænkning for folket på tværs af raceskel, noget buddhistisk duftende røgelse om zen og sindsro, plus en god sjat kristendom fra barndommen i det amerikanske midtvest. 

En af de lokale aviser med historien om selvmordet i Guayanas jungle. Det er Jim Jones tv.
En af de lokale aviser med historien om selvmordet i Guayanas jungle. Det er Jim Jones tv. Foto: Scanpix Denmark

Det begyndte som noget, der kunne ligne en slags livsfilosofi. Lidt Lenin, lidt Buddha og lidt Jesus. Men det sluttede i et misk-mask som det, den indiske forfatter Shiva Naipaul kaldte en slags religiøs fundamentalisme.

- Jim Jones var besat af syner om undergang og ødelæggelse, han var skræmt over autoriteter og tænkte på de frelste og de fortabte, skrev Naipaul i 1980 - to år efter Jonestowns kollektive endeligt.

Laura Johnston Kohl er en af blot en håndfuld overlevende fra kulten omkring Jim Jones. Hun kan kun fortælle sin historie, fordi hun var blevet beordret fra Jonestown i Guyanas jungle til kultens hovedkvarter i hovedstaden Georgetown, hvor Jim Jones havde købt en kirke for at forkynde sit budskab uden for regnskovens vildnis.

- Jim Jones ville have nogle få fanatikere placeret et sted, hvor han vidste, vi ville forsvare Folkets Tempel, forklarer Laura Johnston Kohl til BBC.

På det tidspunkt havde hun været med Jim Jones og hans følge i otte år. Hun var betroet veteran i kulten, og hun havde været overbevist, da Jim Jones beordrede sit følge til at flygte fra USA i 1974 og begynde på en frisk. Langt væk fra myndighedernes mistænksomhed og indblanding.

Over 900 mennesker, der fulgte med til junglen, var ikke lige så heldige som Laura Johnston Kohl. De blev i junglen sammen med deres leder. Her ventede de trofast men i ængstelse på, at de amerikanske myndigheder ville lande i Guyana med en lille delegation, anført af kongresmedlemmet Leo Ryan, der ville dokumentere kultens virke. 

Ifølge Jim Jones var dét det første skridt mod en borgerkrig. USA mod Jonestown. Det kan lyde som en paranoid psykose. Og måske var det en borgerkrig for Jim Jones. Problemet for menigheden var, at Jones så dygtigt formåede at vikle dem om sit syge og stedse mere narkoafhængige sind. 

Kongresmedlem blev mejet ned

Kongresmedlem Leo Ryan havde sat sig for at sende en rapport og øjenvidneberetning om Jonestown hjem til den amerikanske offentlighed og tusindvis af pårørende, der i stigende grad var bekymrede for deres kære. Men sammen med sit følge blev Leo Ryan brutalt skudt ned på vej ind i flyet hjem. Han blev dræbt på stedet.

Derefter beordrede Jim Jones alle sine disciple til at drikke gift. Børnene først, som de makabre lydoptagelser fra Jonestown har dokumenteret. Alt imens Jim Jones messende dirigerer sit folk i døden.

Det ubegribelige syn, der mødte redningsholdet, da de nåede frem til Jonestown.
Det ubegribelige syn, der mødte redningsholdet, da de nåede frem til Jonestown. Foto: - / Ritzau Scanpix

Kun ganske få overlevede den skæbnesvangre dag i junglen. Et af medlemmerne af Folkets Tempel havde lagt sig til at sove og vågnede op til synet af mere end 900 døde.

Steve Reiterman, en ung og videbegærlig journalist, overlevede at blive ramt af to skud på vej ind i det lille tomotorers fly, der skulle have fløjet ham, Leo Ryan og yderligere en håndfuld tilbage til USA.

Siden skrev Steve Reiterman bogen 'Raven: The Untold Story of the Rev. Jim Jones and His People', der forsøgte at forklare det uforklarlige; hvordan det kunne gå så galt og hvorfor.

Svaret var ikke unikt. Nærmere universelt.

- Folkets tempel var - som mange fællesskaber, kirker og kultagtige bevægelser - først og fremmest et alternativ til det bestående. En slags nation i sin egen ret. Men det tempel, jeg lærte at kende, var ikke befolket af halvhjerner eller masochister, skrev Reiterman ifølge The Guardian.

- Det er meget nemt for udenforstående at sige, de aldrig kunne melde sig ind i den slags, men den type skråsikkerhed er selvbedrag, mener Reiterman.

Fortryder ikke fællesskabet

Det er muligvis også nemt for ham at skrive. Men hvad siger en af de overlevende? Hvad siger Laura Johnston Kohl nu, 40 år efter massakren i Jonestown? Fortryder hun, eller er hun vred? Og på hvem?

- Mit arbejde var meningsfuldt og fyldestgørende. De folk, der var i Folkets Tempel var dem, jeg havde lyst til at leve resten af mit liv sammen med. Vidunderlige mennesker. Andre overlevende har måske noget andet at sige, men jeg var glad. Det var ikke nogen dårlig tid i mit liv, siger hun.

Hun er stolt af det fællesskab, de skabte dengang, men husker Jim Jones som afhængig af narko og psykisk forstyrret.

- Jeg er ked af, at nogle af de bedste mennesker, jeg nogensinde har kendt i mit liv, mennesker, der var så dedikerede, at de mistede deres liv, siger Laura Johnston Kohl.